Integrationsydelse

Kilde: Borger.dk

Er du ikke berettiget til kontanthjælp, kan du være berettiget til integrationsydelse

Hvem kan få integrationsydelse?

Hvis du har opholdt dig lovligt her i riget (Danmark, Færøerne eller Grønland) i sammenlagt mindst 9 år inden for de seneste 10 år og opfylder beskæftigelseskravet, jf. nedenfor, kan du få kontanthjælp eller uddannelseshjælp, hvis du ikke kan forsørge dig selv.

Har du haft ophold i riget i kortere tid, kan du få integrationsydelse. Du skal opfylde de samme betingelser for at modtage integrationsydelse som for at modtage kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Det vil sige at:

  • du har været ude for en social begivenhed, fx sygdom, arbejdsløshed eller ophør af samliv
  • den sociale begivenhed har medført, at du ikke kan skaffe det nødvendige til dig selv eller din familie, og at du ikke forsørges af andre
  • dit behov for forsørgelse kan ikke dækkes af andre ydelser, fx arbejdsløshedsdagpenge, pension mv.

Du kan læse nærmere om, hvordan du skal forholde dig, under siderne om kontanthjælp og uddannelseshjælp.

Hvordan beregnes opholdstiden?

Når din opholdstid i forhold til hjælpen skal beregnes, medregner kommunen de perioder, hvor du har haft folkeregisteradresse her i riget (Danmark, Færøerne og Grønland), medmindre særlige grunde fører til et andet resultat, fx hvis du ikke har frameldt dig en adresse, du ikke bor på længere.

Ophold i udlandet i perioder på sammenlagt højst to måneder pr. kalenderår (fra 1. januar til 31. december) i forbindelse med ferie, studierejser, tjeneste- og forretningsrejser m.v. ligestilles med ophold i riget. Det er dog et krav i den forbindelse, at du har beholdt din bopæl i Danmark, Færøerne eller Grønland.

Har du været på militær mission for den danske stat under instruktion af forsvaret, regnes den periode også som ophold her i riget. Det samme gælder ophold i udlandet, hvor du af den danske stat er stillet til rådighed for militær mission under instruktion af udenlandsk eller international myndighed.

Undtagelsesregler

Det forlængede opholdskrav og det nye beskæftigelseskrav skal som udgangspunkt ikke opfyldes, hvis du modtager uddannelses- eller kontanthjælp ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2019.

Du bliver dog omfattet af det forlængede opholdskrav og beskæftigelseskravet, hvis udbetaling af uddannelseshjælp eller kontanthjælp til dig har været ophørt i to hele sammenhængende kalendermåneder eller derover efter 1. januar 2019 og du igen ansøger om hjælp. I så fald skal du opfylde det forlængede opholdskrav på sammenlagt 9 år ud af de seneste 10 år samt det nye beskæftigelseskrav.

Kravet om, at du skal have opholdt dig lovligt i riget (Danmark, Færøerne eller Grønland) i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år og beskæftigelseskravet, gælder ikke, hvis du er EU/EØS-borger, i det omfang du efter EU-retten er berettiget til hjælpen.

Er du dansk statsborger og har opholdt dig i et andet EU/EØS-land i mere end et år, og får behov for hjælp fra det offentlige ved hjemkomsten, kan du i orienteringsbrev til kommunerne af 24. november 2016 læse om de regler, der gælder, herunder at der i forhold til opholdskravet også lægges vægt på den tilknytning, du har til Danmark. Du skal selv give kommunen de oplysninger, der er nødvendige for, at kommunen kan afgøre, hvilken hjælp du har ret til.

Hvor meget kan jeg få i integrationsydelse?

Satserne fremgår af § 22, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik og reguleres hvert år pr. 1. januar.

Enlig forsørger

Person, der forsørger eget barn i hjemmet og har ret til ekstra børnetilskud: 12.143 kr. pr. måned før skat (2019).

Forsørger

Person, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har ret til ekstra børnetilskud: 8.498 kr. pr. måned før skat (2019).

Ikke-forsørger

Person, der er fyldt 30, samt udeboende under 30 år: 6.072 kr. pr. måned før skat (2019).

Ung hjemmeboende

Person, der er hjemmeboende og under 30 år: 2.616 kr. pr. måned før skat (2019). 

Danskbonus

Hvis du modtager integrationsydelse og opnår ret til danskbonus, jf. nedenfor, i en periode på seks måneder, udgør den 1.580 kr. pr. måned før skat (2019).

Hvis du ikke modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp og opnår ret til danskbonus, jf. nedenfor, udgør den en engangsudbetaling på 6.242 kr. (2019), som du ikke skal betale skat af. Satsen fremgår af § 22, stk. 1, i integrationsloven og reguleres hver år pr. 1. januar.

Særligt om danskbonus

Du kan få en danskbonus oven i din integrationsydelse i op til 6 måneder, hvis du har bestået Prøve i Dansk 2, FVU læsning trin 2 eller tilsvarende og højere prøve i dansk. Denne bonus udbetales efter lov om aktiv socialpolitik.

Hvis du ikke modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp kan du få danskbonus som en engangsudbetaling, hvis du har bestået Prøve i Dansk 2, FVU læsning trin 2 eller tilsvarende og højere prøve i dansk. Denne bonus udbetales efter integrationsloven, og du skal være omfattet af denne lov for at have ret til denne danskbonus.

Du skal selv søge kommunen om danskbonus på samme måde, som du søger om kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse.

Hvis du er lægeligt diagnosticeret med en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse og som følge af funktionsnedsættelsen ikke er i stand til eller har rimelig udsigt til at kunne bestå en prøve i dansk, kan kommunen alligevel yde dig en danskbonus i op til 6 måneder, hvis du ansøger om det. Det gælder, hvis du modtager integrationsydelse og dermed modtager danskbonus i tillæg til din integrationsydelse i 6 måneder, men også hvis du ikke modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp og dermed har ret til et engangsbeløb.

Du kan læse nærmere om danskbonus i to orienteringsbreve,  jf. nedenfor.


Selvforsøgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet

Integrationsydelse gives ofte i forbindelse med det selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, som tilbydes flygtninge og familiesammenførte.

Du kan finde yderligere information om selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet i linket nedenfor.

Integrationsprogrammet hos Udlændinge- og Integrationsministeriet (nyt vindue)

Integrationsprogrammet

Integrationsydelse gives ofte i forbindelse med det integrationsprogram, som tilbydes flygtninge og familiesammenførte.

Integrationsgrunduddannelsen (IGU)

Integrationsgrunduddannelsen (IGU) er et to-årigt forløb, der omfatter ansættelse i en lønnet praktikstilling på en virksomhed og skoleundervisning med uddannelsesgodtgørelse.

Ansættelsen er midlertidig og udgør en trædesten til det ordinære arbejdsmarked.

Ordningen bygger på de eksisterende overenskomster og satserne for den 2-årige erhvervsgrunduddannelse.

Hvis du vil undersøge dine muligheder for at tage en IGU, kan du læse mere om ordningen eller se en film om ordningen på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, se link nedenfor. Filmen er tilgængelig på både dansk, engelsk, arabisk, somali, farsi og tigrinsk.

Opdateringsdato: 10.07.2019 - 14:30

Kontaktinformation

Jobcenter - Åbningstider

Jobcenter - Åbningstider

Jobcenter:
Tingvej 7
4690 Haslev
Tlf.: 56 20 30 00
E-mail: jobcenter@faxekommune.dk


Telefontid:
Jobcentrets sagsbehandlere træffes bedst:
mandag, tirsdag kl. 9-10
onsdag lukket
torsdag og fredag kl. 9-10

Jobcentrets administration træffes:
mandag - tirsdag kl. 9-13
onsdag lukket
torsdag kl. 9-13
fredag kl. 9-13


Åben vejledning:
Jernbanegade 62, 4690 Haslev
mandag - tirsdag kl. 10-13
onsdag lukket
torsdag kl. 10-17
fredag kl. 10-13

UngeVejen:
Søndergade 12, 4690 Haslev, Bygning E

Ungevejens åbningstider:

mandag - tirsdag kl. 10.00 - 15.00
onsdag lukket uden forudgående aftale
torsdag kl. 10.00 - 17.00
fredag kl. 10.00 - 13.00