Du er her: ForsideNyhederHvad skal du og dine børn lave i efterårsferien?

Hvad skal du og dine børn lave i efterårsferien?

Hvad med at tage til en udstilling i Fiskerhuset eller fisketur ved havnen i Faxe Ladeplads på søndag den 14. oktober? Eller hvad med en fisketur til Blåbæk Møllesø på søndag den 21. oktober? Læs om efterårsarrangementerne her:

Fisketur på havnen i Faxe Ladeplads
I det brakke vand omkring Faxe Ladeplads Havn, lever en lang række spændende fiskearter.
Søndag d. 14. oktober har du muligheden for at komme til at fange dem! Faxe Kommune, Spinfluen & Pionerer i Vandløbspleje og Fishing Zealand inviterer nemlig til en spændende dag med havnefiskeri. Der tilbydes endvidere udlån af alt det fiskeudstyr, der skal bruges for at få en oplevelsesrig dag på kajen, når vi sammen skal på jagt efter havnens fladfisk, aborrer, rimter og kutlinger. Fiskeriet er for alle, så der er mulighed for at få en rigtig familiedag med børn, unge, forældre og bedsteforældre - også for dem, der aldrig har prøvet at fiske før, vi har nemlig et par instruktører til at hjælpe til på dagen.

Vi mødes ved Spinfluens klubhus kl. 10 og går herefter ned på havnen, hvor vi hygger og fisker frem til kl. 14. I løbet af dagen vil klubhuset være åbent for alle interesserede, der vil høre mere om foreningslivet i Spinfluen og arbejdet hos Pionerer i Vandløbsarbejde. Samtidig er der mulighed for at få en lille forfriskning.

Mødested: Hovedgaden 4, 4654 Faxe Ladeplads. Tilmelding til arrangementet sker ved at sende en mail henrik@megalops.dk

Fisketur til Blåbæk Møllesø
Søndag d. 21. oktober inviterer Spinfluen & Pionerer i Vandløbspleje,
Faxe Kommune og Fishing Zealand til en hyggelig familedag ved Blåbæk Mølle. Arrangementet starter ved vandmøllen, hvorfra vi går en lille tur ved den nyslyngede del af Faxe Å. Mens vi går ved vandløbet, vil der være fortællinger om det store arbejde, der er gjort for at sikre havørrederne fri passage til deres gydepladser.

Herefter er der en unik mulighed, for at børn og unge kan få lov til at fiske i selve Møllesøen, hvor der bl.a. findes skaller, karusser, aborrer og gedder. Hvis du ikke selv har noget fiskegrej, så er det ingen hindring, for vi medbringer nemlig fiskesæt til udlån. Ligeledes vil der være mulighed for at få hjælp og instruktion fra medlemmerne i Spinfluen og en guide fra Fishing Zealand.

Mødestedet er Blåbæk Mølle kl 10 og tilmelding sker ved at sende en mail til henrik@megalops.dk. Arrangementet slutter kl 14.

Udstilling i Fiskerhuset på Feddet
Fiskerhusets venner indbyder til udstilling søndag den 14. oktober kl. 11-15.

Udvalgte træer fra vores smukke egn i fotos, keramik/raku og som trærelieffer skabt af Thomas Liehr og Joachim Mottel. Hvis du vil se træerne i virkeligheden, er flere af dem udstyret med en gps-position.

Der bliver serveret varm suppe fra det gamle komfur med hjemmebagt brød. Kaffe, te og kage.

Vi håber at mange har lyst til lidt efterårshygge i Naturcentret Fiskerhuset.
Find vej ved at gå cirka 150 meter mod nord fra campingpladsens reception. På venstre side følger man så Skovvejen til Fiskerhusvejen.