Vaccination

Vaccination er en af de mest effektive forebyggelsesmetoder, der findes. Virkningen er langvarig, og vaccination forebygger både infektion hos den enkelte og nedsætter smittespredningen i samfundet.

Influenza-vaccination

Du har øget risiko for at blive alvorligt syg af influenza, hvis du er ældre, har en kronisk sygdom, er svært overvægtig eller gravid. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bliver vaccineret mod influenza.

Klik her for at læse mere om influenzavaccination på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Åbne vaccinationsdage

Åbne vaccinationsdage arrangeres i et samarbejde mellem Faxe Kommune, Faxe Lægelaug og ÆldreSagen og foregår følgende dage:

  • Mandag d. 2. oktober 2017 kl. 10.00 - 12.00 og 12.30 - 14.00 på Haslev Bibliotek, Jernbanegade 62, 4690 Haslev
  • Tirsdag d. 3. oktober 2017 kl. 10.00 - 11.30 i Æblehaven, Nygade 5, 4640 Faxe
  • Tirsdag d. 3. oktober 2017 kl. 13.00-14.30 på Dalgården, Thujavej 19, 4683 Rønnede

Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis).

Vaccination i lægeklinikker

I perioden 1. oktober 2017 – 31. december 2017 tilbyder lægeklinikkerne i Faxe Kommune, at alle i målgruppen for den gratis influenzavaccination kan møde op i klinikkernes åbningstid og blive vaccineret. Du kan benytte dig af hvilken klinik, du ønsker, uanset hvem der normalt er din læge.

Vaccination i eget hjem

Er du gangbesværet, kan vaccinen foretages i dit eget hjem.

Vaccination mod lungebetændelse

Hvert år rammes mange danskere af lungebetændelse på grund af bakterier eller virus. Ca. 30 % af alle lungebetændelser skyldes bakterien pneumokok, som du kan blive vaccineret for.

Statens Serum Institut anbefaler, at du overvejer vaccination, hvis du har en større risiko for at udvikle lungebetændelse. Du har en større risiko for udvikle en pneumokok lungebetændelse, hvis du er over 65 år eller har en kronisk sygdom, som KOL, diabetes, hjertekar sygdom, astma og lignende.

Vaccinationen skal du selv betale. En særlig målgruppe kan være berettiget til tilskud til vaccinen. Den særlige målgruppe er borgere over 65 år, som har KOL eller hjertesvigt, og som  i øvrigt får særligt tilskud til medicin.
Læs mere om tilskud til medicin på sundhed.dk

Rådfør dig med din læge om vaccination mod lungebetændelse er relevant for dig.

Børne-vaccination

I børnevaccinationsprogrammet vaccineres mod 10 sygdomme: Difteri, stivkrampe, kighoste, polio (børnelammelse), 2 typer meningitis (Hib og pneumokok), mæslinger, fåresyge, røde hunde og livmoderhalskræft.

Klik her for at læse mere om Børnevaccination på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

HPV-vaccination

Når du er fyldt 12 år, kan du blive vaccineret gratis mod et virus, som hedder HPV. Det er et virus, der kan give kræft i livmoderhalsen, når du bliver voksen.

Klik her for at læse mere om HPV-vaccination på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Hepatitis-vaccination

Narkomaner, mænd der har sex med mænd og indvandrere fra højrisikoområder, er nogle af de målgrupper, som Sundhedsstyrelsen anbefaler at blive vaccineret mod Hepatitis.

Klik her for at læse mere om Hepatitis-vaccination på Sundhedsstyrelsens hjemmeside