Du er her: ForsideNyhederBilletterne blev revet væk til Lindy-foredrag - men nu er der flere

Billetterne blev revet væk til Lindy-foredrag - men nu er der flere

Lindy Aldahl
Fik du ikke billet til foredraget med den altid grinende og kække murer, Lindy, fra tv-programmet Rigtige Mænd? Så har du nu muligheden.

Når Lindy Aldahl går på scenen torsdag den 16. marts klokken 19-20.30 sker det ikke på Faxe Sundhedscenter som først annonceret men i Rønnede Hallen.

De første 130 billetter blev revet væk lynhurtigt, og dermed var arrangementet ”udsolgt”. Derfor har vi flyttet til Rønnede Hallen, hvor der er plads til 400 tilhørere.
Du kan sikre dig billetter her, de er gratis

Der er også mulighed for at hente billetter i Café Ådalen på Faxe Sundhedscenter på hverdage klokken 9-14.

Lindy Aldahl fortæller på en humoristisk måde om sin forvandling fra en usund livsstil med rygning og alt for lidt motion til en hverdag med bedre og sundere kost og mere motion, hvor smøgerne og den fede sovs er lagt på hylden.
Alt sammen sat i gang af hans medvirken i tv-programmet ”Rigtige mænd”.

Foredraget krydres med masser af anekdoter, og Lindy vil ligeledes fortælle om, hvordan det er gået med at holde motivationen oppe efter kameraerne blev slukket. Tilhørerne får værktøjer og fif til selv at komme i gang med at leve mere sundt.

Kom med i motionssjakket
Og der er flere muligheder for det her i foråret.

Karise Gym & Fitness, Fit & Sund Faxe og Faxe Familie & Firmaidræt er fra foråret klar med forskellige gode tilbud til mænd, som ønsker at komme i gang med motion. Deres tilbud kan du høre om før og efter foredraget den 16. marts.
Det vil sige fra klokken 18-19 og klokken 20.30-21.

I samme tidsrum har du også mulighed for at få en status på din fedt- og muskelmasse, da Faxe Kommunes sundhedskonsulenter står klar med deres særlige vægt. Denne status er særlig interessant, hvis du går i gang med at spise sundere eller motionere mere, for så kan du følge med i om fedt- og muskelmasse ændrer sig til det bedre.

Det er ikke muligt at bestille tid – sundhedskonsulenterne vejer efter ”først til mølle”- princippet og mænd har fortrinsret denne aften.