Du er her: ForsideTilflytter i Faxe KommuneVelkommen til Faxe Kommune

Velkommen til Faxe Kommune

Velkommen til Faxe Kommune
Velkommen til vores naturskønne kommune. Her møder du rigtig mange borgere, som hver dag lægger kræfter i at skabe et godt og aktivt fritidsliv, ligesom vi har mange små og store virksomheder, som dagligt knokler for at skabe endnu flere arbejdspladser.

Tæt på hovedstaden
Faxe Kommune ligger godt og centralt på Sjælland, i vandkanten langs den smukke kystlinje. Vi oplever os selv som en smuk forhave til København.

Fra 2018 vil man kunne køre med tog fra Haslev Station til hovedbanegården på under 40 minutter. Den nye jernbane fra Ringsted til København via Køge vil også afkorte rejsetiden, hvis du stiger på Østbanen i Faxe Ladeplads eller Karise. Den hurtigere rejsetid giver dig og din familie mulighed for at bo nær naturen og samtidig være tæt på hovedstaden som arbejdsplads. Desuden er vi maksimalt 30 minutters kørsel fra købstæderne Køge, Ringsted, Næstved og Vordingborg.

At Faxe Kommune er fordelagtig at bosætte sig eller etablere virksomhed i, er ikke blevet mindre gunstigt af udsigten til Femern Bælt og den påtænkte motorvej på tværs af Sjælland med en solid færdselsåre fra Rønnede via Næstved og Slagelse til Kalundborg.

Dit liv, din fremtid, dit job, dit hjem
I Faxe Kommune har vi ekstra fokus på det sunde liv, ungdommens muligheder for uddannelse og erhvervslivets betingelser for at skabe vækst og udvikling. Både vores store og små byer skal kunne udvikle sig, og det er derfor afgørende for os, at vores syv største bysamfund har både skole og pasningstilbud.

Vi lægger også vægt på at tænke grønt og bæredygtigt. Det begynder hos vores børn og unge og deres indsats med at få Grønt Flag, og det fortsætter med energirenoveringer af vores bygninger og forpligtende og ambitiøse mål om at sænke CO2-udslippet. Vores nyeste erhvervsområde ved motorvejen i Rønnede, Eco Valley, er desuden forbeholdt virksomheder med en grøn profil.

I vores velkomstbrochure kan du læse meget mere om Faxe Kommune.

Du kan også se denne film om kommunen.

Rigtig hjertelig velkommen.