Du er her: ForsideNyhederInformationsmøde for håndværkere og rådgivere om BedreBolig-ordningen.

Informationsmøde for håndværkere og rådgivere om BedreBolig-ordningen.

BedreBolig

Faxe Kommune afholder i samarbejde med Energitjenesten, samt Stevns, Køge, Greve og Solrød kommuner et informationsmøde for håndværkere og rådgivere omkring BedreBolig-ordningen.

Mødet afholdes på Køge Rådhus d. 5.11. fra kl. 16-18. På mødet vil der blive givet information om BedreBolig-ordningen og uddannelsen som BedreBolig-rådgiver.

Tilmelding til informationsmødet skal ske til Lotte Lund, Energitjenesten Sjælland på mail: ll@energitjenesten.dk eller telefonisk på 23280158 senest den 3.11.

Hvad er BedreBolig?

Energistyrelsen lancerede i uge 42 en ny national energirenoveringsordning. BedreBolig retter sig mod energirenoveringer af énfamilieshuse. BedreBolig skal gøre det nemmere for boligejerne at få renoveret deres bolig på en energirigtig og fremtidssikret måde.

Skal du være med?

For at sikre at boligejerne får god faglig rådgivning om energiforbedringer uddannes der i regi af ordningen særligt uddannede BedreBolig-rådgivere, der skal tilbyde boligejerne helhedsorienteret energivejledning. Så er du håndværker, arkitekt, ingeniør eller lignende og ønsker du at arbejde med energivejledning, er det måske noget for dig at tage uddannelsen som BedreBolig-rådgiver?

Krav til BedreBolig-rådgiverne.

For at blive optaget på uddannelsen skal din virksomhed have et kvalitetssikringssystem og du skal have en relevant grunduddannelse. Det kan f.eks. være en uddannelse som arkitekt, ingeniør, bygningskonstruktør, håndværker eller installatør, samt minimum 2 års dokumenteret erhvervserfaring inden for byggeri.

Nye uddannelsespladser til BedreBolig-rådgivere i november.

I forbindelse med den nationale lancering af BedreBolig tilbyder Energistyrelsen i november ekstra uddannelsespladser til BedreBolig-rådgivere. Der udbydes to uddannelsesrunder med start d. 10. og 14. november. Uddannelsesforløbet er gratis i 2014 og der er i alt plads til 260 personer. Du kan tilmelde dig direkte her: https://bbemo.via.dk/

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om BedreBolig-ordningen og de krav, der stilles til BedreBolig-rådgivernes uddannelse og certificering på hjemmesiden www.BedreBolig.dk