Du er her: ForsideBorgerinddragelseBorgerpaneletBliv en del af Faxe Kommunes Borgerpanel

Bliv en del af Faxe Kommunes Borgerpanel

- og bidrag til udviklingen af din kommune.

Velkommen til Faxe Kommunes Borgerpanel

Byrådet i Faxe Kommune lægger stor vægt på at inddrage kommunens borgere i forbindelse med væsentlige beslutninger på den politiske dagsorden.

Borgerinddragelse handler både om åbne borger- og dialogmøder og om at inddrage lokale aktører som foreninger, skole- og daginstitutionsbestyrelser, interesseorganisationer i høringsprocesser op til byrådsbeslutningerne i konkrete sager.

Men Faxe Kommune har nu også et digitalt borgerpanel, som alle borgere fra 15 år og opefter med bopæl i Faxe Kommune og med egen e-mail adresse kan være en del af.

Det er frivilligt at være med, og man kan melde sig ud, hvis man ikke længere ønsker at være en del af borgerpanelet.
Faxe Kommunes Borgerpanel vil blive inviteret til at deltage i tre-fire online spørgeskemaundersøgelser om året – alt sammen for at styrke demokratiet og fællesskabet i kommunen.

Undersøgelserne

Når Faxe Kommune ønsker at høre borgerpanelet, sker det med en e-mail, hvor et link fører frem til et spørgeskema. Det vil typisk tage cirka 10 minutter at besvare.

Faxe Kommune samarbejder med virksomheden Enalyzer A/S som står for behandlingen af alle data og sikrer en objektiv og uvildig analyse af besvarelserne. Alle oplysninger bliver behandlet anonymt og fortroligt.

Resultaterne af undersøgelserne vil blive lagt på hjemmesiden, ligesom medlemmerne af Faxe Kommunes Borgerpanel for en mail med et link direkte til undersøgelserne, så snart rapporterne er tilgængelige.

Hvordan fungerer det

Det digitale borgerpanel fungerer som en almindelig meningsmåling.

Der er dog en vigtig forskel: Faxe Kommunes Borgerpanel vil blive spurgt flere gange, og dermed er det den samme gruppe borgere, som tager stilling til forskellige spørgsmål hen over de kommende foreløbig to-tre år.

Når de samme borgere spørges flere gange, giver det et godt indtryk af, om der sker ændringer i holdningerne hen over tid. Med andre ord: Det bliver det muligt at måle på, om konkrete beslutninger eller nye tiltag gør en forskel for borgerne i kommunen over tid.

Afhængigt af hvor mange borgere i Faxe Kommune, som har lyst til at deltage, vil det være muligt at invitere bestemte grupper i borgerpanelet til at deltage i specifikke undersøgelser.

Det vil være muligt både at spørge det samlede borgerpanel og at spørge til specifikke forhold i et målrettet spørgeskema til en bestemt aldersgruppe.
Når man siger ja til at deltage i Faxe Kommunes Borgerpanel, giver man således tilsagn om, at kommunen netop må sende specifikke spørgeskemaer, som for eksempel kan være målrettet ved hjælp af alder eller hvor man bor i Faxe Kommune.

Faxe Kommunes Borgerpanel er elektronisk og foregår derfor via pc, tablet eller smartphone.

Det er fortsat byrådet, der træffer de politiske beslutninger. Men borgerne i Faxe Kommune kan ved deltagelse i Faxe Kommunes Borgerpanel være med til at give politikerne viden og inspiration på konkrete områder.

Tilmeld dig her

Når man tilmelder sig Faxe Kommunes Borgerpanel, bliver man bedt om at svare på spørgsmål om køn, alder, bopæl osv.
Man skal også oplyse sin e-mailadresse og lave en personlig adgangskode.

Du kan tilmelde dig Faxe Kommunes Borgerpanel ved at klikke her.

Hvis de grundlæggende oplysninger ændrer sig, så kan man logge på med sin e-mailadresse og sit kodeord og derefter ændre oplysningerne, så alt er opdateret.

Har du glemt dit kodeord, kan du komme videre ved at klikke her.

Skriv gerne til os

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til Faxe Kommunes Borgerpanel, så er du velkommen til at skrive til os. Du er velkommen til at skrive til borgerpanel@faxekommune.dk

Hvis du vil vide mere om Enalyzer A/S, kan du gå ind på firmaets hjemmeside: www.enalyzer.dk