Lejrskoler kommer tilbage på "skemaet" i Faxe Kommune

Lejrskoler er fortsat en vigtig prioritet for folkeskolerne i Faxe Kommune. Derfor kan alle elever fortsat forvente at komme på lejrskoleture i løbet af deres skoletid. Der bliver også fundet en ekstra løsning for de elever, som grundet Corona fik aflyst lejrskoler i sidste skoleår.

Helt frem til 25. maj i år har det ikke været muligt for folkeskolerne i Faxe Kommune at afholde lejrskoler. Myndighedernes retningslinjer satte en forståelig stopper for det - der skulle ikke løbes nogen unødig smitterisiko.
Samtidig var skolerne også nødt til at prioritere ressourcerne lokalt, fordi coronaen netop ændrede vilkårene for den almindelige skoledrift ret markant.
 
Men nu kan folkeskolerne igen gå i gang med planlægningen, så eleverne kan komme på lejrskole i dette skoleår. Og de elever som gik glip af deres mulighed i sidste skoleår, får også en ny mulighed i skoleåret 2021/2022. Dette uagtet at eleverne måske har fået tilbudt og gennemført alternativer til den oprindeligt planlagte lejrskoletur.
Hvordan og hvornår det skal foregå er op til den enkelte skole og skolebestyrelse at aftale nærmere. Skolerne informerer elever og forældre konkret om den enkelte skoles planer for lejrskolerne.
 
Gennem de seneste måneder har der været debat om, at aflyste lejrskoler skyldtes en politisk eller administrativ rammebesparelse på skolerne.
Det er på ingen måde tilfældet.
Men som nævnt har skolerne og skolebestyrelserne foretaget en konkret, lokal prioritering af ressourcer i lyset af corona-situationen, og de muligheder og begrænsninger, det affødte.
 
For Faxe Kommune er det at tage på lejrskole for både elever og lærere en god og lærerig oplevelse. Lejrskoler og ekskursioner er vigtige "afbræk" fra den almindelige skoledag, som giver ekstra muligheder for læring på nye måder og for sociale aktiviteter. Det er derfor fortsat ambitionen, at alle skoler i Faxe Kommune afholder lejrskoler.
 
- Hensigten og håbet er, at elever og forældre i Faxe Kommune fremadrettet vil få gode lejrskoleminder. Minder, der vil kunne huskes i mange år understøtter det faglige og sociale fællesskab, vi ønsker alle skal opleve og være en del af, fortæller Henrik Reumert, centerchef, Center for Børn og Undervisning.
 
Forældre og elever kan derfor forvente, at skolerne i den nærmeste fremtid informerer mere konkret om, hvordan elever på årgange, der har mærket konsekvensen af aflyste lejrture under coronarestriktionerne, får et kompenserende tilbud, der kan opfylde ambitionen.


 
     

Opdateringsdato: 15.10.2021 - 12:13