Du er her: ForsideNyhederFaxe Kommune deltager igen i år i den regionale klimafestival

Faxe Kommune deltager igen i år i den regionale klimafestival

Klimafestival 2013

Der afholdes i år klimafestival på Sjælland, Møn, Lolland og Falster fra d. 14. – 29. september.

Formålet med klimafestivalen er at sætte fokus på, hvordan vi som borgere kan nedbringe udledningen af drivhusgasser og tilpasse os klimaforandringer. Festivalen består af en lang række aktiviteter, hvor du som borger kan blive klogere på klima og energi. Programmet indeholder oplevelser for både store og små, for klimanørder og for dem, der vil spare energi eller undgå vand i kælderen.

Klimafestivalen arrangeres af kommunerne og regionen i Region Sjælland. I Faxe Kommune er der følgende arrangementer på programmet under klimafestival 2013:

Præsentation af solcelleanlæg på Rolloskolen -18. september kl. 19 - 20, Rolloskolen, Gl. Strandvej 12, 4640 Faxe.
Rolloskolen i Faxe indviede i marts 2013 et stort solcelleanlæg. Besøg skolen og få en præsentation af solcelleanlægget.

Få styr på dit regnvand -19. september kl. 19 - 20:30, Faxe Forsyning, Jens Chr. Skous Vej 1, 4690 Haslev.
Kom til foredrag med Energitjenesten på Faxe Forsyning og bliv klogere på håndteringen af regnvand. Foredraget giver dig indblik i, hvordan du kan anvende og aflede dit regnvand ved huset og i haven. 

Ekskursion til Lolland – 21. september.
Ekskursion med foredrag og forevisning af igangværende klimaprojekter på Lolland bl.a. Visual Climate Center, H2 Interaction/Brintlandsbyen og Onsevig KlimaPark. Turen arrangeres af FOF med støtte fra Faxe Kommunes Klima- og Agenda 21 pulje. Pris 200 kr. Tilmelding sker til FOF - sydøst på tlf. 57 65 00 40, E-mail: info@fof-sydost.dk eller på hjemmesiden www.fof.dk. (Hold 6111)

Åbent hus på Vibeengskolen - 24. september kl. 19 - 20. Vibeengskolen, Søndermarken, 4690 Haslev.
Kom med på en rundvisning på Faxe Kommunes nye folkeskole. Følg byggeriet af kommunens lavenergiskole, hvor bæredygtighed er i fokus. Rundvisningen starter kl. 19 ved Institutionen Småfolket, Søndermarken 1, 4690 Haslev.

Yderligere oplysninger om Klimafestival 2013 kan fås på hjemmesiden www.klimafestival2013.dk. Her kan du også se hele festivalens program.