Du er her: ForsideNyhederNem adgang til læsestof for de mindste

Nem adgang til læsestof for de mindste

Faxe Kommune har gennem flere år haft fokus på sproget hos de mindste. Dette vigtige arbejde fortsætter og udvides nu med projektet "Læseglæde & Læselyst - forældre som betydningsfulde rollemodeller". Projektet omfatter alle børn i 0-6 års alderen og bygger som noget nyt bro til skolen.

   
Forældre til børn i Faxe Kommunes dagtilbud vil fremover møde et Bogfokuspunkt, når de møder op i institutionerne. Tiltaget er frugten af et samarbejde mellem sprog- og læsekonsulenten og Faxe Kommunes Biblioteker. Formålet er fortsat at styrke sproget hos de mindste i kommunen og at lægge kimen til gode læsevaner tidligt i barnets liv.
 
Bogfokuspunktet består helt enkelt af en reol med børnebøger, en plakat med inspiration til læsning og en række læseguider, der inspirerer til sprogstimulerende læsning. Ved Bogfokuspunktet kan forældre og børn lade sig inspirere og låne bøger med hjem. Hvis man som forældre har spørgsmål eller har brug for vejledning, kan man altid spørge den såkaldte læseglæde-ambassadør i sit barns dagtilbud - her er altid hjælp at hente.
 
Også forældre til helt små børn vil møde projektet. Sundhedsplejerskerne vil nemlig fremover fortælle om bibliotekets muligheder, når de er på hjemmebesøg. De vil også inspirere til, hvordan man kan læse med sit helt lille barn.
 
Børnebibliotekar Natasja Ulrich fortæller, at nyere undersøgelser viser, at børn slipper bøgerne alt for tidligt.
 
- Det synes jeg som bibliotekar, at man skal tage alvorligt. På bibliotekerne har vi hele tiden fokus på at gøre vores "produkt" synligt og appetitvækkende for brugerne af bibliotekerne, uanset aldersgruppe. Og her er så en målgruppe, som jeg er glad for, at vi kan samarbejde om at motivere, så de små børn holder fast i læsningen. Her skal læseglæden hele tiden være omdrejningspunktet, siger Natasja Ulrich.
 
- Forældre betyder rigtig meget for børns "læseliv" og for børnenes egen læsning. Forældre er - også inden for læsning - vigtige rollemodeller. Derfor vil vi gerne gøre det nemt og inspirerende for forældre at læse med deres børn. Det er også derfor, vi gør bøgerne fysisk tilgængelige på de naturlige steder, forældre møder i deres hverdag, siger Pernille Sørensen, sprog- og læsekonsulent i Faxe Kommune.
 
Bro til skolen

- Vi ønsker også, at projektet bygger bro til skolen. Det helt særlige ved projektet ligger i læseguiderne, hvor børn og forældre møder fire forståelsesstrategier i et lyserødt hjul. Børnene kan tage strategierne med i mødet med skolen som en del af deres 'læseværktøjskasse', fordi de kan bruges på al senere læsning. På den måde er frøet til gode læsevaner sået helt tidligt i barnets liv med god mulighed for, at et fint læsetræ kan vokse op og forgrene sig langt ind i skolelivet, tilføjer Pernille Sørensen.  
 
Læselyst omsat til faglige resultater
Mikkel Dam, formand for Børn & Læringsudvalget, ser et godt potentiale i projektet Læseglæde & Læselyst.
 
- Det er fantastisk at opleve det vidunderlige univers, som folder sig ud, når man læser en god bog. Der er stof til gode grin, refleksion og udvikling af en livlig fantasi for både børn og voksne. Derfor kan vi jo næsten ikke komme for tidligt i gang med at gøre bogen og læsningen til en god oplevelse, siger Mikkel Dam.
 
- Når man først har knækket læsekoden, bliver læsning af skønlitteratur, skolebøger og faglitteratur meget mere en naturlig del af det at gå i skole. Det har vi brug for. Vi har brug for, at denne læseglæde og læselyst bliver omsat til faglige resultater for det enkelte barn. Det har betydning for de muligheder, ungdoms- og voksenlivet byder på for den enkelte, tilføjer Mikkel Dam.
 
Udvalgsformanden fortæller, at projektet Læseglæde & Læselyst indgår i kommunens kommende strategi på sprog- og læseområdet for 0-18-årige børn og unge.
Man kan følge projektet på bibliotekets hjemmeside.