Du er her: ForsideNyhederJobcenter Faxe indgår samarbejde med Karrierefinder

Jobcenter Faxe indgår samarbejde med Karrierefinder

Karrierefinder kombinerer forløb for de ledige og mentorer fra det lokale erhvervsliv der sparrer med den ledige. Mentorforløbene skal sikre at den ledige får en tættere kontakt til arbejdsmarkedet.

De ledige der bliver udvalgt til at deltage i forløbet skal gennem målrettede kurser og sparring med mentorer fra erhvervslivet komme på rette kurs mod uddannelse eller varigt job. Vibeke Dyhr glæder sig over det nye samarbejde med Karrierefinder og har høje forventninger til resultaterne: ”Vi er glade for at kunne indgå et samarbejde med Karrierefinder for derved at kunne kombinere en individuel indsats for de ledige med sparring med lokale erhvervsledere.” Vibeke Dyhr uddyber: ”Denne kobling af forløb for ledige og videndeling med erhvervslivet er med til at sikre en målrettet indsats for den enkelte og generer en vigtig viden vi kan overføre til arbejdet med alle vores ledige.”  

Jobcenter Faxes langtidsledige har taget godt i mod tilbuddet og borgerne står i kø for at deltage. Den 5. marts 2014 afholdte jobcenter Faxe og Karrierefinder informationsmøde hvor 54 borgere tilkendegav at de gerne vil deltage i forløbet. Hvis du er erhvervsleder og har lyst til at dele ud af din viden og dermed hjælpe en Faxe borger tættere på arbejdsmarkedet, har du nu muligheden for at blive mentor– kontakt Karrierefinder og få mere information.

Projektets hovedelementer:

  • En uges kursus med de ledige, hvor naturen og fysiske udfoldelser danner grundlag for arbejdet med den enkeltes forudsætninger, ønsker, motivation, engagement, selvtillid og selverkendelse.
  • Løbende opfølgning og kursusdage hvor gruppen og den enkelte mødes med underviserne og tager stilling til uddannelse, skriver ansøgninger, træner samtaler og det at opføre sig hensigtsmæssigt.
  • Hver deltager får sin egen mentor. En mentor der er erfaren erhvervsleder, som vil stille sig selv og sit netværk til rådighed. Mentor og mentee mødes 3-4 gange på 4 måneder.

For mere information:

Jobcenter Faxe
Vibeke Dyhr
Jobcenterchef
vda@faxekommune.dk
Tlf.: 5620 3636

Karrierefinder
René la Cour Sell
Tlf.: 4058 2200
www.karrierefinder.dk