Du er her: ForsideNyhederDebataften om musiklivet i Faxe Kommune

Debataften om musiklivet i Faxe Kommune

Musiklivet i Faxe kommune – går det godt? Sæt dit aftryk på udviklingen, når Faxe kommune måler temperaturen og sætter det lokale musikliv til debat tirsdag den 9. december fra kl. 19.00 til kl. 21.00 i Byrådssalen, Industrivej 2 i Rønnede.

Hvordan har musikkulturen det i Faxe kommune? Hvordan kan vman gøre det attraktivt at blive kulturbruger og -udøver i kommunen? Og hvad drømmer du om sker for det lokale musikliv?
 
- Alle med interesse for musiklivet i Faxe Kommune er velkomne til at give deres bud, når kommunen den 9. december kl. 19.00 slår dørene op på Byrådssalen i Rønnede til en debataften i musikkens tegn, siger Annette E. Vestergaard fra Faxe kommunes Biblioteker & Borgerservice.

Til at sætte gang i debatten er et panel bestående af næstformand i Erhvervs- og Kulturudvalget Eli Jacobi Nielsen, musikskoleleder Lena Schnack Mertz, Hans Brewaeys fra Faxe Musikcafé samt Hans Krarup fra Faxe Kunst- og Musikforening. Jan Falkentoft, journalist og vært på P1 Morgen, vil styre slagets gang og sørge for, at alle kommer til orde.
 
Rammerne er sat for en hyggelig aften med god debat, musikalske indslag og lidt til den søde tand.
 
Debatten er en del af Spil Dansk 2014. Spil Dansk er Danmarks største musikbegivenhed. Den strækker sig over hele efteråret og har som formål at udbrede, udvikle og sætte fokus på dansk musikkultur.
 
Faxe Kommune støtter Spil Dansk, og afholdelsen af arrangementerne sker i et samarbejde mellem Kultur & Fritid, bibliotekerne, Musikskolen og folkeskolen.