Forslag til høring: Planer for et Centerområde ved Lysholm Alle i Haslev
Planforslag, for et Centerområde ved Lysholm Alle i Haslev, sendes i 10 ugers offentlig høring.
På mødet den 21. juni 2023 har Faxe Byråd godkendt, at forslag til kommuneplantillæg nr. 14, forslag til lokalplan 500-99 samt udkast til udbygningsaftale, sendes i offentlig høring. Planforslagene bliver offentliggjort tirsdag den 27. juni og er i høring frem til tirsdag den 5. september 2023. Du kan finde link til forslagene på denne side.
Dine muligheder
Spørgsmål til planforslagene kan rettes til Mikael S. Nielsen, Center for Plan & Miljø på telefon nr. 56 20 30 19 eller på mail til plan@faxekommune.dk
Hvis du ønsker at indgive et høringssvar til planforslagene, skal dine bemærkninger eller ændringsforslag være modtaget af Faxe Kommune senest tirsdag den 5. september 2023. Høringssvar sendes som mail til plan@faxekommune.dk eller pr. brev til Faxe Kommune, Frederiksgade 9, 4690 Haslev.
Borgermøde
Der afholdes borgermøde om planforslagene torsdag den 17. august 2023 kl. 19.00 i kantinen på Rådhuset, Frederiksgade 9 i Haslev.
På mødet vil der blive fortalt om planerne for området, og du kan stille spørgsmål til planforslagene.
Baggrund
Ejendomsudviklingsselskabet Innovater A/S ønsker, at udvikle et nyt butiksområde på ca. 7.000 kvm fordelt på 5 udvalgsvarebutikker på Sverigesgade 2 i Haslev. Innovater oplyser, at de allerede har truffet aftaler med kæder, som ønsker at etablere sig i butiksområdet med varegrupper indenfor hus, have og fritid. Varegrupperne er karakteriseret som større udvalgsvarebutikker.
Forespørgslen er i tråd med detailhandelsanalysen fra april 2022, idet arealet ligger tæt på et område, som detailhandelsanalysen foreslår som aflastningsområde. Detailhandelsanalysen gengiver, at det er muligt at tiltrække boksbutikker indenfor hus, have og fritid i området omkring Grønlandsgade (Boksbutikker er større butikker, placeret udenfor bymidterne, som handler med varer i den særlige kategori "øvrige udvalgsvarer").
Fordele er, ifølge detailhandelsanalysen, højere samlet omsætning i Faxe Kommune, mulighed for etablering af nye kæder i kommunen, samt at handelsomsætning vil kunne holdes i Faxe Kommune. Ulemper er ifølge detailhandelsanalysen, lille risiko for mindre handels- og byliv i bymidterne samt flere tomme lokaler og lavere investeringslyst i bymidterne
November 2022 har "COWI", på vegne af Faxe Kommune, udarbejdet en supplerende analyse af konsekvenserne for detailhandlen ved et aflastningscenter ved Lysholm Alle, jævnfør Planlovens § 11e, stk. 4. Analysen bakker op om konklusionerne i Detailhandelsanalysen fra april, hvorfor administrationen vurderer, at det er planmæssigt forsvarligt at udvide centerområdet ved Grønlandsgade. På den baggrund besluttede Plan & Kulturudvalget, den 7. februar 2023, at igangsætte planarbejdet.
Du kan finde links til de to analyser nederst på denne side.
Kommuneplantillæg nr. 14
Forslag til tillæg nr. 14 ændrer og justerer Kommuneplanens retningslinjer og rammer. Kommuneplantillægget udlægger et nyt aflastningscenter ved Lysholm Allé i Haslev, som supplement til butikkerne i Haslev bymidte. Butikkerne skal have en minimumsstørrelse på 500 m² for at målrette aflastningsområdet mod store butikstyper, som ikke kan indpasses i bymidten.
Den samlede ramme for aflastningscenteret fastsættes til 19.225 m² butiksareal, heraf fastsættes rammen for dagligvarebutikker til maksimalt 3.450 m² butiksareal. Det eksisterende butiksareal ved Grønlandsgade er på 5.862 m² – heraf 2.651 m² til dagligvarer og 3.211 m² udvalgsvarer. Dette giver en samlet udvidelsesmulighed på 13.363 m², heraf 799 m² til dagligvarebutikker og 12.564 m² til udvalgsvarebutikker.
Den maksimale butiksstørrelse for dagligvarebutikker fastsættes til 2.200 m², for på en gang at sikre udviklingsmuligheder for de eksisterende butikker og samtidig modvirke, at der etableres flere dagligvarebutikker i området.
Den maksimale butiksstørrelse for udvalgsvarebutikker fastsættes til 7.000 m².
I Kommuneplan 2021 er planområdet er udlagt til centerformål (H-C7) og erhvervsformål (H-E4, H-E6 og H-E7). Med tillæg nr. 14 udlægges hele planområdet til centerformål (H-C7) og de tilstødende rammeområder reduceres tilsvarende. I forlængelse heraf justeres bestemmelserne for nævnte rammeområder.
Lokalplan 500-99
Planområdet ligger i den vestlige del af Haslev. Området omfatter det eksisterende butiksområde ved Grønlandsgade, en del af vejen Lysholm Allé samt det ubebyggede areal på Sverigesgade 2.
Området er i dag omfattet af lokalplanerne 500-25, 500-48 og 500-58A som udlægger arealerne indenfor den kommende lokalplan til henholdsvis erhvervsformål, tankstation samt butikker med særligt pladskrævende varegrupper og dagligvarebutikker.
Formålet med lokalplan 500-99 er at udlægge planområdet til aflastningscenter for større udvalgs- og dagligvarebutikker som ikke kan indpasse i bymidten.
Lokalplanen opdeles i tre delområder. Delområde 1: Det ubebyggede areal på Sverigesgade 2, Delområde 2: Det eksisterende butiksområde ved Grønandsgade og Delområde 3: Vejarealet Lysholm Alle
Delområde 1 udlægges til udvalgsvarebutikker, liberale erhverv og servicevirksomheder. Den enkelte udvalgsvarebutik i delområde 1 skal have et areal på mindst 500 m² og maksimalt 7.000 m². Det samlede areal til butikker indenfor delområde 1 må ikke overstige 7.000 m².
Delområde 2 må anvendes til dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker, liberale erhverv og servicevirksomheder samt vaskehal, tankanlæg og el-ladestation.
Den enkelte dagligvarebutik i delområde 2 skal have et areal på mindst 500 m² og maksimalt 2.200 m². Det samlede areal til dagligvarebutikker indenfor delområde 2 må ikke overstige 3.450 m².
Den enkelte udvalgsvarebutik i delområde 2 skal have et areal på mindst 500 m² og maksimalt 4.000 m². Det samlede areal til udvalgsvarebutikker indenfor delområde 2 må ikke overstige 8.775 m².
Aftale om infrastruktur
Der er i forbindelse med udarbejdelse af lokalplan 500-99 indgået en frivillig udbygningsaftale om infrastruktur mellem bygherre og Faxe Kommune.
Udbygningsaftaler kan indgås jf. Planlovens kap. 5a og handler i dette tilfælde om en række ændringer af Lysholm Allé på strækningen nærmest butikken, herunder etablering af et vejbump, et helleanlæg, en fællessti samt vejbelysning langs Lysholm Allé.
Teknik & Miljøudvalget har på mødet den 13. april 2023 godkendt, at der kan indgås aftale om nævnte forhold.
Miljøvurdering
I forbindelse med udarbejdelsen af planforslaget, er der i henhold til "Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)" gennemført en screening, der vurderer planens indvirkning på miljøet. Screeningen har vist, at planforslaget ikke vil medføre en væsentlig miljømæssig påvirkning af området eller det omgivende miljø.
Klagevejledning
Byrådets vedtagelse af planforslag til offentlig høring kan ikke påklages til Planklagenævnet. Først ved byrådets endelige vedtagelse og efterfølgende offentliggørelse kan retlige spørgsmål påklages til Planklagenævnet jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.
Faxe Kommune har truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af forslag til kommuneplantillæg nr. 14 og lokalplan nr. 500-99, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Den nærmere begrundelse fremgår af planforslagene.
Afgørelsen om miljøvurdering kan der klages over til Planklagenævnet, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 1976 af 27. oktober 2021) § 48. Der kan klages over formelle mangler i afgørelsen, de såkaldte retlige spørgsmål.
Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra datoen for offentliggørelsen. Du skal klage via Klageportalen, ved at logge ind med dit NEM-ID på kpo.naevneneshus.dk.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Faxe Kommune i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Faxe Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den udenom Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på https://naevneneshus.dk/.