Du er her: ForsideNyhederSpring køen over!

Spring køen over!

Spring køen over!
Benyt dig af Fast-track ordningen når din medarbejder risikerer en længerevarende sygemelding.

Hvis en sygemelding risikerer at vare mere end 8 uger, kan det være en god idé at benytte sig af fast-track ordningen, der sikrer den hurtigst mulige opfølgning på sygdomsforløbet.

Når en af dine medarbejdere bliver sygemeldt f.eks. med stress, som følge af en alvorlig ulykke eller en alvorlig diagnose, har I ofte en klar fornemmelse af, om I står overfor en sygemelding, der risikerer at vare mere end 8 uger. I de tilfælde kan arbejdspladsen med fordel anmode om fast-track behandling af sygemeldingen*. På den måde kommer medarbejderen automatisk forrest i køen, og får den første opfølgningssamtale med kommunen senest 2 uger efter anmodningen.  

Afdelingsleder for Børn, Unge & Voksne Lone Piil udtaler: ”Virksomhedernes nye mulighed for at anmode om en fast-track behandling øger vores muligheder for hurtigt at iværksætte en brugbar handleplan, der er tilpasset den konkrete situation,” og fortsætter: ”på den måde håber vi at kunne formindske de menneskelige og økonomiske omkostninger forbundet med en langvarig sygemelding.”

Medarbejderen er ikke forpligtet til at modtage den tidlige indsats. Anmodning om fast-track skal ske via NemRefusion - eller for medarbejdere direkte til jobcentret.

*Bemærk at anmeldelsesfrist for fravær stadig er fem uger. Det er blot muligt at anmelde fraværet sammen med anmodningen om fast-track.

For mere information:  

Lone Pill
Afdelingsleder for Børn, Unge & Voksne
Tlf.: 56 20 36 21/22 60 20 40
Mail: pii@faxekommune.dk