Offentlig høring: Planer for Jomfruens Egede med Miljøvurdering og VVM - OPDATERET

Forslag til lokalplan 1200-41 og Kommuneplantillæg nr. 31 med ledsagende miljørapport og VVM-redegørelse med udkast til VVM-tilladelse sendes nu i otte ugers offentlig høring. Høringsperiode forlænges til 10 uger.

Faxe Byråd har godkendt forslag til kommuneplantillæg 31 og forslag til lokalplan 1200-41 den 27. maj 2021. Planforslagene offentliggøres sammen med miljørapport, VVM-redegørelse og udkast til VVM-tilladelse tirsdag den 1. juni 2021 og er i høring frem til tirsdag den 27. juli 2021. Høringsperioden forlænges til den 10. august. Bilag til VVM-redegørelse Miljørapport findes her på siden.

Dine muligheder
Spørgsmål til planforslagene kan rettes til Rikke Welan Kamper, Center for Plan og Miljø på tlf.: 56 20 3019 eller pr. mail til plan2@faxekommune.dk.

Dine bemærkninger eller ændringsforslag skal være modtaget af Faxe Kommune senest tirsdag den 10. august 2021.

Send en e-mail til plan2@faxekommune.dk eller send et brev til Faxe kommune, Frederiksgade 9, 4690 Haslev att.: Rikke Welan Kamper.

Borgermøde
Der er borgermøde om planforslagene tirsdag den 15. juni 2021 kl. 19:00-20:30 på Bavneskolen, Bavnestræde 36, Dalby, 4690 Haslev mødet foregår i Aulaen. På mødet vil du kunne høre mere om planerne for området, og du kan stille spørgsmål til planforslagene.

Af hensyn til de gældende Corona restriktioner skal du tilmelde dig til mødet og du skal kunne fremvise et gældende coronapas. Du kan tilmelde dig på mail til plan2@faxekommune.dk eller ved at ringe til planafdelingen på tlf. 5620 3019.

Planforslagenes indhold
Forslag til kommuneplantillæg nr. 31 og lokalplanforslag nr. 1200-41 åbner mulighed for at der kan etableres en ny turist destination på og omkring Jomfruens Egede.

Området bliver udlagt til rekreative formål og det vil efter lokalplanens endelige vedtagelse være muligt at etablere: Ny bebyggelse med hotel og konference faciliteter, glampingområde, jagt og oplevelsesbane i Åstrup Skov, Terrænbane til løbere, cykler og køretøjer og shelterfaciliteter i Hulket Skov, demomark til fremvisning, test af og undervisning i landbrugsmaskiner samt manøvrebane med forhindringsbane for motorkøretøjer og helikopterlandingsplads.

Alle dokumenter der er i offentlig høring kan findes i pdf her på siden.

Retsvirkninger
I lokalplanområdet gælder der et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse fra den 1. juni 2021, og indtil planen er offentliggjort efter endelig vedtagelse, dog maksimalt 1 år, jf. planlovens § 17.

Miljøvurdering
Faxe Kommune har truffet afgørelse om, at der skal udarbejdes en miljørapport for forslag til kommuneplantillæg nr. 31 og lokalplanforslag nr.1200-41, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer. Miljørapporten belyser planforslagenes mulige indvirkning på miljøet.

Miljørapporten er sendt i offentlig høring sammen med planforslagene. Bilag findes her på siden.

VVM
Faxe Kommune har truffet afgørelse om, at der skal udarbejdes en Miljøkonsekvensrapport (VVM-redegørelse) for selve projektet, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer. Miljøkonsekvensrapporten (VVM) og udkast til VVM-tilladelse er sendt i offentlig høring samtidig med planforslag og miljørapport. Bilag findes her på siden.

Klagevejledning Planforslag og Miljørapport
Byrådets vedtagelse af planforslag til offentlig høring kan ikke påklages til Planklagenævnet. Først ved byrådets endelige vedtagelse og efterfølgende offentliggørelse kan retlige spørgsmål påklages til Planklagenævnet jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Der er sideløbende med nærværende lokalplanproces udarbejdet miljøscreening jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), hvorefter Faxe Kommune har afgjort, at der skal udarbejdes en miljørapport. I forlængelse af ovenstående, kan der ikke klages over miljørapporten, mens planforslagene er i offentlig høring. Først ved den endelige vedtagelse af planerne kan miljørapporten påklages til Planklagenævnet.

Klagevejledning Miljøkonsekvensrapport (VVM-redegørelse)
Der er sideløbende med planprocessen igangsat en VVM proces for det konkrete projekt. Der er på baggrund af en screening for VVM-pligt truffet afgørelse om, at der skal udarbejdes en Miljøkonsekvensrapport (VVM-redegørelse) af det konkrete projekt. I forlængelse af ovenstående, kan der ikke klages over Miljøkonsekvensrapporten (VVM-redegørelsen) mens den er i offentlig høring. Først ved den endelige VVM-tilladelse kan den påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.