Du er her: ForsideNyhederSSP-teamet lancerer ny rådgivende hjemmeside

SSP-teamet lancerer ny rådgivende hjemmeside

SSP-teamet lancerer rådgivende hjemmeside
Det skal være nemt for SSP-lærere, forældre og elever at søge god, brugbar viden om alt fra mobning til god adfærd på sociale medier. Derfor lancerer Faxe Kommunes SSP-team en hjemmeside, der gør det let og overskueligt at få gode råd.

Har du et barn, som er begyndt at færdes på de sociale medier? Eller er dit barn for alvor begyndt at kommunikere med vennerne via SMS? Så er du måske en af de forældre, som til tider er lidt rådvild. For hvordan støtter man sine børn bedst muligt, så de bliver robuste nok til at håndtere alt det, de skal forholde sig til?

Det har SSP-teamet i Faxe Kommune et godt bud på.

Inden for samarbejdsformen mellem Skole, Socialvæsen og Politi - deraf navnet SSP - er forebyggelse, ikke mindst via oplysning - et af mange tiltag, som skal understøtte både forældre, lærere og elever.

Derfor lancerer SSP-teamet hjemmesiden www.sspguidefaxe.dk. Den samler meget af den viden og det fokus, som SSP arbejder ud fra med børn og unge, og den er en platform, som formidler og giver inspiration til forældre, lærere og elever.

- Inden for SSP-arbejdet arbejder vi konstant med målrettet forebyggelse, og vi tilstræber at tilpasse indsatsen meget præcist til de presserende og aktuelle emner, der rør sig, siger formanden for SSP-styregruppen, René Tuekær.

- Derfor er jeg også glad for, at vi nu kan lancere en hjemmeside med gode råd til forældre, lærere og elever. Især forældre får nu et sted, de kan læse meget konkrete råd tilpasset den alder, deres barn har. Forældrene får her en helt lokal indgang til SSP-systemet, som kan være en stærk og hjælpende hånd for mange - og her kan man som udgangspunkt begynde med at søge viden og derefter kontakte SSP, hvis man har yderligere spørgsmål eller problemstillinger at tale om, tilføjer René Tuekær, der håber at hjemmesiden bliver taget rigtig godt imod.

For formanden for SSP-styregruppen er SSP-teamets uvurderlige arbejde omkring forebyggelse af kriminalitet, misbrug og uhensigtsmæssig adfærd ikke mindst aktuelt lige nu med uro i Haslevs natteliv.

- Vores tre SSP-konsulenter arbejder opsøgende i samarbejde med en række aktører. Vi baserer naturligvis ikke vores forebyggende indsats på en hjemmeside alene, den skal ses som et supplement. For eksempel skal alle SSP-lærere på efteruddannelse i efteråret for at sikre ensartethed i SSP-arbejdet på tværs af kommunen, og allerede nu bliver der arbejdet på at skabe en tryg og sikker sidste skoledag for folkeskoleleverne næste år. Der bliver gjort et stort fodarbejde af SSP-konsulenter og -lærere, fortæller René Tuekær.

I det daglige har SSP-konsulenterne et bredt samarbejde.

De samarbejder med politiet, kommunens socialrådgivere, Natteravnene, ungdomsklubberne og ungdomsuddannelserne.