Sygesikringsbevis/sundhedskort
Den offentlige sygesikring giver alle borgere med bopæl i Danmark ret til behandling hos alment praktiserende læger og speciallæger. Du kan også få tilskud til medicin, tandlægehjælp, fysioterapi, fodterapi, kiropraktorhjælp og psykologhjælp.
Sygesikringsbevis/sundhedskort
Alle får gratis udleveret et sundhedskort - tidligere kaldet sygesikringsbevis.
Det gule sygesikringsbevis er dog stadig gyldigt og skal bruges, til du får et nyt sundhedskort.
Du får først det nye sundhedskort, når du alligevel skulle have et nyt i forbindelse med flytning, læge- eller gruppeskift.
Beviset/kortet er dokumentation for, at du har ret til ydelser fra sygesikringen. Du skal derfor altid medbringe det, når du skal have behandling. Et barn får et sundhedskort, når det er navngivet eller døbt.
Bestil nyt sundhedskort
Det koster 160 kr. (2008) i gebyr at få et nyt sundhedskort/sygesikringsbevis, hvis du har mistet eller ødelagt det. Du skal også betale gebyr, hvis du skifter læge uden at flytte, eller hvis du ændrer sikringsgruppe eller navn.
Det er gratis at få et nyt sundhedsbevis, hvis:
- magnetstriben ikke virker, men kortet ellers ikke er beskadiget
- kortet er beskadiget og mere end 4 år gammelt
- det sker i forbindelse med flytning (Se Lægeskift )
- det sker i forbindelse med, at lægen holder op
- det sker i forbindelse med navnskift, fordi du er blevet gift
- et barn under 15 skal have nyt bevis, fordi en af forældrene skal have ændret .
Du får nyt sundhedskort hos din kommunes borgerservicecenter eller du kan bestille det her.
Bestil nyt sundhedskort (nyt vindue)
EU-sygesikringskortet Det blå kort dækker udgifter til læge- og hospitalsbehandling, medicin, tandlægehjælp m.m.,i det omfang der opstår et behov for behandling under ophold i et andet EU/EØS-land og i Schweiz.
Det kan være ferieophold, erhvervsophold, studieophold, au pair ophold m.m. Behandling, medicin mv. gives på samme vilkår som til opholdslandets egne offentligt syge(for)sikrede. Du kan derfor komme til at betale (en del af) behandlingen selv, hvis dette ville gælde for landets egne sikrede.
Kortet dækker også behandling af en eksisterende/kronisk lidelse, hvis det bliver medicinsk nødvendigt under en rejse.Det er ikke alle, der har ret til et EU-sygesikringskort fra Danmark.Der gælder særlige regler for at få EU-sygesikringskortet fra Danmark, hvis man skal påerhvervsrejse eller i øvrigt arbejde under opholdet i udlandet.
Bestil EU-sygesikringskort (nyt vindue)
Det særlige sundhedskort
Hvis du arbejder i Danmark, men bor i et andet EU/EØS-land, kan du få et særligt sundhedskort, der giver dig ret til behandling i Danmark på lige vilkår med alle andre. Det kræver dog, at du:
- arbejder minimum ni timer pr. uge, 18 timer pr. 14 dage eller 39 timer om måneden i Danmark
- indbetaler til ATP
- ikke arbejder i dit bopælsland.
Har du børn er de ikke dækket af dit sundhedskort, men skal behandles i det land, hvor I har bopæl.
Du kan søge om at få et særligt sundhedskort i borgerservicecenteret i den kommune, hvor du arbejder.