Idéer ønskes før planlægning af boliger ved Førslev Mølle
Faxe Kommune ønsker idéer og forslag forud for igangsættelse af kommuneplanlægning og lokalplanlægning for nye boliger på Førslev Møllevej 5 i Førslev.
Igangsættelsen sker på baggrund af byrådets ønske om at understøtte en bred vifte af boformer i Faxe Kommune.
Indholdet i den nye planlægning
Planområdet ligger i dag i landzone og omfatter et areal på ca. 7.500 m2 og består af matrikel nr. 5f og 5g, begge Førslev By, Øde Førslev. Førslev Mølle er en karakteristisk bygning i kanten af landsbyen, som er en del af byens kulturmiljø og som samtidig anvendes som et kulturelt mødested. Ejer ønsker at få mulighed for at bygge et antal små boliger i stil med konceptet ”Tiny Houses”, hvor boligerne kun indeholder få men veludnyttede kvadratmeter.
Det er ønsket at etablere et antal små boliger fritliggende på matriklen, hvor man som beboer har sin egen bolig og samtidig indgår i et bofællesskab, hvor man deles om fælles faciliteter som fx køkkenhave og fælleshus. Boligerne skal tilpasses stedet, så Førslev Mølle fortsat er karakteristisk for området. Der vil være mulighed for liberalt erhverv, som fx atelier, rådgivningsvirksomhed eller lignende typer af erhverv, som man normalt kan udføre fra eget hjem.
Forslag til kommuneplantillæg har til formål at udlægge området til blandet bolig og erhverv, tilsvarende til den resterende del af Førslev landsby. Lokalplanforslaget skal regulere antallet af boliger, deres størrelse og placering m.m. og sikre at området som helhed fortsat bevarer sin unikke karakter. Du kan se afgrænsning af planområdet og placering i forhold til Førslev landsby her på siden.
Idéer og forslag
Før planarbejdet for kommuneplantillæg og lokalplan sættes i gang, vil Faxe Kommune jf. Planlovens § 23c gerne høre dine bemærkninger og forslag til det kommende planarbejde.
Det videre forløb
Idéer og forslag til det videre planarbejde skal være modtaget af Faxe Kommune senest onsdag den 13. januar 2021.
Send gerne en e-mail til plan2@faxekommune.dk. Du kan også sende et brev til Faxe Kommune, Center for Plan og Miljø, Frederiksgade 9, 4690 Haslev.
Når planforslagene er udarbejdet, vil de blive fremlagt i offentlig høring i 8 uger. Under den offentlige høring vil det igen blive muligt at komme med bemærkninger til planlægningen inden Byrådets endelige vedtagelse. Først efter den endelige vedtagelse af Kommuneplantillæg nr. 42 og Lokalplan nr. 700-80, kan der etableres ny bebyggelse på området.
Spørgsmål til planlægningen kan rettes til planafdelingen i Faxe Kommune på tlf.: 5620 3019.