Du er her: ForsideSundhedTilbud til voksne og ældreRehabiliteringstilbud til borgere med kræft

Rehabiliteringstilbud til borgere med kræft

Formålet er at give støtte og vejledning til borgere, som har eller har haft kræft. Målet er en bedre hverdag samt hjælp til evt. at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Tilbuddet er gratis og kræver henvisning.

Video om rehabiliteringstilbuddet

Hvad er rehabilitering

Rehabilitering betyder ”at vende tilbage til et tidligere stadie”. I relation til at have en kronisk sygdom, vil det sige at vende tilbage eller tilnærme sig et hverdagsliv og livskvalitet som før sygdommen opstod.

Forløb

Lev bedre med kræft består af en indledende samtale med en fysioterapeut, hvor du kan komme med ønsker til dit forløb. Du vil have mulighed for at deltage i individuelle tilbud kombineret med gruppeforløb. Forløbet sammensættes efter dine behov.

Forløbet kan indeholde:

  • Fysisk træning
  • Vejledning om kost og ernæring
  • Kursus i rygestop
  • Undervisning til dig om dine pårørende
  • Socialrådgivning og støtte til at vende tilbage til arbejdsmarkedet
  • Støttende samtaler til dig og dine pårørende   
  • café-eftermiddage med deltagelse af frivillige fra Kræftens Bekæmpelse.

Du har mulighed for at møde to gange om ugen til træning og deltage i temamøder og café efter eget ønske.

Forløbet foregår i Haslev og Faxe. Der er både i træning i træningssal og i naturen.

Tilbuddet udbydes af Faxe Kommune, Afdelingen for Sundhedsfremme og Forebyggelse samt Trænings- og aktivitetsenheden. Oplægsholderne er f.eks. fysioterapeut, sygeplejerske, rådgivere fra Kræftens Bekæmpelse, diætist, sagsbehandler mv.

Hvad får du ud af det?

  • Du får øget fysisk velvære
  • Du lærer at passe på dig selv
  • Du får mulighed for at mødes med ligestillede
  • Du får afklaret dine muligheder for at blive på arbejdsmarkedet
  • Du får mulighed for at træne og spise hensigtsmæssigt i forhold til din kræftsygdom

Målgruppe

Målgruppen for indsatsen er deltagere over 18 år i Faxe Kommune, som:

  • Er i risiko for eller har fået nedsat funktionsevne som følge af kræftsygdom eller behandling
  • Ikke har afsluttet behandling 
  • Har overskud, lyst og motivation til at deltage
  • Er selvhjulpen

Pårørende opfordres til at deltage i tema og caféeftermiddage.

Tid og sted

Borgere kan henvises og optages løbende på rehabiliteringsholdet.
Der er adgang for kørestolsbrugere. Offentlig transport og p-plads lige udenfor døren.

Tilmelding og visitation

Tilbuddet kræver henvisning fra egen læge eller hospitalslæge. Borgeren vil blive kontaktet af kommunen indenfor 14 dage efter henvisningen er fremsendt.

Samarbejde med erhvervsdrivende og frivillige

Faxe Kommune er interesserede i at samarbejde med erhvervsfolk og frivillige, som har sundhedstilbud til borgere med kræft, da et sådan samarbejde kan være med til at deltagerne kan fastholde deres sundere vaner. Kontakt Sundhedskonsulent Vibeke Bastrup på  telefon 56203385 og få en snak om mulighederne.

Kontakt

For yderligere information kan borgeren selv kontakte den kommunale fysioterapeut:
Fysioterapeut Maria Søndergaard, telefon: 56 20 33 85, mail: masog@faxekommune.dk

Pjecer

Klik her for at hente pjecen: Lev bedre med kræft (PDF-fil åbner i nyt vindue)

Som kræftramt eller pårørende har du en række muligheder for hjælp eller rådgivning af Faxe Kommune. Vi har udarbejdet en pjece der giver et samlet overblik. 

Klik her for at hente pjece om støttemuligheder for kræftramte og deres pårørende (PDF-fil åbner i nyt vindue)