Planforslag i høring

Forslag til lokalplan 1000-62, for udvidelse af erhvervsområde i Rønnede, sendes nu i 14 dages offentlig høring

Plan & Kulturudvalget har godkendt forslag til lokalplan 1000-62 på mødet den 22. august 2023. Forslag til lokalplan 1000-62 er offentliggjort onsdag den 30. august og er i offentlig høring frem til og med onsdag den 13. september 2023. Du kan finde link til forslag til lokalplan 1000-62 her på siden.

Lokalplanforslaget er udarbejdet som en lokalplan af mindre betydning i form at et tillæg til lokalplan 1000-38.

Dine muligheder

Spørgsmål til forslag til lokalplan 1000-62 kan rettes til Sonja Larsen, Center for Plan & Miljø på telefon nr. 56 20 30 19 eller pr. mail til plan@faxekommune.dk

Hvis du ønsker at indgive et høringssvar til forslag til lokalplan 1000-62, skal dine bemærkninger eller ændringsforslag være modtaget af Faxe Kommune senest onsdag den 13. september 2023. Høringssvar sendes som mail til plan@faxekommune.dk eller pr. brev til Faxe Kommune, Frederiksgade 9, 4690 Haslev, att: Sonja Larsen

Når du indsender et høringssvar, giver du samtidig samtykke til, at dit navn og adresse bliver vist i hvidbogen, som offentliggøres inden en plan vedtages endeligt. Hvis du har hemmelig adresse, skal du oplyse dette, men stadig skrive dine kontaktoplysninger. Du vil herefter fremstå uden navn og adresse i hvidbogen, men Faxe Kommune vil være bekendt med din identitet.

Borgermøde

Der afholdes ikke borgermøde i forbindelse med forslag til lokalplan 1000-62.

Indhold af forslag til lokalplan 1000-62

Lokalplan 1000-62 er udarbejdet på baggrund af et konkret ønske fra en grundejer om, at udvide det eksisterende erhvervsområde i Rønnede øst for Vordingborgvej. Da udvidelsen af erhvervsområdet er beliggende i landzone forudsætter udvidelsen, at der udarbejdes lokalplan for området.

Med lokalplanen udvides erhvervsområdet med et lille areal, der allerede er udlagt til erhvervsformål i Kommuneplan 2021. Området vil med lokalplan 1000-62 blive omfattet af de bestemmelser, der i øvrigt er gældende for lokalplanområde 1000-38 og dennes delområde 4. Derudover fastsættes der nye bestemmelser for udvidelsen af området, som omhandler bevaring af et dige, terrænregulering, hvor der skal ske vejadgang ved eventuel udstykning og at der skal etableres et levende hegn langs med lokalplanområdets nye nordlige og østlige grænse mod det åbne land.

Miljøvurdering

I forbindelse med udarbejdelsen af forslag til lokalplan 1000-62, er der i henhold til "Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)" gennemført en screening, der vurderer planens indvirkning på miljøet. Screeningen har vist, at planforslaget ikke vil medføre en væsentlig miljømæssig påvirkning af området eller det omgivende miljø.

Klagevejledning

Byrådets vedtagelse af planforslag til offentlig høring kan ikke påklages til Planklagenævnet. Først ved byrådets endelige vedtagelse og efterfølgende offentliggørelse kan retlige spørgsmål påklages til Planklagenævnet jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Faxe Kommune har truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af lokalplanforslag nr. 1000-62, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter. Den nærmere begrundelse fremgår af planforslaget.

Afgørelsen om miljøvurdering kan der klages over til Planklagenævnet, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 3. januar 2023) § 48. Der kan klages over formelle mangler i afgørelsen, de såkaldte retlige spørgsmål.

Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra datoen for offentliggørelsen. Du skal klage via Klageportalen, ved at logge ind med dit NEM-ID på kpo.naevneneshus.dk.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Faxe Kommune i Klageportalen. Når du klager som privatperson, skal du betale et gebyr på kr. 900. Klager du som organisation eller virksomhed, skal du betale et gebyr på kr. 1.800. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Faxe Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den udenom Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Faxe Kommune. Kommunen videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på https://naevneneshus.dk/.

Faxe Kommunes afgørelse kan jf. Planlovens § 62, indbringes for domstolene. Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.