Du er her: ForsideNyhederJens H. Hansen ApS flytter til attraktivt erhvervsområde i Rønnede

Jens H. Hansen ApS flytter til attraktivt erhvervsområde i Rønnede

Jens H. Hansen flytter til Eco Valley i Rønnede
Entreprenør Jens H. Hansen glæder sig over at flytte fra Svinø mellem Næstved og Vordingborg til erhvervsområdet Eco Valley i Rønnede. Et centralt område på Sjælland for virksomheden, der har masser af opgaver i hovedstaden.

Entreprenørvirksomheden Jens H. Hansen ApS glæder sig over at have hapset én af de super attraktive erhvervsgrunde ved Sydmotorvejen uden for Rønnede.
 
- Vi var selv med til at byggemodne området, og vi syntes allerede på det tidspunkt, at beliggenheden var særdeles attraktiv. Nu er tiden moden for vores virksomhed, og vi har indgået en god handel med Faxe Kommune. Det er vi glade for, lyder det fra virksomhedens grundlægger og ejer, Jens H. Hansen.
 
- For mig at se har området lige så stort potentiale, som det nye "Køge Transportcenter", med al den succes, dette område har affødt. Området her i Rønnede bliver fremtidens smørhul for erhvervslivet - et fantastisk trafikalt knudpunkt, siger Jens H. Hansen med henvisning til nærheden til Næstved, hovedstadsområdet og hovedfærdselsåren mod Femern Bælt.
 
Projektchef Lars Juul supplerer:
 
- Vi er en virksomhed i vækst, og vi ligger i øjeblikket i et yderområde og kører en lille halv time længere sydpå - hver vej. Men størstedelen af vores arbejde er orienteret mod hovedstadsområdet. Derfor er beliggenheden her meget central for os, siger Lars Juul.
 
Virksomhed i stor vækst

 
Jens H. Hansen er oprindeligt uddannet landmand, og han etablerede sig som selvstændig tilbage i 1994. Der er sket rigtig meget, siden han ryddede grøfter ene mand dengang.
I dag står han i spidsen for en virksomhed med en årsomsætning på cirka 100 millioner kroner.
 
Cirka halvdelen af aktiviteterne ligger i anlægsafdelingen, som han selv står i spidsen for, og den anden halvdel i nedbrydningsafdelingen, som Lars Juul og hans kollega Kenneth Juul-Mortensen har opbygget gennem de seneste år.
 
Kontor, lager og værksted

Jens H. Hansen ApS planlægger at fortsætte byggemodning af grunden fra efteråret 2018.
Faciliteterne på området bliver kontor- og administrationsbygninger og en lagerbygning og værksted til virksomhedens maskinpark. Virksomheden tilstræber en byggestil, så kontor og administration ligger i en æstetisk flot bygning, så det ikke bare bliver én stor lagerbygning, hvor en del af bygningen bliver indrettet til kontor.
 
Jens H. Hansen ønsker, at virksomheden og området ser bedst muligt ud fra motorvejen.
 
Ingen knusning

Og selvom virksomheden arbejder med nedbrydningsopgaver, så forsikrer Lars Juul, at der ikke bliver tale om knusning eller opbevaring af byggeaffald på grunden i Rønnede.
 
- Sortering og bortskaffelse af affald ved nedrivningsopgaver bliver altid håndteret direkte på stedet, så der bliver hverken knusning eller bunker af affald her på grunden.

Tiltrækning af arbejdskraft

I dag beskæftiger Jens H. Hansen 60 medarbejdere, og de 10 af dem er funktionærer.
Virksomhedens flytning og vækst kan betyde flere ansatte i fremtiden.
 
- Vi har en klar forventning om, at vores kommende beliggenhed vil gøre det lettere for os at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, så vi kan fortsætte med at udvikle virksomheden i positiv retning, siger Jens H. Hansen og tilføjer:
 
- Vi er de første købere i området, og vi håber, at vi kan være med til at inspirere andre virksomheder til at følge vores eksempel. På den måde kan vi jo i fællesskab løfte området, og ikke mindst gøre det attraktivt at arbejde her.