Høring – Tillæg nr. 1 til lokalplan for Camp Adventure ved Vester Egede

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan 1200-39 for Camp Adventure er nu i 4. ugers høring.

Faxe Byråd har, den 17. december 2020, godkendt forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan 1200-39. Planforslaget offentliggøres onsdag den 6. januar 2021 og er i høring frem til onsdag den 3. februar 2021. Planforslaget kan ses på Faxe Kommunes hjemmeside, ved at følge linket her på siden.

Dine muligheder
Dine bemærkninger eller ændringsforslag skal være modtaget af Faxe Kommune senest onsdag den 3. februar 2021. Send en e-mail til plan2@faxekommune.dk eller send et brev til Faxe kommune, Frederiksgade 9, 4690 Haslev att.: Mikael Saugstrup Nielsen.

Spørgsmål til planforslaget kan rettes til Mikael Saugstrup Nielsen, Center for Plan og Miljø på tlf.: 56 20 3019 eller pr. mail til plan2@faxekommune.dk.

Borgermøde
Faxe Kommune holder borgermøde om lokalplantillægget for alle interesserede torsdag den 21. januar kl. 19-20. På mødet kan du høre mere om planerne for området og du kan stille spørgsmål til planforslaget.

På grund af situationen omkring Corona vil mødet blive afviklet virtuelt via Microsoft Teams.

Tilmelding: Du kan tilmelde dig enten ved at skrive til plan2@faxekommune.dk eller ved at ringe til planafdelingen på tlf. 5620 3019 senest onsdag den 20. januar 2021. HUSK! at oplyse din e-mailadresse.

Du vil snarest herefter modtage en invitation til at deltage i det virtuelle møde.

Baggrund for planlægningen
Lokalplan 1200-39 for Camp Adventure ved Vester Egede fra 2019, giver bonusvirkning til en række projekter, blandt andet et aktivitetstårn med en højde på 30 meter, mindre funktionelt nødvendige bygninger, fem shelters i byggefeltet i lokalplanens delområde A3, samt et mindre hotel på 500 m² i byggefeltet i lokalplanens delområde D.

Camp Adventure har i sensommeren 2020 søgt om flere bygninger til åbning i forbindelse med sæson 2021, som ligger ud over, hvad lokalplan 1200-39 giver mulighed for, og som er lokalplanpligtige. Det drejer sig om:

  • En servicebygning på op til 800 m² uden for det udlagte byggefelt i delområde A3.
  • Hytter og teltpladser på platforme, med et samlet areal på 400 m², uden for det udlagte byggefelt i delområde A3.
  • Et eventlokale og café i aktivitetstårnet i byggefeltet i delområde A3, med en højde svarende til den omgivende Fredsskov. Eventlokalet vil have et areal på op til 150 m².
  • 6 anneksbygninger med tilhørende udebade i forbindelse med glampingtelte på platforme i delområde C1.
  • En ny placering af hotellet i delområde D/C1, samt at øge bygningsarealet af hotellet op til 3.000 m².

Planforslagets indhold
Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan 1200-39 vedrører alene delområderne A3, C1 og D. Med tillægget justeres og udlægges nye byggefelter i de nævnte delområder, ligesom enkelte bestemmelser for delområderne justeres. Hovedelementerne i ændringerne er:

Delområde A3: Lokalplan 1200-39 udlægger byggefelt og giver bonusvirkning til et aktivitetstårn i op til 30 m inden for delområde A3. Med tillæg nr. 1 ændres følgende: Byggefeltet til aktivitetstårnet justeres og der gives mulighed for eventlokale og café på 12 m x 12 m i aktivitetstårnet. Placeringen bliver sat til maksimalt kote 93, hvilket svarer til højden på trækronerne i den omgivende skov. Der gives ikke bonusvirkning til mødelokalet, idet den eksakte højde og vilkår om belysning i mødelokalet fastsættes i en efterfølgende landzonetilladelse. Desuden ophæves muligheden for 5 shelters i byggefeltet og erstattes af et nyt byggefelt til hytter og teltpladser på platforme. Endelig udlægges der et nyt byggefelt til en servicebygning på ca. 800 m². Med Lokalplantillægget meddeles der bonusvirkning til servicebygning, hytter og teltpladser.

Delområde C1 og D: Faxe Kommune har tidligere meddelt landzonetilladelse til 6 glampingplatforme og toiletbygninger ved skrænt ned til tidligere grusgrav. Med tillæg nr. 1 indarbejdes platformene i lokalplan 1200-39 ved udlæg af et byggefelt. Desuden meddeles bonusvirkning, til 6 anneksbygninger og udebade i forbindelse med de 6 platforme. Lokalplan 1200-39 giver bonusvirkning til et mindre hotel på 500 m² inden for et udlagt byggefelt i delområde D. Med tillæg nr. 1 flyttes byggefeltet til en ny placering i delområde D/C1 og hotellets areal øges til max. 3.000 m². Hotellet ønskes opført i kote 70. Lokalplantillægget fastsætter, en højdebegrænsning op til kote 76, hvilket svarer til koten på det bakkede landskab umiddelbart vest for det nye byggefelt til hotellet. Vinduer skal orienteres mod syd, væk fra omgivende veje og der skal etableres et plantebælte nord for byggefeltet til hotellet.

Retsvirkninger
I lokalplanområdet gælder der et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse fra den 6. januar 2021, og indtil planen er offentliggjort efter endelig vedtagelse, dog maksimalt 1 år, jf. planlovens § 17.

Miljøvurdering
Faxe Kommune har truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 1200-39, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer. Den nærmere begrundelse herfor fremgår af planforslaget.

Klagevejledning
Byrådets vedtagelse af planforslag til offentlig høring kan ikke påklages til Planklagenævnet. Først ved byrådets endelige vedtagelse og efterfølgende offentliggørelse kan retlige spørgsmål påklages til Planklagenævnet jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Faxe Kommune har truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan 1200-39, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer. Den nærmere begrundelse fremgår af planforslaget.

Afgørelsen om miljøvurdering kan der klages over til Planklagenævnet, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 973 af 15. juni 2020) § 48. Der kan klages over formelle mangler i afgørelsen, de såkaldte retlige spørgsmål.

Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra datoen for offentliggørelsen.

Du skal klage via Klageportalen, ved at logge på med din NEM-ID på www.borger.dk eller www.virk.dk.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvist en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at bliver fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen sender derefter din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens § 62, indbringes for domstolene. Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.