Du er her: ForsideFleksjob

Fleksjob

Med Fleksjobordningen er det muligt at ansætte personer, selv om de kun kan arbejde få timer om ugen. Det giver virksomheden mulighed for at få løst opgaver, som det ellers kan være svært at finde medarbejdere til.Virksomheden udbetaler kun løn for den arbejdsindsats, som den fleksjobansatte reelt yder. Derudover får den fleksjobansatte et løntilskud fra kommunen.

Ved sygdom ydes sygedagpengerefusion fra første fraværstime, og der kan ydes tilskud til særlige arbejdsredskaber, arbejdspladsindretning og personlig assistance. Fleksjob kan oprettes inden for alle arbejdsområder og kan tilbydes personer, der har en væsentlig begrænsning i arbejdsevnen i forhold til ethvert erhverv. Fleksjob bevilges som udgangspunkt i op til fem år ad gangen*.

Fastholdelse af allerede ansatte via fleksjob
Hvis virksomheden ønsker at fastholde en allerede ansat med fleksjobordningen, skal den ansatte have været ansat på arbejdspladsen efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår i 12 måneder (med en skriftlig aftale), inden der kan tages stilling til/oprettes et fleksjob**.

Sådan gør du
Kontakt jobcentret og hør om mulighderne for etablering af fleksjob. Du kan også læse mere om den nye fleksjobording på  www.fleks.nu, hvor du blandt andet kan se video om erfaringer med fleksjobbere og få en kort indføring i, hvad den nye reform betyder for din virksomhed - og hvordan det hele er blevet meget lettere.

 På  www.jobnet.dk er det muligt at annoncere direkte efter fleksjobbere.

Eksempel

Den 47­årige automekaniker Uffe bliver på grund af en omfattende ryglidelse samt depression sygemeldt fra sit arbejde. Efter længere tids sygemelding ønsker Uffe at genoptage arbejdet, men det kan ikke lade sig gøre på grund af ryggen. Uffe bliver herefter arbejdsprøvet i forskellige arbejdsfunktioner og i nye brancher, men hans arbejdsevne er varigt begrænset, og han bliver derfor indstillet til et fleksjob. I samarbejde med jobcentret finder Uffe et fleksjob hos et ejendomsservicefirma, hvor han kan arbejde 10 timer om ugen og modtage et supplerende fleksløntilskud fra kommunen.

* Når de op til fem år er gået, skal kommunen vurdere, om medarbejderen fortsat har ret til et fleksjob. Personer over 40 år kan efter det første fleksjob få bevilliget et permanent fleksjob. Det gælder, hvis kommunen vurderer, at borgeren aldrig bliver i
stand til at kunne varetage et almindeligt arbejde på ordinære vilkår.

** Ved fastholdelsesfleksjob skal det skriftligt kunne dokumenteres, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler/på særlige vilkår. Der kan ses bort fra reglen om 12 måneders ansættelse under de sociale kapitler/særlige vilkår, hvis der er tale om akut opstået sygdom eller ulykke.

Fordele

  • Virksomheden betaler kun for den reelle arbejdstid - de effektive arbejdstimer.
  • Virksomheden udviser et socialt ansvar og styrker sit omdømme.
  • Virksomheden har ikke mere administrativt arbejde med fleksjobbere end med øvrige medarbejdere.