Du er her: ForsideNyhederFaxe Kommune hylder de frivillige

Faxe Kommune hylder de frivillige

Erhvervs- og Kulturudvalget skulle på udvalgsmødet den 23. februar 2015 vælge mellem en række meget kvalificerede indstillinger til Kulturprisen, Ungdomslederprisen og Fritidsprisen. Folkeoplysningsudvalget har indstillet til Fritidsprisen. Derudover modtager en lang række idrætsudøvere en Mesterskabspris for deres flotte præstationer i 2014.

Kulturprisen 2014 går til:

HUSET, Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening

HUSET, som Faxe Borger- og Erhvervsforening (BEF) købte af Faxe Kommune, er på kun et år blevet et centralt og flittigt benyttet omdrejningspunkt i Faxe Ladeplads. Et halvt hundrede frivillige har istandsat den ramponerede bygning, der nu huser 15 større og mindre interessegrupper, arbejdskollektiv, mindre foreninger m.m. Brugen af HUSET spænder fra Mænd og Kræft, musikaftener, musikundervisning, poesi, slægtsforskning, løbende kunstudstillinger af lokale kunstnere, foredrag, udlejning af lokaler til private og enkeltarrangementer m.m. HUSET er blevet flot modtaget og er stærkt benyttet af borgerne, ikke bare lokale, men fra hele kommunen. Både koncerter og foredrag har flere gange måttet melde alt udsolgt eller give dacapo. Alt i alt en succes, som hverken kommunalbestyrelse eller foreningen BEF havde kunnet drømme om. Kulturprisen vil havne et godt sted som et skulderklap til den seje flok af frivillige, der efter 15 års gulvarbejde, endeligt har fået eget tag over hovederne.


Ungdomslederprisen 2014 går til:

Lea Dinesen, Teestrup 4H

Lea er rideinstruktør i Teestrup 4H og favner alle børn - store som små, nybegynder som øvet. Lea står tirsdag efter tirsdag, ofte i silende regn, i 4 timer på ridebanen (Teestrup 4H har ikke noget ridehus) og underviser klubbens børn og unge. Hun udviser altid den største tålmodighed og øser af hendes gode humør og meget store kreativitet. Lea er initiativrig og hendes undervisning er altid fuld af spændende og anderledes måder at lære tingene på. I klubben tager hun stort initiativ til nye arrangementer, som altid trækker masser af tilmeldinger, fordi børnene ved, at hvor Lea er, er der rart og sjovt at være. Hos Lea er der plads til alle, også de skæve eksistenser, der kræver lidt ekstra opmærksomhed. Lea udviser stor omsorg for såvel dyr som børn og gør en kæmpe forskel for det frivillige arbejde i Faxe kommune og klubben som helhed.


Fritidsprisen 2014 går til:

Haslev Amatør Bokseklub

Klubben er et aktiv for Haslev. Den åbner op for rigtig mange forskellige træningsmuligheder for alle aldersklasser. Derudover er der et mix-team for de personer, der har en eller anden helbredsmæssig problematik såsom KOL og diabetes. Stemningen i klubben er åben og venlig. Alle bliver taget godt imod og når træningen er slut, er der mulighed for socialt samvær, hvis man har lyst til det. Haslev ABK afholder mange arrangementer bl.a. ungdomsdiskotek, boksestævner, koncert for medlemmernes forældre samt foredrag. Aktiviteterne bliver båret frem af en stor gruppe frivillige, der brænder for denne forening og som står i klubben hver gang, der er brug for det.


Mesterskabspriser

Der er 54 personer, der er indstillet til at modtage en Mesterskabspris, hvilket i alt omfatter 151 mesterskaber. De har enten individuelt eller på hold vundet guld, sølv eller bronze ved VM, NM eller DM. De indstillede idrætsudøvere er alle tilknyttet en forening, der hører til i Faxe Kommune.

Der er bl.a. ryttere, roere og skytter blandt prismodtagerne. Derudover er der også en del af HTT’s trampolinspringere og gymnaster samt cyklister fra Haslev UniCykel Klub, der har leveret en række flotte resultater i både VM, NM og DM.


Uddelingen

Mesterskabs-, Ungdomsleder- og Fritidsprisen bliver uddelt ved et særskilt arrangement i Rønnede Hallen den 18. marts 2015.  Prismodtagerne og deres nærmeste ledsagere er inviteret til at deltage. Erhvervs- og Kulturudvalget glæder sig til at dele priserne ud. Kulturprisen uddeles ved et særskilt arrangement.