Du er her: ForsideNyhederFaxe Kommune er bedst til samarbejde med frivillige

Faxe Kommune er bedst til samarbejde med frivillige

Faxe Kommune ligger helt i top, når det handler om samarbejde og samskabelse med frivillige. Det viser et nyt studie fra SDU.

818 ledere i fem kommuner - Faxe, Rudersdal, Faaborg-Midtfyn, Odense og Aarhus - er blevet spurgt om deres samarbejde med frivillige, og samlet set svarer 67 procent, at de har et samarbejde med frivillige. 

Og her brager Faxe Kommune ind på en flot førsteplads - hele 90 procent af lederne svarer, at de samarbejder med civilsamfundet.

Ikke så overraskende

I Faxe Kommune er det især inden for skole-, ældre-, sundheds- og idrætsområdet, at samarbejdet med frivillige blomstrer. 

Den store grad af samarbejde overrasker dog ikke centerchef for Kultur, Frivillighed & Borgerservice, Benny Agergaard:

"Vi har nogle fantastiske borgere her i kommunen, og der er ingen tvivl om, at deres engagement og gode ideer er medvirkende til, at vi får gennemført mange små og større projekter, som ellers ikke ville blive gennemført. Det er både en gave og en udfordring at have et stærkt fokus på samarbejde med frivillige - men på bundlinjen er det en vind-vind-situation."

Gang i frivilligheden

Det er ikke kun forskningsrapporten fra SDU, der dokumenterer den store frivillighedsgrad i Faxe Kommune.

Det er en tendens, der er stærkt repræsenteret, ikke bare i samarbejdet med kommunale områder, men i foreningslivet i det hele taget.

"I Faxe Kommune har vi jo et nærmest vildtvoksende foreningsliv - på den gode måde. For eksempel viser en opgørelse, at for hver cirka 62 borgere i kommunen, er der en forening. Det er altså temmelig mange foreninger. Og temmelig mange engagerede frivillige borgere. Det kan vi da godt være stolte af," siger Benny Agergaard.

Se hele rapporten fra SDU her:

Rapport om frivillighed (PDF-fil åbner i nyt vindue)

Kontaktinformation

Borgmester Knud Erik Hansen, mobil 30 50 86 14

Benny Agergaard, centerchef for Center for Kultur, Frivillighed & Borgerservice, mobil 51 16 93 61