Du er her: ForsideFamilie og børnEr du bekymret for et barn eller ung under 18 år?Underretning - er du bekymret for et barn eller ung under 18 år?

Underretning - er du bekymret for et barn eller ung under 18 år?

Her kan du læse om, hvornår du skal underrette Kommunen om et barn eller ung, du er bekymret for.

Du skal altid reagere, hvis du er bekymret for et barn eller en ung under 18 år.

Er du bekymret for udviklingen eller trivslen hos et barn/en ung under 18 år, har du pligt til at underrette kommunen. Det kan eksempelvis være mistanke om vold eller omsorgssvigt.

Det er vigtigt, at du reagerer, hvis du fornemmer, at der er noget galt.

Er du offentligt ansat eller udøver et offentligt hverv, har du en særlig og skærpet pligt til at underrette kommunen, hvis du under udøvelsen af dit hverv får kendskab til at barnet/ den unge har behov for særlig støtte.

Hvornår skal jeg gøre noget?

Måske er du: nabo til, i familie med, træner for eller på anden måde bekendt med et barn eller en ung, hvor du enten ved eller har mistanke om, at noget er galt.

Det kan eksempelvis være:

  • At et barn eller en ung bliver slået
  • At et barn eller en ung udsættes for seksuelle overgreb
  • At barnet eller den unge er meget overladt til sig selv og ikke får tilstrækkelig voksenstøtte
  • At et barn eller en ung viser tegn på mistrivsel 

Hvordan skal jeg handle? 

Hvis du har fået kendskab til et barn eller en ung under 18 år, som du enten tror eller ved, lever under forhold, der kan bringe barnets sundhed og udvikling i fare, skal du underrette kommunen. Du er altid velkommen til at kontakte Børn og Ungeafdelingen for råd og vejledning, før du eventuelt sender en underretning. Der er ikke nogen formkrav til underretningens indhold. Dog er det afgørende for Børn og Ungeafdelingens behandling af sagen, at underretningens indhold er så oplysende som muligt om barnets/den unges forhold herunder både det, som bekymrer og de øvrige forhold hos barnet/den unge og familien.

Børn og Ungeafdelingen kan kontaktes telefonisk på tlf. 56 20 39 53 indenfor Kommunens telefontid. Udenfor Kommunens åbningstid skal du sende underretningen på mail til: bornogunge@faxekommune.dk, eller du kan kontakte Næstved Politi på tlf. 55 31 14 48.

Kan jeg være anonym?

Du kan godt sende en anonym underretning. Dvs. at du sender din underretning uden at oplyse din identitet. Anonyme underretninger modtages og behandles ligesom underretninger med navn på. For os er det en stor hjælp at kende både dit navn og din relation til den familie, du underretter om.

Vi kan ikke automatisk love dig anonymitet, hvis vi kender dit navn.  Den familie, som du underretter os om, har som hovedregel ret til at få oplyst, hvem der har underrettet, altså dit navn.

Hvad sker der, når jeg har underrettet kommunen?

Du vil inden for 6 hverdage modtage en kvittering på din underretning – hvis du har oplyst dit navn og din adresse. Du har ikke krav på at få oplysninger om, hvad vi gør i den konkrete sag, da du ikke er part i sagen. Kommunen vurderer sagen og foretager sig det nødvendige i forhold til at sikre barnets eller den unges trivsel og udvikling.

Når kommunen har modtaget en underretning, vil der ske en socialfaglig vurdering af underretningens alvor. Herefter tages kontakt til familien, der orienteres om underretningens indhold. Herefter vurderes, om det er nødvendigt at undersøge forholdene nærmere. I underretninger af helt særlig og alvorlig karakter vil politiet blive kontaktet inden familien kontaktes.