Du er her: ForsideNyhederMindsk din risiko for at falde

Mindsk din risiko for at falde

Kom faldet i forkøbet
Hver tredje over 65 år falder mindst en gang om året, og det kan have alvorlige konsekvenser. Ældre skal ikke bare acceptere fald på grund af deres alder, for langt de fleste fald kan forebygges. Kom og bliv klogere på, hvad du selv kan gøre, når Faxe Kommune den 5. oktober afholder temaeftermiddagen: Kom faldet i forkøbet.

”Omkring hvert femte fald har alvorlige konsekvenser som brud og lignende skader. Vi kender faktisk mange af årsagerne til fald, og ofte kan du selv gøre meget for at undgå at falde.” Det fortæller sundhedskonsulent Anne Rosell Holt fra Faxe Kommune. ”Er årsagen til faldet for eksempel færre kræfter i benene og dårlig balance kan træning forebygge fald. Det kan også være, at det er vægttab eller dårligt syn, der er årsagen, og så er det der, vi skal rette fokus hen.”

Eftermiddagen er for borgere, som er faldet eller er nervøse for at falde. Pårørende er også meget velkomne. Der sættes fokus på en række faktorer, som kan have betydning for fald. Det er for eksempel træning, mad og drikke, søvn, medicin, sygdomme, svimmelhed, boligindretning, hjælpemidler, syn, hørelse og påklædning. For hvert emne vil tilhørerne få tips og ideer til, hvad de selv kan gøre, og dermed mindske risikoen for fald. Underviserne er fysioterapeuter, sygeplejersker, ernæringsvejledere, visitatorer med flere fra Faxe Kommune.

Midtvejs er der indlagt en pause. I pausen vil tilhørerne kunne besøge en række stande, hvor det er muligt at tale med fagpersoner om faldforebyggelse samt om de tilbud, Faxe Kommune, ViSP og andre har. Ligeledes er det muligt at købe kaffe og kage for 25 kr.

Temadagen afholdes torsdag den 5. oktober kl. 13.30 -16.00 på Faxe Sundhedscenter. Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding. Du kan enten klikke her for at bestille billet via place2book, hente en billet i Cafe Ådalen på Faxe Sundhedscenter eller kontakte daglig leder af Faxe Sundhedscenter Anne-Birthe Holm-Rasmussen på telefon 30503735  eller e-mail: aholm@faxekommune.dk efter d. 18. september.

Forebyggende samtale om fald

Udover temamødet tilbyder Faxe Kommune også faldudredning til ældre borgere, som har været faldet og er i risiko for at falde igen. Tilbuddet er for de borgere, som i forvejen er i kontakt med hjemmeplejen. Er du interesseret i dette tilbud, kan du kontakte din hjemmehjælper eller hjemmesygeplejerske.

Klik her for at læse mere om forebyggende samtale om fald