Indkaldelse af idéer og forslag forud for planlægningen for solcellepark ved Haslev i Faxe Kommune

Faxe Kommune ønsker idéer og forslag til planlægningen for tre nye solcelleanlæg nord og nordøst for Haslev. Projektet forudsætter, at der udarbejdes et tillæg til kommuneplanen og en lokalplan med tilhørende miljøvurdering.

Baggrund

Faxe Kommune igangsætter nu kommuneplanlægning og lokalplanlægning med tilhørende miljørapport for tre nye solcelleanlæg nord og nordøst for Haslev. Igangsættelsen sker på baggrund af en konkret ansøgning fra BeGreen om at etablere tre solcelleanlæg på samlet ca. 334 ha beliggende ca. 3 km nord-nordøst for Haslev.

Denne idéfase er første fase i en række aktiviteter frem mod et plangrundlag, der kan realiseres. I denne fase har alle borgere, foreninger, interesseorganisationer og myndigheder mulighed for at komme med forslag og idéer. Med dette debatoplæg indkalder Faxe Kommune idéer og forslag til den videre planlægning samt forslag til afgrænsningen af miljøvurderingens indhold. Selve debatoplægget er ansøgers beskrivelse af projektet og området. Debatoplægget findes nederst på denne side.

Miljøvurdering

Planforslagene er omfattet af krav om miljøvurdering efter miljøvurderingslovens afsnit II. BeGreen har desuden anmodet om, at der gennemføres en miljøkonsekvensvurdering af projektet iht. miljøvurderingslovens afsnit III (VVM). Plan og projekt er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 pkt. 3a "Industrianlæg til fremstilling af elektricitet, damp og varmt vand".

Der udarbejdes på den baggrund en miljørapport af planforslagene (MV) og en miljøkonsekvensrapport af projektet (VVM). Disse udarbejdes som en samlet miljøvurdering i en miljøvurderingsrapport. I miljøvurderingen vil der konkret blive redegjort for anlæggets indretning og drift, og for de miljømæssige påvirkninger for bl.a. mennesker, natur og landskab som projektet vil kunne medføre omgivelserne.

Forud for udarbejdelse af miljøvurderingsrapporten skal der gennemføres en afgrænsning af miljøvurderingsrapportens omfang med henblik på at fastlægge rapportens indhold og detaljeringsgrad.

Der er udarbejdet et udkast til afgrænsningsnotat, der beskriver planlægningens og projektets hovedindhold samt forholdet til en bred vifte af miljøemner i henhold til miljøvurderingsloven. Udkastet findes nederst på denne side.

Det er foreløbigt vurderet, at miljøvurderingen af planerne og projektet kan afgrænses til at fokusere på følgende miljøemner:

  • Befolkning og menneskers sundhed, herunder støj.
  • Klima, luft og ressourcer, herunder omstilling af elforsyningen til grøn elektricitet.
  • Natur, herunder international natur (Natura 2000), fredede og beskyttede arter, § 3-beskyttede naturtyper og vandløb, Grønt Danmarkskort (økologisk forbindelse og potentielt naturområde) samt indpasning af faunapassager.
  • Vand, herunder grundvand.
  • Landskab og visuelle forhold samt kulturarv, herunder bl.a. diger og skovbyggelinje.

Miljøvurderingsrapporten for projektet vil indeholde udførlige oplysninger og undersøgelser af de udvalgte miljøemner, og vil blive fremlagt i offentlig høring senere i planprocessen.

Idéer og forslag

I forbindelse med at planarbejdet sættes i gang, vil Faxe Kommune jf. Planlovens § 23c samt miljøvurderingslovens § 35 (VVM) gerne høre dine bemærkninger til den forestående planlægning. Du kan for eksempel komme med idéer og forslag til:

  • Solcelleanlæggets afgrænsning – herunder beplantningsbælter
  • Rekreative faciliteter omkring solcelleanlægget – herunder rekreative stier og mindre tiltag til fremme af biodiversitet
  • Hvad den forestående planlægning skal tage højde for
  • Hvilke forhold der skal fokuseres på i miljøvurderingen
  • Etc.

Det videre forløb

Idéer og forslag til indholdet i kommuneplantillægget og afgrænsning af miljøvurderingens omfang skal være modtaget af Faxe Kommune senest onsdag d. 1. november 2023. Send gerne en e-mail til plan@faxekommune.dk. Du kan også sende et brev til Faxe Kommune, Center for Plan & Miljø, Frederiksgade 9, 4690 Haslev.

Når planforslagene er udarbejdet, vil de blive fremlagt i offentlig høring. Under den offentlige høring vil det igen blive muligt at komme med bemærkninger til planlægningen inden byrådet beslutter, om planerne skal vedtages endeligt. Først efter den endelige vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan, kan solcelleanlægget realiseres.

Spørgsmål kan rettes til planafdelingen i Faxe Kommune på tlf. 56203019.