V, O, I, C og L har indgået budgetaftale om budget 2021

Budgetaftale med udvikling og bosætning for øje

Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har indgået aftale om budget 2022-2025. - Et budget der både holder hånden under kernevelfærden og sikrer fokus på udvikling og bosætning, lyder det fra borgmester Ole Vive.

Den kommunale skattesats holdes i ro.
En skolegaranti sikrer tilflyttere, at deres børn kan komme i en skole tæt på hjemmet (fra skoleåret 2022/2023).
Fortsat fokus på infrastruktur; veje, stier og cykelstier, omfartsvej i Haslev og boligudvikling.
Og en aftale om et stort, rekreativt område i Nordskoven og opsparing til en ny svømmehal.

Det er blot nogle af elementerne i en budgetaftale for 2022-2025, som Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti står bag.
Et budget som rummer betydelige beslutninger for Faxe Kommune som bosætningskommune.

- Vi øger kun bosætningen i Faxe Kommune, hvis vi aktivt træffer beslutninger, som undersøtter et tilvalg af vores kommune. Derfor er jeg glad for opbakningen fra partierne til en aftale, som både holder hånden under kernevelfærden og sikrer fokus udvikling og bosætning, siger borgmester Ole Vive og tilføjer:

- For eksempel er jeg glad for, at vi nu slår ring om den eksisterende skolestruktur. Med budgettet styrker vi ledelsesopgaven på skolerne. God og nærværende ledelse øger børns trivsel og udvikling, det vil vi gerne se mere af. Og så indfører vi en skolegaranti fra skoleåret 2022/2023, som kan betrygge potentielle tilflyttere i deres valg af nyt hjem. Det har vi nu sikret økonomi til.

Borgmesteren peger også på udbygningen af daginstitutionen Møllen i Rønnede som en klar prioritering af bosætningspotentialet.

- Men også naturen og adgangen til den er vigtig. I denne aftale kan borgere og tilflyttere se frem til øget adgang til rekreative aktiviteter i Nordskoven, et 270 hektar stort skovområde. Vi indgår en langvarig aftale med Bregentved Gods, og borgere, foreninger og frivillige bliver inddraget i udvikling af aktiviteterne i området. Danskerne har taget naturen til sig i Covid-19-nedlukningen, derfor prioriterer vi denne aftale til glæde for borgere og kommende borgere, siger Ole Vive.

Han peger også på, at opsparing til en ny svømmehal i Haslev fortsat er prioriteret, og at det netop også understøtter Haslev og kommunen som attraktiv for tilflyttere.

Budget 2022-2025 rummer også nogle udfordringer, som har krævet beslutning om tilførsel af ganske betydelige millionbeløb.

- I aftalen tilfører vi betydelige midler til både beskæftigelses- og socialområdet. Det er helt afgørende for at ramme et realistisk niveau i 2022: Vi skal helt enkelt sikre et område, hvor familier, voksne og børn med særlige behov har brug for deres kommune. På samme måde sikrer vi også vores ældreområde, så budgettet modsvarer et stigende antal ældre. Vi har og skal grundlæggende have styr på kernevelfærden i vores kommune - det er jeg glad for, at partierne omkring aftalen har bidraget til at træffe vigtige beslutninger om.

I dette budget er der således behov for at tilføre store ressourcer til enkelte områder. I lyset af det er parterne enige om, at de enkelte udvalg i foråret 2022 fortsætter med at finde forslag til at løse udfordringen med et stigende pres fra øgede udgifter.

Udtalelser fra gruppeformændene

Michael Rosendahl (V)

I Venstre er vi rigtig glade for den indgåede budgetaftale for 2022. Vi har med budgettet formået at lave væsentlige opprioriteringer på beskæftigelsesområdet og socialområdet samtidig med, at vi sætter yderligere penge af til ældreplejen samt ombygger Grøndalscenteret.

Vi fortsætter løftet i folkeskolen, og på børneområdet har vi besluttet at lave en tilbygning til daginstitutionen Møllen, da børnetallet har været stigende i Rønnede de seneste år.

Der ud over er vi i Venstre særligt glade for, at vi fra næste år får adgang til 270 hektar skov lige nord for Haslev. Det giver nogle helt fantastiske muligheder for udendørsaktiviteter og fritids-og foreningslivet. Haslev bliver for alvor byen i det grønne.

Lars Folmann (O)

I Dansk Folkeparti har det været et kardinalpunkt at efterleve "god regnskabsskik" og rette op på tidligere års "misforståelser" i budgetgrundlaget.

Vi er meget tilfredse med, at der i grundlaget for budgettet nu er afsat realistiske beløb til arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge og førtids- og seniorpensioner.

Denne prioritering er lykkedes uden besparelser på børne- og seniorområdet og vil give det nye byråd det bedste udgangspunkt for at lægge budget næste år uden at skulle starte i "minus". Vi er også glade for, at vi samtidig har lagt et fornuftigt anlægsbudget, hvor blandt andet daginstitutioner og den nye organisation af hjemmeplejen prioriteres.

René Tuekær (L)

Velfærden er der taget højde for, da den udmeldte ramme er brugt. Lokallisten har haft et udgangspunkt i at forhindre mange af besparelsesforslagene på driften, hvilket er lykkedes. De ekstra indarbejdede økonomiske midler til ledelse i folkeskolen samt penge til skolegaranti flugter med Lokallistens holdninger på skoleområdet. På investeringsplanen er vi særligt glade for, at der i 2022 og 2023 er afsat penge til udvidelse af daginstitutionen Møllen i Kongsted. Ligeledes byggemodning af parcelhusgrunde i Faxe samt placering af de store og konstant omtalte anlægsprojekter i Haslev. Det hele er lykkedes med fastholdelse af uændrede skatter.

Mikkel Dam (I)

Liberal Alliance er glad for at være deltagende part i et teknisk svært budget. Det har været magtpåliggende for os at sikre en fortsat udvikling med mere frihed, lavere skatter, mere vækst og mindre bureaukrati. Det er vigtigt, at Faxe Kommunes drift hviler på et sundt og solidt økonomisk grundlag, da dette er forudsætning for den udvikling, vi ønsker. 
Af særlige initiativer, som vi ønsker fremhævet kan nævnes investeringen i indeklimaet på skolerne, opnormeringen på den nærværende ledelse også på skolerne og de fortsatte forbedringer i vores erhvervsservice. Et stærkt erhvervsklima er forudsætningen for øget velfærd.

Michael Christensen (C)

I Det Konservative Folkeparti ønsker vi, at kommunen giver velfærd på borgernes måde - ikke kun én måde. Derfor er vi rigtigt glade for, at det er lykkedes at bevare klippekortsordningen for ældre i egen bolig. Vi fortsætter med at arbejde for, at flest mulige ældre får et frit valg på alle de serviceopgaver, som de i dag tilbydes af kommunen.
Vi ønsker at sætte folkeskolen fri, således at den enkelte skole får størst mulig frihed. Det giver mulighed for forældre, elever, medarbejdere og skoleledelse til at skabe netop den folkeskole, som de ønsker. Med budgetaftalen styrker vi ledelsen og sikrer økonomien til at danne de nødvendige klasser lokalt på de enkelte skoler. 

Efter at Det Konservative Folkeparti fik medfinansiering af nordvendte ramper ved Ulse med i budget 2021, så skal dialogen med Vejdirektoratet nu fortsættes. Vi fremrykker 1 mio. kr. til at kunne tilvejebringe de analyser, som er en forudsætning for at kunne komme i betragtning til den pulje, som er afsat i Trafikforliget 2021-2035. 

På vores foranledning styrker vi igen den lokale turismeindsats med 0,5 mio. kr. årligt i tillæg til de 0,5 mio. kr. årligt, som vi fik med i budgetaftalen sidste år. Vi er vigtigt, at vi giver en hjælpende hånd til alle de lokale aktører og ildsjæle, som kommer med de mange gode ideer. 
 
 

Opdateringsdato: 24.09.2021 - 10:06