Erhverv, butikker og service

Kommuneplanen viser, hvor der kan planlægges for erhverv, butikker samt offentlig og privat service. Virksomheder og servicefunktioner skal så vidt muligt ligge i byerne, men både i de større landsbyer og på nedlagte landbrugsejendomme kan der etableres mindre erhverv.
I maj 2009 vedtog byrådet en plan for erhvervsområder i Faxe Kommune – med særlig fokus på et nyt, stort område ved Rønnede. Derfor er der kun foretaget mindre ændringer og tilføjelser til kommunens erhvervsarealer i denne plan.
Kommuneplantillæg nr. 1 rummede en grundig redegørelse med miljøvurdering. Planen er i sommeren 2009 påklaget til Naturklagenævnet. Planen med miljøvurdering kan ses på www.faxekommune.dk.
Fælles for alle offentlige og private serviceinstitutioner er, at de bidrager til byernes udvikling og liv – til at skabe bykvalitet. For at tiltrække kompetence og velstand skal en moderne by tilbyde velholdte huse, torve, cafeer, butikker, oplevelser og aktiviteter, der fylder byens pladser og huse. Derfor arbejder Faxe Kommune på at videreudvikle de gode rammer for at etablere detailhandel, cafeer, kultur mm. i byerne. Bedre bykvalitet vil fremme bosætningen i kommunen, og det vil forbedre mulighederne for at tiltrække nye virksomheder – ikke mindst videnerhverv.
Kommuneplanen indeholder retningslinjer for den kommunale detailhandelsstruktur.
Planloven forudsætter, at detailhandlen i de mindre og mellemstore byer skal styrkes, og at nye butikker i overvejende grad placeres i bymidten. Hensigten er at fortætte byerne for at stimulere mere byliv, og for at begrænse transporten i forbindelse med indkøb.
Endelig indeholder planen retningslinjer, der skal sikre service og velegnede kulturelle faciliteter for musik, teater, idræt mv. i hele kommunen – uden at alle byer dog skal have de samme tilbud.