Referat
til
mødet i Økonomiudvalget
den 6. oktober 2021 kl. 15:30
i Udvalgslokale 3, Søndergade 12, Haslev

 


Pkt. Tekst
207 Godkendelse af dagsorden
208 Orientering om forventet regnskab pr. 31. august 2021
209 Orientering om Økonomiske Nøgletal pr. september 2021
210 2. behandling af budget 2022-2025
211 Orientering om en dybdegående analyse af takster og belægningsprocenter på socialområdet
212 Ansøgning om lånegarantier til Faxe Forsyning A/S
213 Godkendelse af anlægsbevilling og rådighedsbeløb - salg af Præstøvej 143B
214 Godkendelse af en ny centerstruktur i Faxe Kommune pr. januar 2022
215 Muligheder for finansiering af ny svømmehal i Haslev
216 Godkendelse af deltagelsen i Klyngeetablering på Sjælland
217 Opfølgning på handleplan og genopretningsplan for hjemmeplejen i Faxe Kommune
218 Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg nr. 31 og lokalplan 1200-41 Aktivitetspark på og omkring Jomfruens Egede
219 Godkendelse af VVM-tilladelse til aktivitetspark på og omkring Jomfruens Egede
220 Endelig vedtagelse af Faxe Kommuneplan 2021-2033
221 Godkendelse af kultur- og samarbejdsaftaler
222 Meddelelser
223 Beslutning om pris på parcelhusgrunde på Tyttebærvej, Faxe Ladeplads
224 Lukkede meddelelser
225 Digital godkendelse af økonomiudvalgets referat 6. oktober 2021

207. Godkendelse af dagsorden

Sagsnr: 00.01.00-P35-17-20 Sagsansvarlig: Lene Fransson

Økonomi

Sagen afgøres af

Økonomiudvalget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Godkendt.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



208. Orientering om forventet regnskab pr. 31. august 2021

Sagsnr: 00.30.14-Ø00-2-21 Sagsansvarlig: Stine Weber

Sagsresume

I denne sag orienteres der om det forventede regnskab pr. 31. august 2021.


På baggrund af den detaljerede gennemgang på alle driftsområder skønnes på nuværende tidspunkt et uændret merforbrug i 2021 i omegnen af 50 millioner kr. På henholdsvis beskæftigelsesområdet og socialområdet er der fortsat udtrykt en vis usikkerhed forbundet med forventningerne - det skyldes dels at der på beskæftigelsesområdet muligvis kan komme eftervirkninger af Covid-19, og at der på socialområdet fortsat arbejdes med udgifts- og vækstreducerende handlinger som vil påvirke det endelige resultat.


Skønnet på anlæg er nedjusteret siden 31. maj, da der bl.a. er kommet indtægter ind for salget af Grøndalsgrunden og storparceller Dalgården.


Årets samlede resultat viser et underskud i omegnen af 65 millioner kr. Heraf vil kun 45 millioner kr. påvirke kommunens kassebeholdning - dette skyldes, at der i årets resultat er indregnet en hensættelse til ny svømmehal på ialt 20 millioner kr., som ikke påvirker kassebeholdningen i 2021.


Der er til sagen vedhæftet bilag med de øvrige fagudvalgs behandlinger af forventet regnskab pr. 31. august 2021 (bilag 4-9).

Sagsfremstilling

Administrationen har givet en detaljeret vurdering af årets udgiftsniveau for hele kommunen - denne gang på data til og med august 2021.


Hvordan går det med kommunens samlede driftsøkonomi?

Da administrationen for knap en måneds tid siden kom med en overordnet vurdering af det forventede regnskab, var det uden at dykke ned i økonomiens mindste detaljer - og på daværende tidspunkt vurderede administrationen at skønnet fra maj var i overkanten. Status for juli viste i store tal derfor et merforbrug i omegnen af 50 millioner kr. på den samlede drift.

I lighed med sidste måneds opfølgning skønnes der på nuværende tidspunkt et merforbrug i omegnen af 50 millioner kr. På henholdsvis beskæftigelsesområdet og socialområdet er der fortsat udtrykt en vis usikkerhed forbundet med forventningerne - det skyldes dels at der på beskæftigelsesområdet muligvis kan komme eftervirkninger af Covid-19 og at der på socialområdet fortsat arbejdes med udgiftsreducerende handlinger som vil påvirke det endelige resultat. Se yderligere bemærkninger for fagudvalgene længere nede i sagen.


Graf 1: Viser kommunens samlede skøn og budget pr. 31. august 2021.


Tabel 1: Viser kommunens samlede skøn og budget pr. 31. august 2021, fordelt på service og ej service.


Som det fremgår af tabellen, har tendensen de seneste måneder vist et faldende merforbrug, hvilket primært kan henføres til en nedjustering af det samlede årsresultat på udgifter på beskæftigelsesområdet som følge af den stigende beskæftigelse og faldende ledighed.


Økonomiudvalgets økonomi.

For så vidt angår Økonomiudvalget, er der skønnet et fald i udgiftsniveauet for 2021. Pr. 31. august skønnes der et mindre forbrug på udvalgets samlede ramme, som udover små forskydninger mellem flere områder, overordnet set skyldes midler til afledt drift af anlæg som er forankret under Økonomiafdelingen. Disse midler bliver fordelt til de fagområder som fremadrettet skal vedligeholde afsluttede anlæg eller lægges i kassen for de anlæg som er udskudt til 2022.


Graf 2: Viser skøn og budget for Økonomiudvalget pr. 31. august 2021.


Tabel 2: Viser skøn og budget for Økonomiudvalget pr. 31. august 2021.


Bemærkninger til de øvrige fagudvalg.

Til sagen er der vedhæftet bilag med fagudvalgenes behandlinger af deres økonomi pr. 31. august. Herunder er opridset de vigtigste pointer.


- Hos Beskæftigelses & Integrationsudvalget er der skønnet et fald i udgiftsniveauet for 2021 siden 31. maj.
Finansministeriet har i slutningen af august, udgivet ’Økonomisk Redegørelse’. Redegørelsen angiver Finansministeriets vurdering af udviklingen på overførselsindkomster for resten af 2021 og ind i 2022. Overordnet set, ser det ud til at vi går en ’normalisering’ i møde på alle de områder, som i en eller anden grad, har været påvirket af Covid-19. Redegørelsens tendenser er i sagen konverteret om til Faxe tal, og viser en forbedring på udgiftssiden i forhold til maj-skønnet. Holder disse udviklingstendenser, skønnes merforbruget at blive sænket til ca. 44 millioner kr. for udvalgets område.

Økonomisk Redegørelse siger dog ikke noget om eftervirkningerne af Covid-19. Dette kan f.eks. omhandle hvor længe sygemeldte borgere, fortsat skal afvente en tid til operation i sundhedssystemet. Der er derfor stadigvæk en vis usikkerhed forbundet med administrationens skøn.


- Hos Børn & Læringsudvalget
er der skønnet en stigning i udgiftsniveauet for 2021. Dette set i forhold til skønnet på maj-data.

I maj skønnet var der ikke en forventning om at kunne besætte vakante stillinger på dagtilbudsområdet grundet rekrutteringsvanskeligheder, men det er nu lykkedes - derved stiger det samlede skøn.

Der er fortsat stort mindreforbrug på udvalgets ramme, som skyldes midler under Børn i Fællesskaber der kan bruges frem mod 2026 og også under PPR hvor der ligger midler til Fælles om Forebyggelse.


- Hos Plan & Kulturudvalget
er der skønnet et lille fald i udgiftsniveauet for 2021 siden 31. maj.

Faldet skyldes eftervirkninger på baggrund af de nedlukninger/restriktioner der var i første halvår af 2021. Det betød aflysninger af forskellige arrangementer/aktiviteter, som skulle have været afholdt af enten kommunen, institutioner eller af foreningerne. Der har i maj-skønnet været en forventning om, at en del af disse arrangementer/aktiviteter kunne gennemføres senere på året, men det er nu tydeligt, at det ikke er muligt at få afholdt alt.


- Hos Senior & Sundhedsudvalget
er der fortsat en forventning om budgetoverholdelse på rammen.

Siden maj-skønnet ses der et fald i udgiftsniveauet for 2021. Det henfører sig til de tidligere udfordringer på Tandplejen som er forankret under Center for Børn & Undervisning, hvor det har været svært at rekruttere specialtandlæger. Denne udfordring er nu løst for 2021. Derved vurderes det, at budgettet holder for Tandplejen.

Administrationen forventer også budgetoverholdelse på områderne under Center for Sundhed & Pleje.

Vikarforbruget i hjemmeplejen har gennem sommeren været væsentligt højere end tidligere antaget, og udgiftsniveauet for hjemmeplejen skønnes derfor at stige yderligere. Der er fortsat rekrutteringsvanskeligheder og

dermed ledige stillinger der i nødvendigt omfang må bemandes med vikarer. Skønnet for hjemmeplejen opjusteres yderligere med omtrent 1,5 millioner kr. og det forventede merforbrug er herefter i omegnen af 4,5 millioner kr. Merforbruget modregnes til dels af mindreforbrug på private leverandører.

Plejecentrene forventes fortsat at overholde den tildelte ramme.

Efter genberegning af takster forventes højere indtægter på køb og salg af pladser, hvilket er medvirkende til budgetoverholdelse samlet set.


- Hos Socialudvalget
er der skønnet en lille stigning i udgiftsniveauet for 2021. Dette set i forhold til skønnet på maj-data.

Samlet set for området, forventes der fortsat et merforbrug i spændet mellem 16 og 24 millioner kr. i 2021, svarende til 4,7 % til 6,9 % i merforbrug.

Spændet på merforbruget belastes af en tidligere omtalt aktivitetsstigning. Aktivitetsstigning har primo 2021 været foranlediget af børne- og ungeområdet, men over sommeren er stigningen også bemærkelsesværdig på voksenområdet. En kontinuerlig stigning på samme niveau i aktivitet resten af året indebærer en forventning om, at årets merforbrug ender i den øverste del af spændet.

Administrationen arbejder fortsat med med at reducere væksten, og derfor er skønnet pr. 31. august fastholdt på et merforbrug i omegnen af 20 millioner kr.

Der er til sagen vedhæftet aktivitetsoverblikket pr. august.


- Hos Teknik & Miljøudvalget
er der skønnet en lille stigning i udgiftsniveauet for 2021 siden skønnet pr. 31. maj.

Inden for Center for Plan & Miljøs område forventes et merforbrug i omegnen af 1 million kr. som alene kan henføres til forskudte indtægter på projekter med medfinansiering fra staten. Indtægterne forventes bogført i 2022.

Inden for Center for Ejendommes område forventes der budgetoverholdelse. Der forventes dog et lille mindre forbrug på skadedyrs bekæmpelse på godt en kvart million kr.

Der forventes et merforbrug på vintertjeneste i omegnen af 1,6 millioner kr. som er imødegået ved tilsvarende reduktioner på Park og Vej.


Hvordan går det med kommunens anlægsudgifter?

Der skønnes samlet set at anlægsugifterne vil udgøre i omegnen af 100 millioner kr. Skønnet er overordnet set nedjusteret siden 31. maj da at der er kommet indtægter ind for bl. a. salget af Grøndalsgrunden og storparceller Dalgården.


Tabel 3: Viser kommunens samlede skøn på anlæg pr. 31. august 2021.


Kommunens samlede økonomi/ årets resultat.

Den samlede økonomi 'indeholder' et skøn på både indtægtssiden samt udgiftssiden. Udgiftssiden består af både drift, anlæg og finansielle poster (renter, balanceforskydninger mfl.) Og ses det hele samlet, forventer administrationen at årets resultat viser et underskud i omegnen af 65 millioner kr. Heri er inkluderet opsparing til svømmehal på 20 millioner kr., som reelt set ikke er en udgift i 2021 i og med at midlerne fortsat er i kassebeholdningen.


Indtægterne er påvirket af den negative Midtvejsregulering af tilskud og udligning for 2021, se opgørelsen i sagen om forventet regnskab pr. 31. maj der blev behandlet på byrådets møde d. 1. september 2021, pkt. 128.


Tabel 4: Kommunens samlede resultat af opfølgningen pr. 31. august 2021



Økonomi

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser, set i forhold til bevillinger.

Der skønnes fortsat et underskud på årets samlede resultat i omegnen af 65 millioner kr., hvoraf de 45 millioner kr. vil påvirke kommunens kassebeholdning - dette skyldes at der i årets resultat er indregnet en hensættelse til ny svømmehal på ialt 20 millioner kr. som ikke påvirker kassebeholdningen i 2021.


Sagen afgøres af

Byrådet

Indstilling

Center for Økonomi indstiller, at orienteringen tages til efterretning.


Beslutning fra Beskæftigelses & Integrationsudvalget, 28 september 2021, pkt. 107:

Anbefalet.


Fraværende:

Lars Folmann (O) deltog i mødet i stedet for Mikkel Dam (I).

Christina Birkemose (A) deltog i mødet i stedet for Finn Hansen (A).


Beslutning fra Børn & Læringsudvalget, 30 september 2021, pkt. 118:

Anbefalet.


Beslutning fra Plan & Kulturudvalget, 29 september 2021, pkt. 136:

Anbefalet.


Fraværende: Michael Christensen (C) deltog ikke i behandlingen af dette punkt.


Beslutning fra Senior & Sundhedsudvalget, 29 september 2021, pkt. 122:

Anbefalet.


Fraværende: Ingen.


Beslutning fra Socialudvalget, 28 september 2021, pkt. 108:

Taget til efterretning.


Fraværende: Ingen.


Beslutning fra Teknik & Miljøudvalget, 4 oktober 2021, pkt. 162:

Anbefalet.


Fraværende: Per Thomsen (A) deltog i mødet i stedet for Finn Hansen (A).

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Anbefalet.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



209. Orientering om Økonomiske Nøgletal pr. september 2021

Sagsnr: 00.01.00-Ø00-4-21 Sagsansvarlig: Brian Flemming Trynskov Sørensen

Sagsresume

I denne sag præsenteres de overordnede nøgletal for Faxe Kommune og de enkelte udvalg.


Likviditeten forbedres stadig set i forhold til dykket i juli måned, og den samlede forbrugsprocent er en smule forværret siden opfølgningen for august.

Sagsfremstilling

Likviditet

I følgende afsnit vises opgørelsen af Faxe Kommunes samlede likviditet.


Tabel 1 - Opgørelse af kommunens likviditet pr. ultimo måned (i mio. kr.)


Kommunens likviditet bevæger sig stadigvæk i positiv retning

Ved udgangen af september måned stiger 3 mdrs. likviditeten med 13,3 mio. kr. set i forhold til august måned.

Som konsekvens er den stigende likviditet, og så viser 12 mdrs. likviditeten ligeledes en stigning siden august. En stigning som har været konstant hele året og som kan sammenlignes med sidste års tendens.


Selv om der har været flere større udbetalinger til bl.a. Zealand Business College, SKAT og Fujitsu, så opvejes disse udbetalinger af en indtægt i form af puljemidler fra Trafikstyrelsen.


Drift – Kommunens budget, forbrug og forbrugsprocent

Følgende afsnit giver et overblik over kommunens forbrugsmønster og sammenligner de enkelte udvalgs forbrugsprocent med den vejledende forbrugsprocent. Den vejledende forbrugsprocent er pr. 30. september baseret på 9/12 af 100 %, og udgør 75 %.


Tabel 2 - Opgørelse af budget, forbrug og forbrugsprocenter ved sidste månedsskift (i kr. 1.000)

*): Dette udvalg ligger 1 procentpoint eller mere over den vejledende forbrugsprocent og er derfor specificeret i bilaget.

**): Forbrugsprocenten for Faxe Kommune i alt er inkl. kommunal medfinansiering (KMF).


Den samlede forbrugsprocent for Faxe Kommune holder sig stadigvæk lige under den vejledende

Ultimo september ligger Faxe Kommunes samlede forbrugsprocent på 74 % af det korrigerede budget, svarende til 1 procentpoint under den vejledende forbrugsprocent.


Sammenligningen af den vejledende og aktuelle forbrugsprocent ved udgangen af august viste at differencen mellem de to lå på 0,64 %.

Ved udgangen af september er differencen øget til 1 %.


Hvorfor er forbrugsprocenten i bilaget og tabel 2 ikke ens?

Den kommunale medfinansiering, under Senior & Sundhedsudvalget er opgjort særskilt i tabel 2. Det betyder at de tal (graf), som ses under Senior & Sundhedsudvalget i bilaget ikke er magen til, da forbrugsprocenten i dette er opgjort inklusiv KMF.


Anlæg

Ved udgangen af september ligger det samlede frigivet rådighedsbeløb på 129 mio. kr.

Det frigivne rådighedsbeløb var ved udgangen af august på ca. 130 mio. kr.

Ud af det samlede rådighedsbeløb i 2021 er der brugt ca. 33 %, svarende til 42,5 mio. kr. netto.


Faxe Kommunes anlægsramme bliver målt på kommunens vedtaget bruttoanlægsbudget og udgør 101,9 mio. kr. i 2021.

Bruttoudgifterne for kommunens anlæg er ved udgangen af september måned 60,2 mio. kr.

Indtægterne udgør således 17,7 mio. kr. og kommer af kommunens salg af grunde og deponeringer i forbindelse med disse.


Bilag

Det tilknyttede bilag indeholder følgende afsnit:

  • Afsnit 1 - Likviditet
  • Afsnit 2 - Drift
  • Afsnit 3 - Anlæg. Viser alle kommunens anlæg uanset størrelse på rådighedsbeløb og forbrug.

Økonomi

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser.

Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Center for Økonomi indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Anbefalet.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



210. 2. behandling af budget 2022-2025

Sagsnr: 00.30.00-S00-9-21 Sagsansvarlig: Anita Ponikowski

Sagsresume

Byrådet 1. behandlede den 1. september 2021 budgetforslag 2022-2025, hvor forslaget blev fremsendt til Byrådets 2. behandling.

Fristen for ændringsforslag blev fastsat til 4. oktober 2021, kl. 12.00. Der er inden fristen fremsendt to ændringsforslag: et fra Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance og et andet ændringsforslag fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. De to ændringsforslag sættes til afstemning om, hvilke ændringer der skal indarbejdes i det endelige budget 2022-2025.

Sagsfremstilling

Byrådet behandlede budgetforslag 2022-2025 første gang den 1. september 2021.

Siden 1. behandlingen er en række tekniske tilretninger blevet indarbejdet. Disse tilretninger fremgår af bilagene til begge ændringsforlag.

Budgetforslaget har været i høring i perioden 26. august til den 10 september 2021. Der er inden fristens udløb indkommet 35 høringssvar, som er tilgængelige på kommunens hjemmeside vedrørende budget 2022-2025.

En flertalsgruppe bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgik den 24. september en budgetaftale for 2022-2025.

Fristen for ændringsforslag var den 4. oktober 2021 kl. 12. Der er inden fristens udløb fremsendt 2 ændringsforslag:

  • Ændringsforslag fra partierne Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten
  • Ændringsforlag fra partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti

Til hvert ændringsforslag er udarbejdet en oversigt over ændringerne til 1. behandlingen, en ny investeringsoversigt samt en ny balance og totaloversigt. Dokumenterne er vedlagt som bilag 3-6.


Valg mellem statsgaranti og selvbudgettering

I det 1. behandlede budgetforslag er indtægterne fastsat ud fra det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2022. Siden da har administrationen udarbejdet et skøn over hvad skat, tilskud
og udligning skønnes til, hvis kommunen vælger at selvbudgettere udskrivningsgrundlaget ud fra den nuværende befolkningsudvikling og nyeste skattedata.

Valget mellem selvbudgettering og statsgaranti er for 2022 ikke en enkel beslutning. På den ene side tilsiger det kraftigt stigende befolkningstal i Faxe Kommune, at vi bør vælge selvbudgettering. På den anden side tilsiger den nuværende ukendte økonomisk situation i form af tiden efter en pandemi som Covid-19 (med mulige stigende renter, usikkerhed omkring beskæftigelsen, mulige nye nedlukningsbølger på eksportmarkeder, antal konkurser mv.), at vi bør vælge det sikre i form af statsgaranti.

Med andre ord ville administrationen i en ”normal”-situation uden usikkerheden i efterdønningerne af Covid-19 anbefale selvbudgettering i 2022. Men ud fra et forsigtighedsprincip anbefaler administrationen statsgaranti for budget 2022. Og anbefaler derudover, at der til budget 2023 igen nøje overvejer, om ikke det stigende befolkningstal i Faxe Kommune giver anledning til at vælge selvbudgettering i 2023

Notatet, der beskriver fordele og ulemper ved de to metoder og dermed danner baggrund for, at administrationen har anbefalet statsgaranti, er vedlagt sagen som bilag 2.


Skattesatser

Budgettet bygger på uændrede skattesatser. Det vil sige en skatteprocent på indkomstskat på 25,8 %. En grundskyldspromille på 25 ‰ og en kirkeskat på 1,08 %.



Serviceudgifter

KL udmelder hvert år et kommunefordelt teknisk beregnet måltal for serviceudgifter til det kommende budgetår. For Faxe Kommune er der til budget 2022 udmeldt en teknisk fordeling af servicerammen på 1.741,0 mio. kr.


KL fordeler ikke det aftalte serviceløft på 1,4 mia. kr. ud på kommuneniveau. Medregnes kommunens andel af serviceløftet ud fra årets bloktilskudsnøgle,bliver måltallet for service for Faxe Kommune i 2022 1.749,8 mio. kr. Serviceudgifterne for budgetforslaget ved 1. behandlingen lå ca. 3 mio. kr. under måltallet.


Begge ændringsforslag indebærer, at kommunen i budgettet for 2021-2024 løfter serviceudgifterne over det udmeldte teknisk beregnede måltal.


Anlæg

Anlægsbudgettet var i det 1. behandlede budgetforslag reduceret til 54 mio. kr. i 2022, bl.a. ved en re-periodisering af de store anlægsprojekter og en reduktion af puljer.

Ændringsforslaget fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indeholder et anlægsbudget på 62,2 mio kr. i 2022, mens ændringsforslaget fra flertalsgruppen indeholder et anlægsbudget på 61,6 mio. kr. i 2022.

Indstillingspunkt 3 betyder, at der frigives rådighedsbeløb for anlægsbudgettet. En frigivelse i forbindelse med budgetvedtagelsen betyder, at administrationen kan iværksætte aktiviteter allerede primo januar 2022. I de ansvarlige udvalg for anlægsprojekterne drøftes, hvorledes, hvornår og hvordan udvalget involveres i de konkrete anlægsprojekter.


Budgetbemærkninger

Efter budgetvedtagelsen i byrådet tilrettes budgetbemærkningerne, så de stemmer overens med de ændringsforslag, der er blevet vedtaget. Bemærkningerne offentliggøres på kommunens hjemmeside senest medio december.


Takster

I materialet til 1. behandlingen af budgetforslaget indgik en takstoversigt, hvor taksterne fra 2021 var blevet fremskrevet til 2022-priser med KL’s nye pris og lønskøn. Oversigten omhandlede de borgerrettede takster som for eksempel daginstitutionstakster, gebyr for udstedelse af pas og kørekort, priser på mad i ældreplejen mv. Takstoversigten fra 1. behandlingen vedlægges som bilag 7.

Det endelige budget for 2022-2025 påvirker taksterne og derfor vil disse blive genberegnet når budgettet er vedtaget. Taksterne skal godkendes inden 1. december 2021 for at have virkning fra 1. januar 2022.

De endelige takster behandles på de relevante fagudvalg i november måned, og godkendes samlet af Byrådet den 25. november.


Bilagsliste:

1) Vejledning til bilag til 2. behandlingen

2) Notat om valg mellem statsgaranti og selvbudgettering

3) Ændringsforslag AFØ – balance, opgørelser og investeringsoversigt

4) Ændringsforslag AFØ Overblik over ændringer

5) Ændringsforslag VOLCI – balance, opgørelser og investeringsoversigt

6) Ændringsforslag VOLCI Overblik over ændringer

7) Takstoversigt fra 1. behandlingen


Økonomi

Økonomiske konsekvenser

De fremsatte ændringsforslag vil have følgende påvirkning på økonomien i budget 2022-2025

Ændringsforslag fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten:

1. Påvirkning af resultatet i 2022 i forhold til det 1. behandlede budgetforslag på -1,8 mio. kr.

2. Serviceudgifterne udgør med ændringsforslaget 1.753,7 mio. kr. i 2022

3. Bruttoanlægsudgifter udgør med ændringsforslaget 62,2 mio. kr. i 2022

4. Likviditeten skønnes at udgøre 155,0 mio. kr. ved udgangen af 2022

Nedenfor ses, hvordan ændringsforslaget samlet set ser ud i forhold til de økonomiske målsætninger:


Ændringsforslag fra Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance

1. Påvirkning af resultatet i 2022 i forhold til det 1. behandlede budgetforslag på -8,5 mio. kr.

2. Serviceudgifterne udgør med ændringsforslaget 1.754,0 mio. kr. i 2022

3. Bruttoanlægsudgifter udgør med ændringsforslaget 61,6 mio. kr. i 2022

4. Likviditeten skønnes at udgøre 132,1 mio. kr. ved udgangen af 2022

Nedenfor ses, hvordan ændringsforslaget samlet set ser ud i forhold til de økonomiske målsætninger:


Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Center for Økonomi indstiller,

  1. At der vælges statsgaranti til budgettering af kommunalt udskrivningsgrundlag, tilskud og udligning samt
    kirkeskat i budgetåret 2022. Samtidig opdateres indtægtsskønnet for overslagsårene med seneste prognose fra KL’s tilskudsmodel.
  2. At følgende sættes til afstemning og dermed afgør, hvilke af de fremsatte ændringsforslag der skal indgå i det endelige budget 2022-2025:
  • Ændringsforslag fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten
  • Ændringsforslag fra Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance
  1. At alle rådighedsbeløb på anlæg vedrørende 2022 frigives
  2. At skattesatserne for kommunen og kirken er uændrede, dvs. følgende satser er gældende i 2022:
  • Udskrivningsprocent: 25,8 %
  • Grundskyldspromille: 25 ‰
  • Kirkeskatteprocent: 1,08 %


Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Administrationen indstillede følgende tekniske ændringsforslag, som indgår i det endelige budget 2022-2025:
At anlægsprojektet under Økonomiudvalget vedrørende udskiftning af PC’ere og dele af netværksudstyret på 4,5 mio. kr. fremrykkes til 2021, og dermed udgår af investeringsoversigten både i ændringsforslaget fra Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance og i ændringsforslaget fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. De to budgetforslag tilrettes i overensstemmelse hermed.

Ændringsforslaget anbefalet.

Indstillingspunkt 1, 3 og 4 anbefalet.

Indstillingspunkt 2:
For ændringsforslaget fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte 3: Camilla Meyer (A), Per Thomsen (A) og Knud Erik Hansen (A).
Imod stemte 4: Ole Vive (V), Michael Rosendahl (V), Lars Folmann (O) og René Tuekær (L).

For ændringsforslaget fra Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance stemte 4: Ole Vive (V), Michael Rosendahl (V), Lars Folmann (O) og René Tuekær (L).
Imod stemte 3: Camilla Meyer (A), Per Thomsen (A) og Knud Erik Hansen (A).

Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



211. Orientering om en dybdegående analyse af takster og belægningsprocenter på socialområdet

Sagsnr: 00.30.14-9-19 Sagsansvarlig: Julie Randrup

Sagsresume

Med denne sag orienterer administrationen om resultaterne af en dybdegående analyse af takster og belægningsprocenter på de sociale tilbud i Faxe Kommune.

Sagsfremstilling

Socialudvalget blev på et møde den 6. september 2021 orienteret om resultaterne af stikprøver på takster og belægningsprocenter på socialområdet.


Stikprøverne på de udvalgte takster indikerede, at flere af taksterne ikke var pris- og lønfremskrevet, og på de udvalgte tilbud viste stikprøverne overordnet, at gennemsnittet for den realiserede belægningsprocent var i balance i forhold til den budgetterede.


På baggrund af resultaterne af stikprøverne godkendte udvalget administrationens indstilling om at arbejde videre med en dybdegående analyse af alle takster og belægningsprocenter på socialområdet, herunder både i forhold til takster i relation til rammeaftalen (Rammeaftale 2021-2022 for det specialiserede social- og undervisningsområde, indgået mellem de 17 kommuner i Region Sjælland) og takster uden for rammeaftalen. Udvalget ønskede at få udarbejdet analysen hurtigst muligt.


I samarbejde med Implement Consulting Group har administrationen udarbejdet en dybdegående analyse, som Socialudvalget blev præsenteret for på et møde den 28. september 2021. Administrationen fremlægger med denne sag resultaterne af analysen for Økonomiudvalget og Byrådet.


I analysen indgår både tilbud, der er omfattet af rammeaftalen og tilbud, der er uden for rammeaftalen. Derudover er der foretaget en sammenligning på de udvalgte tilbuds typer for at vurdere tilbuddenes konkurrencesituation, hvis takstere skal reguleres fremadrettet.


I analysen er der fokuseret på følgende elementer:

  • Om taksterne er blevet pris- og lønfremskrevet
  • Om der er taget højde for tidligere års over/underskud
  • Om den realiserede belægning svarer (nogenlunde) til det realiserede
  • Om der er indregnet 4 procent til overhead som aftalt i rammeaftalen i KKR Sjælland
  • Om forudsætningerne for de enkelte takster er tydelige og beskrevne


Hovedkonklusionen på resultaterne af analysen er, at der er grund til bekymring i forhold til beregningen af taksterne på det sociale område, og der er en række udfordringer i forhold til hovedparten af de omfattede takster.


På baggrund af den ovenstående bekymring anbefaler administrationen, at der i forbindelse med implementering af den nye takstbekendtgørelse i 2022 laves en grundig revurdering af samtlige takster på tværs af samtlige tilbud i Faxe Kommune, herunder med særlig fokus på følgende:


  • Korrekt løn- og prisfremskrivning af alle takster
  • Harmonisering af takstniveauet, så sammenlignelige tilbud har sammenlignelige takster
  • Synliggørelse af taksternes forudsætninger og beregningsgrundlag
  • Revision af, hvilke af kommunens tilbud, der er omfattet af rammeaftalen og hvilke tilbud, der ligger uden for rammeaftalen


Som bilag er vedhæftet et notat med en uddybning af analysen og konklusioner samt de plancher, som blev anvendt ved præsentationen for Socialudvalget.

Økonomi

Økonomiske konsekvenser

En umiddelbar vurdering er, at der i 2021 vil kunne blive behov for at justere på enkelttakster i en samlet størrelsesorden på 1-2 mio. kr., som afholdes inden for Socialudvalgets ramme.

Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Center for Økonomi indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Anbefalet.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



212. Ansøgning om lånegarantier til Faxe Forsyning A/S

Sagsnr: 13.00.00-Ø60-1-21 Sagsansvarlig: Lillian Fløjgaard

Sagsresume

Faxe Forsyning A/S søger om kommunale garantier for lån, der optages i forbindelse med investeringer i år 2021. Tilsvarende sag for investeringer i år 2020 blev godkendt af Byrådet på mødet den 6. februar 2020.


Byrådet skal i denne sag tage stilling til, om der skal gives kommunegaranti for 3 lån til Faxe Spildevand A/S, Faxe Spildevandscenter A/S samt Faxe Vandforsyning A/S.

Sagsfremstilling

Projektbeskrivelse

Faxe Forsyning A/S søger den 2. september 2021 om kommunale garantier for lån, der forventes optaget i forbindelse med investeringer i år 2021.


I henhold til investeringsbudgetterne for 2021 søges om følgende lån:

  • Faxe Spildevand A/S 12 mio. kr. som skal anvendes til finansiering af dele af kloakseparering af Dalby, rammeaftaler til NO-Dig samt byggemodninger
  • Faxe Spildevandscenter A/S 7 mio. kr. som skal anvendes til løbende renovering af renseanlæg, dog finansieres en andel af hvert projekt via Faxe Forsyning A/S driftsindtægter
  • Faxe Vandforsyning A/S 1 mio. kr. som skal anvendes til ledningsrenovering samt diverse pumper og overvågning


Finansiering af projektet

Alle 3 lån optages som byggekreditter i Kommunekredit i byggeperioden og omlægges til almindelige lån med en løbetid på 40 år, når byggeriet er afsluttet.


Faxe Forsyning A/S vil opnå en rentebesparelse ved at kunne optage lån med kommunale garantier. Rentebesparelsen afhænger af det konkrete lånetilbud, og vil være i størrelsesorden på 1 % p.a.


Vurdering af ansøgningen

Center for Økonomi vurderer på baggrund af de fremsendte regnskaber, at økonomien for Faxe Forsyning kan bære optagelse af de nævnte lån.

Center for Økonomi vurderer, at der ikke skal optages pant i ejendommen eller anlæg som sikkerhed for garantistillelsen, da risikoen for manglende indfrielse af lånet vurderes som lille.


Beslutter Byrådet at give garantierne, vil Faxe Kommune efter en konkret risikovurdering, årligt opkræve garantiprovision på 0,5 % p.a. af den til enhver tid værende restgæld på lånene ultimo året. Grundlaget for beregningen fremgår af vedhæftede notat.


Lovgrundlag

Vandsektorlovens § 16.

Lånebekendtgørelse nr. 1580 af 17. december 2013 om kommunernes låntagning og meddelse af garantier m.v., § 3, stk. 1.

Økonomi

Økonomiske konsekvenser

Garantiprovisionsindtægten vil det første år udgøre 100.000 kr.

I henhold til lånebekendtgørelsens § 3, stk. 3, belaster garantistillelserne ikke kommunens låneramme, da lånene er optaget til vandforsyning og spildevandsanlæg.


Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Center for Økonomi indstiller, :

  1. At Faxe Kommune giver garanti til Faxe Spildevand A/S til låneoptagelse på 12 mio. kr.
  2. At Faxe Kommune giver garanti til Faxe Spildevandscenter A/S til låneoptagelse på 7 mio. kr.
  3. At Faxe Kommune giver garanti til Faxe Vandforsyning A/S til låneoptagelse på 1 mio. kr.
  4. At der opkræves garantiprovision med 0,5 % p.a. af den til enhver tid værende restgæld ultimo året.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Anbefalet.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



213. Godkendelse af anlægsbevilling og rådighedsbeløb - salg af Præstøvej 143B

Sagsnr: 13.06.02-Ø54-14-21 Sagsansvarlig: Lykke Tina Outzen

Sagsresume

Parcelhusgrunden Præstøvej 143B, Faxe, er blevet solgt. Byrådet skal derfor tage stilling til anlægsbevilling og frigivelse af rådighedsbeløb.

Sagsfremstilling

Parcelhusgrunden Præstøvej 143B, Faxe, har været udbudt offentligt til salg til 138.400 kr. + moms gennem Nybolig, Faxe.


Bækkeskov Gods A/S har den 19. juli 2021 givet købstilbud på grunden til den udbudte pris, og dette har kommunen accepteret. Køber overtager grunden den 1.1.2022.


Efter kommunestyrelseslovens § 40, stk. 2, er det byrådet, som skal meddele den fornødne bevilling.

Økonomi

Økonomiske konsekvenser

Indtægt ved salg: 138.400 kr.

Udgift til salær til ejendomsmægler: 25.230 kr.

Overskuddet tilføres kassebeholdningen.

Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Center for Ejendomme indstiller, at

  1. Der gives anlægsbevilling og rådighedsbeløb, der samtidig søges frigivet således:
    - indtægt ved salg: 138.400 kr.
    - udgift til ejendomsmægler: 25.230 kr.
  2. Der samtidig overføres 2.768 kr. til 2%-kontoen, og
  3. punkt 1 og 2 finansieres af kassebeholdningen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Anbefalet.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



214. Godkendelse af en ny centerstruktur i Faxe Kommune pr. januar 2022

Sagsnr: 00.15.00-A00-10-21 Sagsansvarlig: Julie Randrup

Sagsresume

Byrådet godkendte den 1. september 2021 processen for og en ændring af centerstrukturen i Faxe Kommune, herunder at sende forslag til ændringen i høring i Hovedudvalget, relevante centerudvalg, råd, nævn og bestyrelser. Med denne sag skal Byrådet på baggrund af de indkomne høringssvar endeligt godkende ændringen af centerstrukturen i Faxe Kommune, gældende fra den 1. januar 2022.

Sagsfremstilling

Administrationen har evalueret den nuværende centerorganisering i kommunen og anbefaler, at centerstrukturen i forhold til socialområdet bliver ændret med henblik på stærkere og tidligere forebyggelse og de rette indsatser for borgerne.


Med en ny centerstruktur bliver dette muligt, da der bliver skabt en bedre sammenhæng og fagligt fællesskab mellem almen- og specialområdet i kommunen. Derudover giver det mulighed for et entydigt budgetansvar på det samlede børne- unge og familieområde.


Forslag til ny centerstruktur

Anbefalingen fra administrationen er, at strukturen omkring socialområdet bliver ændret således, at hele børne-, unge- og familieområdet bliver samlet i ét center, Center for Børn, Unge og Familier, og det specialiserede voksenområde bliver samlet med områderne under Center for Sundhed og Pleje i Center for Social, Sundhed og Pleje. Job- og beskæftigelsesområdet fortsætter i sin nuværende form i et selvstændigt center, Center for Beskæftigelse og Integration.


Ændringen medfører, at antallet af centerchefer bliver reduceret fra otte til syv. Administrationen anbefaler, at den afledte effekt i forhold til frigivne ressourcer bliver anvendt til at styrke ledelsesniveauet i Center for Børn, Unge og Familier og Center for Social, Sundhed og Pleje.


I Center for Børn, Unge og Familier bliver ledelsen blandt andet styrket gennem en styrket koordinering og dermed ledelseskraft, og i Center for Social, Sundhed og Pleje bliver ledelsen styrket med en udfører-/tilbudschef, der skal varetage den direkte ledelse af lederne på de fysiske bo- og aktivitetstilbud og plejecentre på social- og ældreområdet. Den præcise opgaveafgrænsning skal fastsættes i samarbejde med ledere og medarbejdere. De udegående funktioner (hjemmeplejedistrikter og hjemmesygeplejen) er allerede besluttet samlet under én leder. Udfører-/tilbudschef og leder af den samlede hjemme- og sygepleje referer til centerchefen.


I hovedtræk anbefaler administrationen, at:

  • Samle hele børne-, unge- og familieområdet i ét center, Center for Børn, Unge og Familier med de nuværende områder i Center for Børn og Undervisning
  • Samle hele det specialiserede voksenområde med områderne i Center for Sundhed og Pleje i et nyt center, Center for Social, Sundhed og Pleje
  • Job- og beskæftigelsesområdet fortsætter i sin nuværende form i et selvstændigt center, Center for Beskæftigelse og Integration
  • Ressourcer/medarbejdere/ledere følger opgaverne
  • Center for Beskæftigelse og Integration fortsætter som et selvstændigt center
  • Reducere antallet af centerchefer fra otte til syv



Det samlede og uddybende oplæg er vedhæftet som bilag.


Politisk beslutning

Byrådet blev den 1. september 2021 præsenteret for oplægget til en ændring af centerstrukturen og godkendte processen for og ændringen heraf, herunder at antallet af centerchefer bliver reduceret fra otte til syv, at Center for Familie, Social og Beskæftigelse bliver opdelt således, at opgaverne på socialområdet bliver fordelt mellem Center for Børn, Unge og Familier og Center for Social, Sundhed og Pleje. Byrådet godkendte også at sende oplægget i høring i Hovedudvalget, relevante centerudvalg, råd, nævn og bestyrelser.


Høringsfase

Hovedudvalget, de berørte centerudvalg og relevante råd, nævn og bestyrelser er blevet inddraget og hørt i processen, lige som de involverede ledere og medarbejdere er blevet inddraget.

I inddragelsesprocessen inden selve høringen har de involverede parter haft mulighed for at bidrage til at kvalificere og udfolde den overordnede model for centerstrukturen. Herunder er specifikke elementer, fx i forhold til præcisering af opgaver og normeringer blevet belyst og uddybet, lige som der er skabt forståelse og opbakning til en ny organisering.

Oplægget til strukturændringen har været i høring, og der er indkommet konstruktive input og løsningsforslag til den videre proces i forhold til implementeringsfasen, så potentielt nye udfordringer bliver imødegået.


Der er generelt stor opbakning til strukturændringen og mange gode forslag og input, fx:

  • Fokus på økonomi
  • Opmærksomhed på, at nye snitflader ikke skaber nye problemer, fx ift. Ungevejen
  • Fokus på tværgående samarbejder og at skabe og fastholde forpligtende koordinerende indsatser
  • Evaluering på effekter af omlægningen
  • Fokus på arbejdsmiljø under forandringen og i forbindelse med fordeling af fysiske rammer


På baggrund af høringen anbefaler direktionen, at Byrådet godkender forslaget om en ny centerstruktur.


Når Byrådet har truffet den endelige beslutning, arbejder administrationen videre med at implementere den nye struktur, herunder ved at inddrage forslag og input fra høringssvarene således, at der kan ske en fuld opstart i den nye organisering den 1. januar 2022.


Politisk betjening

Serviceringen og betjeningen af de politiske udvalg fortsætter i sin nuværende form via centrene. Administrationen anbefaler, at Byrådet i forbindelse med den nye byrådsperiode og behandling af styrelsesvedtægten tager stilling til en blivende udvalgsstruktur. Til brug for de politiske drøftelser herom udarbejder administrationen et notat om forskellige muligheder og overvejelser.

Økonomi

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser.


Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Byrådet godkender, at:

  1. Centerstrukturen ændres pr. 1. januar 2022.
  2. Antallet af centerchefer reduceres fra otte til syv.
  3. Center for Familie, Social og Beskæftigelse opdeles således, at opgaverne på socialområdet fordeles mellem Center for Børn, Unge og Familier og Center for Social, Sundhed og Pleje.
  4. Center for Beskæftigelse og Integration fortsætter som et selvstændigt center.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Økonomiudvalget anbefaler, at "Center for Beskæftigelse & Integration” ændres til “Center for Beskæftigelse”.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



215. Muligheder for finansiering af ny svømmehal i Haslev

Sagsnr: 04.04.00-G01-1-20 Sagsansvarlig: Betina Holmelund

Sagsresume

Denne sag handler om hvilke muligheder Faxe Kommune har for finansiering af en ny svømmehal, og valg af model for det videre arbejde.

Den nuværende svømmehal i Haslev er etableret i 1976/1977, og benyttes i dag af flere frivillige foreninger, skoler og kommunens indbyggere i den offentlige åbningstid.

Svømmehallen har været i kommunal drift i 44 år, og på baggrund af dette har Faxe Kommune i sommeren 2021 anmodet det rådgivende ingeniørfirma Rambøll om at foretage en gennemgang af bygningen, for at få en vurdering af behovet for renovering og en vurdering af svømmehallens restlevetid. Rambøll har ved gennemgangen vurderet at Haslev Svømmehal i bedste fald vil kunne fungere i op til 10 år, og at en større renovering ikke giver mening. En ny svømmehal bør derfor være taget i brug senest i 2031.

Det vurderes at opførsel af en ny svømmehal vil koste ca. 150 mio. kr. Faxe Kommune har ved udgangen af 2021 hensat (som del af kassebeholdningen) 32,8 millioner kroner til en ny svømmehal.

Sagsfremstilling

Center for Kultur, Frivillighed & Borgerservice har anmodet Advokatfirmaet Elmann om at belyse forskellige modeller for etablering af en ny svømmehal. Der arbejdes med fire modeller og disse er kort skitseret nedenfor.

Modellerne kan i sin helhed læses i notatet vedhæftet sagen. Modellerne bliver i notatet belyst i forhold til en juridisk og økonomisk konstruktion med fokus på såvel udbud, anlæg som efterfølgende drift.

De fire modeller er henholdsvis et ”klassisk” offentligt byggeri, hvor kommunen selv finansierer projektet og både er bygherre og efterfølgende driftsherre samt en modificeret udgave af denne, hvor driften udbydes eller overlades til en ekstern part via en driftsaftale. Hertil kommer en OPP-model (Offentligt-Privat-Partnerskab) med privat finansiering, anlæg og drift, hvor kommunen indgår en OPP-kontrakt med en privat aktør herom. Og en OPS-model (Offentligt-Privat-Samarbejde), hvor finansieringen ikke tilvejebringes af den private aktør, men i stedet gennem kommunen, KommuneKredit eller anden offentlig finansieringskilde.


1. Oversigt over modeller


Model 1

Model 2

Model 3

Model 4

Model-karakteristik:

Klassisk kommunal entreprise-model, egenfinan-sieret, med intern drift

(som i dag)


Klassisk kommunal entreprise-model, egenfinan-sieret, med ekstern drift


OPP-model med privat fremmed-finansiering

(markeds-løsning)

OPS-model med offentlig fremmed-finansiering

(KommuneKredit)

Anlægsfase:

Entreprenør opfører pba. anlægs-udbud.

Entreprenør opfører pba. anlægs-udbud. Drifts- og service-aftaler kan være del af udbuddet.


Entreprenør opfører og ejer pba. udbud.

Entreprenør opfører pba. udbud.

Driftsfase:

Kommunen drifter selv via egne ansatte.

(som i dag)

Kommunen overlader driften til private via udbud eller driftsaftale.

Teknisk og ”almindelig” drift kan varetages af entreprenøren eller overlades til anden ekstern samarbejds-partner


Teknisk og ”almindelig” drift kan varetages af entreprenøren eller overlades til anden ekstern samarbejds-partner

Finansiering:

Kommunal kasse-beholdning

Kommunal kasse-beholdning

Entreprenør sørger for finansiering via banklån, realkreditlån eller obligations-udstedelse

(alm. Markedsvilkår)


Kommunen garanterer anlægssummen eller leaser finansielt via eksempelvis

KommuneKredit



Lån- eller

leasingtager:

Ingen

Ingen

OPP-selskabet

Kommunen

Lån- eller

leasinggiver:

Ingen

Ingen

Bank, realkreditinstitut eller institutionel investor m.v.


KommuneKredit eller anden offentlig finansieringskilde

Ejer i Aftale-perioden

Kommunen

Kommunen

OPP-selskabet

KommuneKredit eller anden financier


Ejer efter aftale-periodens ophør:


Kommunen /ej

relevant

Kommunen/ej relevant

Kommunen anviser køber

Kommunen anviser køber

Deponerings-pligt:

Nej

(Alm. Kassetræk gennem anlægs bevilling)

Nej

(Alm. Kassetræk gennem anlægs bevilling)

Ja, op til samlet anlægssum (anslået maks. 150 mio. kr.) Deponeres i takt med anlægsfasens gennem-førelse


Ja, samlet anlægssum (anslået ca. 150 mio. kr.)

Deponeres i takt med anlægsfasens gennemførsel

Påvirker

anlægsloft?

Ja

Ja

Nej

Nej



ØKONOMI



Anslået udgift i anlægsfasen

(Afholdes over 4 budget år):

150 mio. kr. (Anlægssum + rådgivning mv.)

150 mio. kr. (Anlægssum + rådgivning mv)

10-15 mio. kr. (Rådgivning mv.)

(ekstern)

Samt deponering af anlægssum (kommunen)



Renter af "oparbejdningskontoen" hos KommuneKredit (Byggekredit)

(ekstern part)

Samt deponering af anlægssum (kommunen)


Årlig drifts- udgift efter ibrugtagning, i 25 år:

Driftstilskud + Uforudsete

udgifter

(ejerrisiko)

Driftstilskud + Uforudsete

udgifter

(ejerrisiko)

Fast driftstilskud + Leasingydelse med 2,5% i

gennemsnitsrente (ca. 4,85 mio.kr.) - tilbagebetaling af deponeret sum (6 mio. kr.) = 1/25


Fast driftstilskud

+ Leasingydelse, med 0,5% i

gennemsnitsrente (ca. 3,85 mio. kr.) - tilbagebetaling af deponeret sum (6 mio. kr.)

Betaling af restværdi efter 25 år (40%):


0 kr.

0 kr.

60 mio. kr. (ved 40% restværdi)

60 mio. kr. (ved 40% restværdi)



Deponeringspligt

I model 3 skal Faxe Kommune deponere et beløb svarende til anlægssummen, for den del af svømmehallen som benyttes af Faxe Kommune, og i model 4 deponeres hele anlægssummen (kommunal garantistillelse) . Beløbet deponeres på en lukket bankkonto i takt med at anlægsudgifterne betales. Når byggeriet står færdig udbetales det deponerede beløb med 1/25 pr. år. Efter de 25 år skal Faxe Kommune tage stilling til om, kommunen selv vil overtage svømmehallen eller anvise en anden køber.

Deponeringsforpligtelsen i model 3 og 4 påvirker Faxe Kommunes kassebeholdning på samme måde som et kassetræk, idet det deponerede beløb skal fratrækkes i opgørelsen af kommunens likviditet efter kassekreditreglen.


Opsamling

I notatet anbefales det at Faxe Kommune opfører en ny svømmehal som et Offentligt-Privat-Samarbejde (OPS-model 4) med en fremmedfinansiering.

Den selvejende institution Haslev Hallerne har udvist interesse i et samarbejde med Faxe Kommune om, at stå for anlæg og drift af ny svømmehal. Forskellige muligheder for dette er også beskrevet i notatet.

Administrationen vurderer at OPS-modellen økonomisk set er mest fordelagtigt.. Modellen giver også mulighed for at Haslev Hallerne kan indgå på forskelligvis efter nærmere aftale, og som anvist i notatet.

Administrationen indstiller derfor, at der arbejdes videre med en konkretisering af OPS-modellen. Det skal ske med henblik på at grundlaget kan være på plads til budgetbehandlingen vedrørende budget 2023. Det giver mulighed for i fair tid at træffe beslutninger om en ny svømmehal i Haslev.

Det gælder også såfremt det videre arbejde skulle give anledning til at vende tilbage til en klassisk model.


Økonomi

Økonomiske konsekvenser

I alle fire modeller skal Faxe Kommune tilvejebringe anlægssummen. I model 1 og 2 skal der være godkendt anlægsbevilling i budgettet. I model 3 og 4 sker deponeringen som en finansforskydning, og budgetlægges som en balanceforskydning. Deponeringsbeløbet kommer over tid tilbage i kommunens kasse.


Figur 1: Anlægsudgift – finansieringsprofil

De grønne søjler illustrerer forudsat prioriteret kasseopbygning i alle fire modeller, dvs. at der ikke er nogen tidsmæssig forskel i, hvornår kassetrækket vil finde sted, idet tidspunktet for hhv. betaling af anlægsudgift eller deponering vil være den samme. De lyseblå søjler viser den fortløbende afskrivning af deponeringen


Sagen afgøres af

Økonomiudvalget.

Indstilling

Center for Kultur, Frivillighed & Borgerservice indstiller, at

  1. Det juridiske notat tages til efterretning.
  2. Med henblik på at kunne indgå i budgetbehandlingen for 2023, arbejdes der videre med OPS-modellen som led i afklaring af endeligt modelvalg.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Godkendt at administrationen arbejder videre med model 1, 2 og 4.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



216. Godkendelse af deltagelsen i Klyngeetablering på Sjælland

Sagsnr: 24.05.10-A00-1-21 Sagsansvarlig: Ib Østergaard Rasmussen

Sagsresume

Der skal med denne sag tages stilling til Faxe Kommunes deltagelse i modellen med klyngekontorerne i KKR Sjælland og herunder en medfinansiering af økonomien.


Uddannelses- og forskningsministeren udpegede i efteråret 2020 14 nye, nationale viden- og erhvervsklynger.

KKR Sjælland drøftede ministerens initiativ og besluttede den 1. februar 2021 at anbefale en tværkommunal understøttelse af klyngeindsatsen for de14 nye nationale viden- og erhvervsklynger.

KKR Sjælland anbefalede samtidig, at der skulle laves en model med yderligere, regionale klyngekontorer på Sjælland og pegede umiddelbart på etableringen af et klyngekontor for området " Byggeri og Anlæg".


Modellen med særlige klyngekontorer i KKR Sjælland er herefter udvidet med yderligere tre, færdigbeskrevne klyngekontorer.

Sagsfremstilling

Det har været afgørende for KKR Sjælland, at få regionale klyngekontorer indenfor nogle af de erhvervsmæssige styrkepositioner, man har i sjællandsregionen. På den måde kan klyngekontorerne være med til at løfte virksomheder i alle 17 kommuner og bidrage til arbejdspladser og udvikling.


Klyngekontorerne vurderes at være et godt og relevant bidrag til den erhvervsindsats, der finder sted i Faxe Kommune herunder i Business Faxe.


KKR Sjælland har drøftet medfinansieringen af de ekstra klyngekontorer. Man besluttede på et møde den 30. august 2021 at anbefale regionens 17 kommunalbestyrelser, at bidrage til medfinansiering af i alt fire, regionale klyngekontorer.

Udover klyngekontoret for "Bygge og Anlæg" er der tale om disse tre:


  1. CLEAN - Danmarks Miljøteknologiklynge (Leadkommune* Roskilde),
  2. Food & Bio Cluster Denmark (Leadkommune Slagelse), og
  3. Life Science Cluster Denmark (Leadkommuner Kalundborg/Nykøbing F.).


*For hvert regionalt klyngekontor er udpeget en leadkommune, hvor klyngekontoret fysisk er placeret.


Beskrivelser af de tre nævnte klyngekontorer er lagt på sagen.


Klyngekontorerne skal i perioden 2021-2024 styrke innovation og netværk blandt særligt små og mellemstore virksomheder i KKR Sjælland.

Samtidig skal de understøtte samarbejdet mellem forskere og virksomheder på en række erhvervs- og teknologiområder.

Klyngerne skal desuden understøtte virksomheders, og særligt de små og mellemstore virksomheders produktivitet og konkurrenceevne gennem samarbejde om innovation og overførsel af viden.


Med KKR Sjællands anbefaling lægges der umiddelbart op til, at alle 17 kommuner deltager og bidrager til medfinansieringen.

Medfinansieringen fra kommunerne er for et klyngekontor samlet 1 mio. kr. årligt i perioden 2022-2024.

Udgiften på 1 mio. kr. fordeles med

  • 500.000 kr./år/klyngekontor for leadkommunen.
  • 500.000 kr./år/klyngekontor, fordeles mellem de øvrige deltagende kommuner ud fra enberegning efter befolkningstallet pr. 1.1. 2021.


Alle de deltagende kommuner har fået besked om, at der først skal ske kommunal medfinansiering fra og med 2022. Dette selvom klyngekontorerne starter op allerede i 2021.


Faxe kommune forpligter sig i denne sag til for hvert af de fire klyngekontorer, at medfinansiere sin andel af de 500.000 kr./år/klyngekontor i perioden 2022-2024.

Hvis der fortsat viser sig et behov for kommunal medfinansiering efter 2024 vil sagen blive rejst på ny i KKR.


Kommunernes respektive medfinansiering fremgår af bilaget til KKR Sjællands møde d. 30. august 2021, der er lagt på sagen.

Økonomi

Økonomiske konsekvenser

KKR Sjælland har opgjort Faxe kommunes andel af medfinansieringen til alle fire klyngekontorer for hvert af årene at være:



Alle de deltagende kommuner har fået oplyst, at der først skal ske kommunal medfinansiering fra og med 2022.

Faxe kommunes andel af medfinansieringen af de fire klyngekontorer er herefter årligt 96.157 kr. i tre år.


Udgiften for 2022 foreslås afholdt fra Udviklingspuljen, og i årene derefter foreslås udgiften indarbejdet i budgetforslaget.


Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Direktionssekretariatet indstiller, at:

  1. Faxe kommune tilslutter sig modellen med fire klyngekontorer.
  2. Faxe kommune deltager i medfinansieringen fra og med 2022.
  3. Den samlede årlige kommunale udgift på 96.157 kr. afholdes i 2022 af Udviklingspuljen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Anbefalet.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



217. Opfølgning på handleplan og genopretningsplan for hjemmeplejen i Faxe Kommune

Sagsnr: 29.09.20-G01-1-21 Sagsansvarlig: Kim Lützhøft Jensen

Sagsresume

På Senior & Sundhedsudvalgets møde i august fik udvalget forelagt en fremadrettet handleplan for hjemmeplejen i Vest. I denne sag gøres status på denne handleplan. Det foreslås samtidigt, at handleplanen udvides til også at omfatte hjemmeplejen i Øst, så den dermed bliver en genopretningsplan for den samlede hjemmepleje. Der forslås to nye initiativer: at der udarbejdes en sag med forslag til nye lokaler til et hjemmeplejedistrikt i Haslev, og at der afsættes en pulje på 100.000 kr. til personalegoder i hjemmeplejen.

Sagsfremstilling

På Senior & Sundhedsudvalgets møde i august fik udvalget forelagt en sag om tilsynsrapporten fra det uanmeldte tilsyn i Hjemmeplejen Faxe Vest samt den fremadrettede handleplan, der skal sikre at alle borgere modtager hjemmepleje i overensstemmelse med lovgivning, kvalitetsstandarder og værdighedspolitikken. På samme møde fik udvalgt også forelagt en sag om den helt aktuelle status i hjemmeplejen samt arbejdet med revisitationen af borgere, der modtager hjemmepleje.
Et enigt Senior & Sundhedsudvalg besluttede at videresende denne sag til Økonomiudvalgets behandling i forhold til personaledelen.

Økonomiudvalget behandlede sagen d. 25. august, hvor udvalget besluttede, at de ønsker at modtage en generel genopretningsplan på personale/rekruttering/fastholdelse/arbejdsmiljø/organisering, herunder den nødvendige ledelseskraft, og at følge med i udviklingen med løbende statusorienteringer.

For at kunne imødekomme Økonomiudvalgets ønske om en generel genopretningsplan for hjemmeplejen, har Center for Sundhed & Pleje nu præciseret, at handleplanen ikke kun gælder for Hjemmeplejen i Faxe Vest, men for hele hjemmeplejen i Faxe Kommune. Samtidigt er der tilføjet et afsnit om den nye organisering af hjemmeplejen således, at handleplanen omfatter alle de initiativer, der er igangsat med henblik på at forbedre arbejdsmiljøet og dermed rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i hjemmeplejen.

Status på den fremadrettede handleplan for hjemmeplejen

Center for Sundhed & Pleje afholder faste månedlige opfølgningsmøder, hvor der bliver gjort status på handleplanens initiativer, og hvor handleplanen bliver ajourført. Handleplanen er tiltænkt som et ”levende dokument”, der kan tilføjes og rettes i med det formål at højne kvaliteten i hjemmeplejen til glæde for borgerne, pårørende og medarbejdere.

Flere mål i handleplanen er allerede gennemført. Det kan bl.a. nævnes, at ”den gode tone” er implementeret på MED- og TRIO-møder. Der er planlagt relevante kurser for alle nyansatte ved ansættelsesstart. Registrering af utilsigtede hændelser (UTH) er sat i system, og der er iværksat regelmæssig triagering for hjemmeplejens medarbejdere. Der er oprettet en stilling som overordnet faglig koordinator i hjemmeplejen, som er besat med en sygeplejerske. Samtidigt ansættes fire SOSU-assistenter, der ved siden af deres kerneopgave skal fungere som faglige koordinatorer i de fire nye distrikter.

Den 1. september 2021 trådte organisationsændringen i kraft, og hjemmeplejen og sygeplejeenheden er nu samlet under én leder. Organisationsændringen inkluderer fire nye hjemmeplejedistrikter med hver sin leder, som har særskilt budget- og personaleansvar: nord, syd, øst og vest samt Sygeplejeenheden. Center for Sundhed & Pleje forventer at ansætte de nye distriktsledere den 1. november 2021. Efter ansættelse af de nye distriktsledere vil processen med selvtilrettelæggende teams gå i gang.

Center for Sundhed & Pleje orienterede Sundhed & Seniorudvalget om organisationsændringen den 13. april 2021.

I denne sammenhæng kan det også nævnes, at arbejdet med revisitationen af modtagerne af hjemmepleje af godt undervejs. Indtil videre er ca. 10-15% af borgerne blevet revisiteret. Ifølge visitationen er der endnu ikke nogle klare indikationer på, i hvilket omfang revisitationsprocessen får betydning for den samlede mængde af visiterede ydelser. Administrationen vil på et senere møde, når der foreligger et bedre overblik, forelægge en selvstændig sag for udvalget om dette.

Nye lokaler til hjemmeplejen i Haslev

Det er vigtigt for ledelse og medarbejdere i hjemmeplejen, at de fire nye hjemmeplejedistrikter fysisk placeres hver for sig, for bedst muligt at understøtte den nye organisering. I Øst er der mulighed for dette på Sundhedscentret i Faxe. I vest, der i dag er placeret i lokaler på Frederiksgade Plejecenter, er der imidlertid brug for etablering af nye lokaler til det ene distrikt. Dette understreges af, at de nuværende lokaler i Frederiksgade ikke vurderes egnede til at kunne rumme så mange medarbejdere som i dag på en ordentlig måde. Etableringen af lokaler til et hjemmeplejedistrikt i vest er dermed også en central del af arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne i hjemmeplejen. På den baggrund foreslår administrationen, at der udarbejdes et konkret oplæg til nye lokaler til et hjemmeplejedistrikt i Haslev, der præsenteres for udvalget på et kommende møde.


Afsætte pulje til personalegoder i hjemmeplejen

I forbindelse med arbejdet med handleplanen, og den dialog der i den forbindelse har været med medarbejderne i hjemmeplejen, er det tydeligt, at der fra medarbejdernes side efterspørges personalegoder på samme måde, som det kendes fra andre kommunale og private arbejdspladser. Det kan fx være adgang til gratis fitness eller svømmehal eller massageordning eller lignende. På den baggrund, og set i lyset af den indsats, der er blevet ydet fra medarbejderne hen over sommeren, foreslår administrationen, at der afsættes en pulje på 100.000 kr. (svarende til ca. 400-500 kr. pr. medarbejder) til personalegoder i hjemmeplejen. Det foreslås samtidigt, at der nedsættes en gruppe af medarbejdere og ledere fra hjemmeplejen, der skal udmønte puljen, så den får mest mulig gavn for medarbejderne.

Økonomi

Økonomiske konsekvenser

Etableringen af en pulje på 100.000 kr. til personalegoder i hjemmeplejen forslås finansieret over kontoen til fællesudgifter- og indtægter for ældreområdet centralt, og vil dermed ikke belaste hjemmeplejens økonomi.  

Sagen afgøres af

Økonomiudvalget.

Indstilling

Center for Sundhed & Pleje indstiller:

  1. at handleplanen udvides til at omfatte hjemmeplejen i Øst og dermed bliver en genopretningsplan for den samlede hjemmepleje, og
  2. at status på handleplanen tages til efterretning, og
  3. at der til et kommende møde udarbejdes et konkret oplæg til nye lokaler til et hjemmeplejedistrikt i Haslev, og
  4. at der afsættes en pulje på 100.000 kr. til personalegoder i hjemmeplejen, der udmøntes af arbejdsgruppe af medarbejdere og ledere fra hjemmeplejen. Puljen finansieres over kontoen til fællesudgifter- og indtægter for ældreområdet centralt, og vil dermed ikke belaste hjemmeplejens økonomi.



Beslutning fra Senior & Sundhedsudvalget, 29. september 2021, pkt. 124:

Anbefalet, idet udvalget bemærker, at Ældrerådet er positive overfor hele projektet.


Fraværende: Ingen

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Godkendt.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



218. Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg nr. 31 og lokalplan 1200-41 Aktivitetspark på og omkring Jomfruens Egede

Sagsnr: 01.02.05-P16-13-19 Sagsansvarlig: Rikke Welan Kamper

Sagsresume

Forslag til kommuneplantillæg nr. 31 og lokalplan 1200-41 blev godkendt af Byrådet den 11. maj 2021. Planerne, har med tilhørende miljørapport været, været fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 6. juni til den 10. august 2021. Faxe Kommune har modtaget 11 høringssvar i forbindelse med høringen. Der skal nu tages stilling til, om planerne skal vedtages endeligt.

Sagsfremstilling

Lokalplan 1200-41 giver bonusvirkning til en række faciliteter og træder derfor i stedet for en landzonetilladelse. Derfor er der sideløbende med planprocessen udarbejdet en VVM-redegørelse (miljøkonsekvensrapport) for
selve projektet, denne har været fremlagt i offentlighøring sammen med planforslagene. Byrådet behandler på mødet den 14. oktober både sag om VVM-redegørelse og sag om lokalplan, kommuneplantillæg og miljørapport.


Offentlig høring

Tirsdag den 15. juni 2021 afholdte Faxe Kommune et borgermøde om planforslagene. På mødet deltog omkring 20 borgere, politikere mv.


Faxe Kommune har modtaget 11 høringssvar i høringsperioden, høringssvarene handler i hovedtræk om: Støj fra områdets aktiviteter, åbningstider og brugen af området, placering af manøvrebanen, højde på ny bebyggelse og kortlægning af naturværdier og beskyttede arter.


Alle høringssvar er samlet i deres fulde længde og kommenteret i den vedlagte hvidbog. Enkelte emner er besvaret samlet, herunder støj, brug af aktiviteter og åbningstider. Som følge af de emner der blev rejst spørgsmål til på borgermøde og de indkomne høringssvar er der blevet udarbejdet uddybende notater om flere emner. Derfor er der 8 bilag vedhæftet i hvidbogen.


Det er Center for Plan & Miljøs vurdering, at disse notater underbygger de konklusioner, som blev fremlagt i miljørapporten i den offentlige høring. Der er dog anledning til enkelte ændringer i miljørapport og lokalplan på baggrund af høringssvarene. Ændringerne fremgår af hvidbogen.


Høringssvar om støj og åbningstider

Et gennemgående emne i høringssvar og på borgermødet har været bekymringen for støj fra jagtbanen og manøvrebanen og spørgsmål om hvornår disse anlæg har åbent og er i brug.

Den overordnede konklusion på støj fra manøvrebanen er, at de vejledende støjgrænser ikke vil blive overskredet. Beregningerne er udført, så de afspejler den støjbelastning der må forventes, når anlægget er opført og i fuld maksimal drift, dvs. hvor hele området er i brug kontinuerligt mellem kl. 10 og 16 (hverdage og weekender).


I forholdt il støj fra jagtbanen er det Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier der er lagt til grund for VVM-redegørelse og miljørapport. Det er det beregnede støjniveau der definerer grænsen for, hvor meget en ny skydebane kan anvendes. I dette tilfælde er det forudsat i VVM-redegørelse og Miljørapport, at støjen ikke må overstige 67 dB ved den mest støjbelastede bolig. SWECO har på baggrund af spørgsmålene på borgermødet og de indkomne høringssvar udarbejdet et notat der beskriver forudsætningerne for beregningen af støjbelastningen fra jagt- og oplevelsesbanen og de deraf følgende mulige åbningstider, notatet er vedlagt hvidbogen som bilag.


Der er ikke mulighed for at regulere åbningstiderne på jagtbanen i lokalplanen, da der ikke er hjemmel til det i planloven. Realisering af jagtbanen forudsætter, at der gives en miljøtilladelse, hvor i åbningstiderne kan reguleres. Miljøgodkendelsen kan først gives efter lokalplanen er endeligt vedtaget og offentliggjort. Hvis åbningstiderne efterfølgende ønskes ændret, vil det kræve et tillæg til miljøgodkendelsen.


Manøvrebanens åbningstider bliver reguleret i en kommende VVM-tilladelse, da de vil blive givet på baggrund af de forudsætninger, der er lagt til grund for VVM-redegørelsen, hvilket er kl. 10-16 i hverdage og weekender. Hvis disse forudsætninger overskrides eller der er ønske om længere/anden åbningstid, vil det kræve en ny VVM-tilladelse, da der sker ændringer i projektet.


Kommuneplantillæg nr. 31

Formålet med kommuneplantillægget er at fastlægge nye retningslinjer, at udpege et nyt turist- og oplevelsescenter og at udlægge en ny kommuneplanramme til rekreative formål på og omkring jomfruens Egede. Derudover ændres enkelte retningslinjer i Kommuneplan 2013. Det gælder i forhold til hoteller og anden overnatning, særligt bevaringsværdige landskaber og støjende fritidsanlæg.


Et høringssvar giver anledning til en mindre ændring af kommuneplanramme Å-R7, med præcisering af, hvor høj den nye bebyggelse ved selve godset må være. Ændringen fremgår af vedlagte rettelsesblad. Der ud over giver høringssvarene ikke anledning til ændringer i kommuneplantillægget.


Lokalplan 1200-41 Aktivitetspark på og omkring Jomfruens Egede

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for etablering af en ny turistdestination på og omkring Jomfruens Egede og samtidig sikre, at stedets bevaringsværdier og godsets primære drift, som land- og skovbrug kan fortsætte. Lokalplanen udlægger otte delområder med hver sin anvendelse.


Delområdernes overordnede anvendelse er:

A) Jomfruens Egede: Omfatter selve Jomfruens Egedes bygningskompleks og haveanlæg. Der udlægges 2 byggefelter til nye bygninger og et areal til glamping-telte i sommerhalvåret.


B) Aktivitetsskov i Hulket skov: Omfatter Hulket skov. Her muliggøres en terrænkørselsbane på eksisterende og nye skovspor. Banen er til både løbere, cykler og motorkøretøjer. Der udlægges et byggefelt til 5 shelters og en bålhytte.


C) Demo-mark på Iskældermarken: Omfatter marken vest for Kirkeskovvej, syd for alléen. Området kan anvendes til demonstration af landbrugsmaskiner og uddannelse i brug af landbrugsmaskiner. Der udlægges et kørespor omkring marken og der kan etableres op til 10 opholdsflader langs dette spor.


D) Manøvrebane på Lademarken: Omfatter marken vest for Kirkeskovvej, nord for alléen. Området udlægges til manøvrebane i form af en bane, hvor aktører kan teste, både køretøjets egenskaber og egne kørefærdigheder. Banen etableres ikke til undervisning i kørekort og banen er ikke til hurtig kørsel. Der kan anlægges et kørespor og en forhindringsbane/udfordringsbane på marken.


E) Jagt- og oplevelsesbane i Åstrup skov: Omfatter en del af Åstrup skov. Her muliggøres etablering af en jagtbane, til lerdueskydning. Der kan etableres op til 20 skydestande i området og op til 30 kaste-stationer, heraf kan 2 kastestationer have en højde på 20 meter og 40 meter udført som gittermaster. de resterende kastestationer skal udarbejdes i træ, heraf må 4 have en højde på op til 12 meter og de resterende en højde på maksimalt 8 meter. Der udlægges derudover et byggefelt til en samlingshytte til jagtbanen.


F) Øster Egede Kirke: Udlægges til offentlige formål, og der sker ingen ændringer i område. Kirken er i dag en folkekirke og området er taget med i lokalplanen, da det er en naturlig del af godsets areal.


G) Ekstra parkering og ny adgangsvej: Omfatter marken nord for Hulket skov, her muliggøres etablering af en ny adgangsvej til Hulket skov - væk fra eksisterende boliger. Marken udlægges derudover til ekstra parkering og vil blive anvendt ved særligt store arrangementer.


H) Skov: Området består af en skovbevoksning og der sker ingen ændringer i området. Lokalplanen fastsætter bestemmelser for de enkelte delområder, blandt andet i forhold til ny bebyggelses størrelse, materialer og farvevalg, terrænregulering og etablering af kastestationer på jagtbanen.


Lokalplan 1200-41 fremlægges til endelig godkendelse, med de ændringer der fremgår af rettelsesbladet og som beskrevet i hvidbogen. Lokalplan og kommuneplantillæg er udarbejdet i henhold til planloven.


Miljørapport

I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) er der udarbejdet en miljørapport til forslag til kommuneplantillæg nr. 31 og forslag til lokalplan 1200-41, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at planerne ville medføre en væsentlig indvirkning på miljøet.


På baggrund af en afgrænsningsrapport (scoping) blev det besluttet, at miljørapporten skulle have særligt fokus på, de med fed markerede emner: Den biologiske mangfoldighed, fauna og flora, Befolkningen og menneskers sundhed – Herunder støjbelastning og kumulative effekter og øget trafik i området, Vand (herunder afledning af spildevand), Kulturarv, (herunder kirker og deres omgivelser), samt arkitektonisk og arkæologisk arv samt landskab


Miljørapporten har været fremlagt i høring sammen med planforslagene. Hovedkonklusionen i miljørapporten er, at en realisering af planerne overordnet set ikke vil give væsentlige miljøproblemer. Alle høringssvar er behandlet i hvidbogen sammen med høringssvar til planforslagene. Der er på baggrund af høringen mindre ændringer til miljørapporten, disse fremgår af hvidbogen.

Jævnfør § 13 i Miljøvurderingsloven skal Faxe Kommune ved den endelige vedtagelse af en plan, der er omfattet af kravet om miljøvurdering, udarbejde en sammenfattende redegørelse. Redegørelsen skal forelægges byrådet i forbindelse med den endelige vedtagelse af planerne, redegørelsen er vedlagt sagen som bilag. Redegørelsen bliver vedhæftet lokalplanen ved offentliggørelse af den endelige plan.

Økonomi

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser.

Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Center for Plan & Miljø indstiller,

  1. at Kommuneplantillæg nr. 31 godkendes endeligt med de ændringer der fremgår af rettelsesbladet.
  2. at Lokalplan 1200-41 godkendes endeligt med de ændringer der fremgår af rettelsesbladet.
  3. at Miljørapporten godkendes endeligt med følgende ændringer:

a) Side 43:
Nuværende tekst: Kørsel med motorkøretøjer i skoven vil foregå i meget lav fart (gang- og løbetempo) og meget lave motoromdrejninger.
Ændres til: Kørsel med motorkøretøjer i skoven vil foregå i meget lav fart (gang- og løbetempo) og meget lave motoromdrejninger. Der vil ikke være mulighed for kørsel med motocross-motorcykler og ekstrem 4WD (
Firehjulstræk) på terrænbanen.

b) Side 46:
Nuværende tekst: De udførte støjberegninger på Delområde E, viser, at jagt- og oplevelsesbanen overholder et maksimalt støjniveau på 67dB, efter at der er etableret støjvold omkring de to nærmeste boliger, Åstrup Skov 2 og Egedevej 123. Dette støjniveau betyder, at banen ugentligt kan benyttes 6 hverdage (mandag-lørdag) i dagtimerne (kl. 7-18) samt 2 aftener (kl. 18-22). Ændres til: De udførte støjberegninger på Delområde E, viser, at jagt- og oplevelsesbanen overholder et maksimalt støjniveau på 67dB, efter at der er etableret støjvold omkring de to nærmeste boliger, Åstrup Skov 2 og Egedevej 123. Dette støjniveau betyder, at banen ugentligt kan benyttes som vist i skemaet.” (skema over maksimalt muligt åbningstider indsættes). I perioden maj-august kan afholdes 4 stævner/kurser/øvelser (skydning i 2 dage i samme weekend) og i perioden september-april 4 stævner/kurser/øvelser. Stævner/kurser/øvelser i weekenden skal afvikles indenfor tidsrummet lørdag kl. 09.00-20.00 og søndag kl. 09.00-18.00.


c) Side 55: Kort over kortlagte kerneområder for flagermus rettes, så de to grønne stjerne får blå farve, da de er beliggende i Faxe Kommune og ikke i Næstved Kommune

d) Side 70:
Nuværende tekst: Såfremt Rød Glente bruger overnatningspladsen i Åstrup Skov bør banen ikke benyttes efter kl. 14 i perioden fra oktober til marts, med mindre monitorering viser, at aktiviteterne på banen ikke påvirker fuglenes brug af overnatningspladsen.
Ændres til: Såfremt Rød Glente bruger overnatningspladsen i Åstrup Skov bør banen ikke benyttes senere end 1 time før solnedgang i perioden fra oktober til marts, med mindre monitorering viser, at aktiviteterne på banen ikke påvirker fuglenes brug af overnatningspladsen.

4. at den sammenfattende redegørelse af miljøvurderingen godkendes.



Beslutning fra Plan & Kulturudvalget, 29. september 2021, pkt. 129:

Anbefalet.


Fraværende: Ingen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Anbefalet.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



219. Godkendelse af VVM-tilladelse til aktivitetspark på og omkring Jomfruens Egede

Sagsnr: 09.40.15-P05-1-20 Sagsansvarlig: Rikke Welan Kamper

Sagsresume

Jomfruens Egede Gods har ansøgt om VVM-tilladelse til en aktivitetspark på og omkring godset. VVM-redegørelse (miljøkonsekvensrapport) og udkast til VVM-tilladelse har været fremlagt i offentlig høring i perioden den 6. juni til den 10. august 2021. Der skal nu tages stilling til, om VVM-redegørelse og VVM-tilladelse kan godkendes endeligt.


Sagsfremstilling

Jomfruens Egede Gods har ansøgt Faxe kommune om at etablere en aktivitetspark på og omkring godset. Projektet omfatter overordnet set etablering af ny bebyggelse og mulighed for glamping telte i tilknytning til selve godset. Mulighed for at anvende Hulket skov til terrænkørsel samt etablering af sheltere og bålhytte. Etablering af en manøvrebane med udfordringer for køretøjer. Etablering af en jagt og oplevelsesbane i Åstrup skov med tilhørende samlingshytte. Mulighed for at anvende en mark til demonstration af og undervisning i landbrugsmaskiner.


Projektet er lokalplanpligtigt, og der er derfor udarbejdet kommuneplantillæg og lokalplan for området samt medfølgende miljørapport. Plan & Kulturudvalget behandlede på mødet den 29. september endelig vedtagelse af lokalplan 1200-41 for en aktivitetspark på og omkring Jomfruens Egede. Lokalplan 1200-41 giver bonusvirkning til en række faciliteter og træder dermed i stedet for en landzonetilladelse. Dette medfører, at detaljeringsniveauet i selve projektet er højt, og der er derfor sideløbende med planprocessen udarbejdet en VVM-redegørelse (miljøkonsekvensrapport) for selve projektet. Byrådet behandler både denne sag om VVM-redegørelse og sag om endelig vedtagelse af lokalplan og kommuneplantillæg på mødet den 14. oktober 2021.


VVM-redegørelsen har sammen med udkast til VVM-tilladelse været fremlagt i offentlig høring i 10 uger samtidig med lokalplan, kommuneplantillæg og miljørapport. Center for Plan & Miljø har i høringsperioden modtaget 11 høringssvar, som både relaterer sig til VVM, miljørapport og lokalplanens indhold. Alle høringssvar er samlet i vedhæftede hvidbog, hvor også administrationens bemærkninger og indstillinger fremgår. Hvidbogen er vedhæftet som bilag.


Et gennemgående emne i høringssvarene var bekymring for støj fra især jagtbanen og også manøvrebanen og regulering af åbningstider på henholdsvis jagtbane og manøvrebane. Åbningstiderne kan ikke reguleres i en lokalplan, og da jagtbanen kræver miljøgodkendelse, vil det være med denne tilladelse, at åbningstiderne kan reguleres. Miljøgodkendelsen gives først efter at lokalplanen er endeligt vedtaget. Åbningstiderne på manøvrebanen reguleres i VVM-tilladelsen. Høringssvarene giver anledning til enkelte ændringer i VVM-redegørelsen, og der ud over til ændrede vilkår i VVM-tilladelsen.


VVM-tilladelse (miljøkonsekvensrapport)

VVM-redegørelsen som fremlagt i høringsperioden er vedhæftet sagen som bilag. På baggrund af høringssvarene er følgende ændret:

Side 37, nuværende tekst: ”Kørsel med motorkøretøjer i skoven vil foregå i meget lav fart (gang- og løbetempo) og meget lave motoromdrejninger.”

Ændres til: ”Kørsel med motorkøretøjer i skoven vil foregå i meget lav fart (gang og løbetempo) og meget lave motoromdrejninger. Der vil ikke være mulighed for kørsel med motocross-motorcykler og ekstrem 4WD på terrænbanen.”


Side 41, nuværende tekst: "De udførte støjberegninger på Delområde E, viser, at jagt- og oplevelsesbanen overholder et maksimalt støjniveau på 67dB, efter at der er etableret støjvold omkring de to nærmeste boliger, Åstrup Skov 2 og Egedevej 123. Dette støjniveau betyder, at banen ugentligt kan benyttes 6 hverdage (mandag-lørdag) i dagtimerne (kl. 7-18) samt 2 aftener (kl. 18-22).”

Ændres til: ”De udførte støjberegninger på Delområde E, viser, at jagt- og oplevelsesbanen overholder et maksimalt støjniveau på 67dB, efter at der er etableret støjvold omkring de to nærmeste boliger, Åstrup Skov 2 og Egedevej 123. Dette støjniveau betyder, at banen ugentligt kan benyttes som vist i skemaet.” (skema over maksimalt muligt åbningstider indsættes). I perioden maj-august kan afholdes 4 stævner/kurser/øvelser (skydning i 2 dage i samme weekend) og i perioden september-april 4 stævner/kurser/øvelser. Stævner/kurser/øvelser i weekenden skal afvikles indenfor tidsrummet lørdag kl. 09.00-20.00 og søndag kl. 09.00-18.00.”


Side 50, nuværende tekst: kort over kortlagte kerneområder for flagermus rettes, så de to grønne stjerne får pink farve, da de er beliggende i Faxe Kommune og ikke Næstved Kommune.


Side 65, nuværende tekst: ”Såfremt Rød Glente bruger overnatningspladsen i Åstrup Skov bør banen ikke benyttes efter kl. 14 i perioden fra oktober til marts, med mindre monitorering viser, at aktiviteterne på banen ikke påvirker fuglenes brug af overnatningspladsen.”

Ændres til: ”Såfremt Rød Glente bruger overnatningspladsen i Åstrup Skov bør banen ikke benyttes senere end 1 time før solnedgang i perioden fra oktober til marts, med mindre monitorering viser, at aktiviteterne på banen ikke påvirker fuglenes brug af overnatningspladsen.”


VVM-tilladelse

I VVM-tillaldelsen præciseres vilkår i forhold til trafikafvikling. Der bliver tilføjet vilkår om, at der ikke må anvendes motocross-cykler og ekstrem 4WD (firhjulstrækkere) på terrænbane og manøvrebane og manøvrebanens åbningstider præciseres til maksimalt kl. 10-16 alle dage. Der indarbejdes nye vilkår i forhold til Rød Glente og registrering af naturområder i skovene, og at helikopterlandingspladsen maksimalt må benyttes til 30 operationer årligt (lægehelikopter undtaget). Revideret VVM-tilladelse er vedhæftet som bilag.


Økonomi

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser.

Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Center for Plan & Miljø indstiller,

  1. at VVM-redegørelsen godkendes endeligt med de ændringer på side 37, 41, 50 og 65 som fremgår af sagsfremstillingen, og
  2. at VVM-tilladelsen godkendes med de ændringer, der fremgår af den reviderede VVM-tilladelse.


Beslutning fra Teknik & Miljøudvalget, 4. oktober 2021, pkt. 161:

Anbefalet.


Fraværende: Per Thomsen (A) deltog i mødet i stedet for Finn Hansen (A).

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Anbefalet.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



220. Endelig vedtagelse af Faxe Kommuneplan 2021-2033

Sagsnr: 01.02.03-P15-2-19 Sagsansvarlig: Camilla Stenholt Dencker

Sagsresume

Center for Plan & Miljø har sammen med Plan & Kulturudvalget det forgangne år arbejdet på en fuld revision af Faxe Kommuneplan 2013.

Faxe Kommunes Kommuneplan for 2021-2033 har nu været i 12 ugers offentlig høring. Der er indkommet 40 høringssvar, hvoraf nogle har ført til tilføjelser og ændringer i Kommuneplan 2021-2033. Byrådet skal nu beslutte om Faxe Kommuneplan 2021-2033 kan godkendes endeligt.

Sagsfremstilling

Hvad er en kommuneplan

En kommuneplan udarbejdes med hjemmel i Planloven og har til formål at sætte en retning for kommunens udvikling de næste 12 år. Kommuneplanen fokuserer på den fysiske udvikling, det vil sige hvor der skal etableres boliger, erhverv og butikker, med hensyntagen til naboer, natur, kulturmiljøer, landskaber med videre. Kommuneplanen opstiller også retningslinjer for benyttelse og beskyttelse af det åbne land, blandt andet landskaber, særlige udsigter, turisme, natur, grøn energi og landbrug. En kommuneplan bliver helt eller delvist revideret hvert 4. år, så der kan tages hensyn til samfundets udvikling og nye ønsker for kommunens fremtid.


Kommuneplanens proces

De overordnede visioner for kommuneplanen stammer fra kommunens Planstrategi fra 2020. Planstrategien fremhæver de strategiske overvejelser for kommunens udvikling. Det er herefter op til kommuneplanen, at udmønte de strategiske overvejelser til håndgribelige rammer, som både borgere, erhverv, politikere og administration kan arbejde ud fra. I løbet af 2020 blev der afholdt en række temadrøftelser med Plan & Kulturudvalget om de største temaer i kommuneplanen: bosætning, natur, landsbyer, erhverv og turisme, det åbne land og teknik og miljø. I forbindelse med den offentlige høring blev der afholdt to borgermøder, hvoraf det ene blev afholdt med fysisk tilstedeværelse og det andet blev afholdt som et digitalt møde.

Forslag til Kommuneplan 2021-2033 har været i offentlig høring i perioden 12. maj til 1. august 2021.


Høringssvar

Der er indkommet 40 høringssvar i perioden, som er resumeret og kommenteret i den vedlagte hvidbog. Alle ændringer til kommuneplan 2021-2033 fremgår udelukkende af hvidbogen. Alle høringssvar er vedhæftet i deres fulde længe i bilag.


Høringssvarene dækker over en bred vifte af emner, dog er flere emner gennemgående:

  • Nye rammer og perspektivarealer til boliger i Haslev.
    • Der udlægges et nyt perspektivareal til byudvikling syd for Ny Ulsevej. Der kan med fordel laves en samlet udviklingsplan for Haslev i den kommende planperiode.
  • Gener fra gylle og husdyrbrug.
    • Det er i denne forbindelse blevet præciseret i kommuneplanen hvilke hensyn kommuneplanen kan varetage og hvordan særligt værdifulde landbrugsområder og områder til store husdyrbrug differentierer sig fra hinanden.
  • Udviklingen i Karise og et ønske om nye idrætsfaciliteter.
    • Dette har blandt andet ført til ændringer i enkelte rammer i Karise og en udspecificering af hvornår der kan bygges i to hele etager fremfor 1½ etage.
  • Ønske til revurdering af kommunens bevaringsværdige landskaber
    • En ændring af bevaringsværdigt landskab vil kunne tages op i forbindelse med revision af kommuneplanen.
  • Otte høringssvar handler udelukkende den projekterede omfartsvejen øst om Haslev
    • Disse er ikke behandlet i hvidbogen, da indholdet i høringssvarene ligger udover hvad kommuneplanen kan rumme. Høringssvarene vil derimod blive overleveret og indgå i en eventuel fremtidig planproces for omfartsvejen.
  • Herudover er der indkommet syv høringssvar fra diverse myndigheder.
    • Dette har ført til konsekvensrettelser i tekst og enkelte tilføjelser i rammer og retningslinjer, for at sikre at kommunen overholder sine forpligtelser i forhold til planloven.


Udover høringssvarene, har Faxe Kommune været i løbende dialog med Bolig- og Planstyrelsen, som har til opgave, at sikre at kommuneplanen overholder de statslige krav. Det har blandt andet ført til en række mindre rettelser i kommuneplanen, som fremgår af hvidbogen.


Miljøvurdering

Når der udarbejdes en plan, skal en nærmere vurdering klarlægge om planen kan føre til en påvirkning af miljøet, herunder menneskers sundhed, naturen, arealanvendelsen med videre. En sådan miljøvurdering udarbejdes med hjemmel i miljøvurderingsloven. Da forslag til Kommuneplan 2021-2033 er en fuld revision, og en miljøpåvirkning derfor ikke kan afvises på forhånd, er der lavet en miljøvurdering (rapport). Denne miljøvurdering har været i høring sammen med kommuneplanforslaget, hvor borgerne har haft mulighed for at kommentere på miljøvurderingens indhold og konklusioner.

De emner, der sættes fokus på i miljøvurderingen, er planens påvirkning af:

  • Biologisk mangfoldighed, flora og fauna
  • Mennesker og befolkningens sundhed
  • Arealanvendelse
  • Klimatiske faktorer
  • Materielle goder
  • Kulturarv
  • Landskab

Hovedkonklusionen i miljøvurderingen er, at en realisering af planen overordnet set ikke vil give væsentlige miljøproblemer.

Udover miljøvurderingen er der i forbindelse med den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2021-2033 udarbejdet en sammenfattende redegørelse. Heri redegøres der blandt andet for hvordan miljøhensyn er integreret i planen og hvordan den offentlige høring har påvirket den endelige plan.


Den sammenfattende redegørelse bliver direkte indarbejdet i den endelige kommuneplan, men er her vedlagt som selvstændigt bilag.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Center for Plan & Miljø indstiller,


  1. at Kommuneplan 2021-2033 vedtages endeligt med de ændringer der fremgår af hvidbogen
  2. at miljøvurderingen godkendes med følgende tilføjelser
  • Vurdering af Natura 2000-områder og bilag IV-arter
  • Annullering af et skovrejsningsområde sydøst for Haslev
  • Udlægning af et perspektivareal sydøst for Haslev
  1. at den sammenfattende redegørelse af miljøvurderingen godkendes.



Beslutning fra Plan & Kulturudvalget, 29. september 2021, pkt. 130:


Inger Andersen (A) og Knud Erik Hansen (A) stillede følgende ændringsforslag:

1. På side 27 foreslås følgende slettet: ”Der er også planer om at anlægge en østlig omfartsvej med forbindelse mellem Ny Ulsevej og Køgevej. Ved anlæg af en østlig omfartsvej, er det vigtigt at sikre en god rekreativ forbindelse til Bregnemade.”

2. På side 92 slettes: ”Herudover er det besluttet at anlægge en omfartsvej øst om Haslev mellem Ny Ulsevej og Køgevej. Omfartsvejen skal aflaste Haslev by for trafik på Køgevej og Bråbyvej. Ved anlæg af en østlig omfartsvej, er det vigtigt at sikre en god rekreativ forbindelse til Bregnemade”.

3. På side 93 slettes: ”Øst for Haslev udlægges et areal til en omfartsvej mellem Ny Ulsevej og Køgevej. Den endelige linjeføring vil blive fastlagt gennem lokalplanlægning”.

4. På side 91 om de nordvendte ramper tilføjes følgende ændring: Den tunge erhvervstrafik i kommunen, samt
en meget stor del af kommunes pendlere vil med fordel kunne benytte nordvendte ramper ved Ulse. Betydningen af nordvendte ramper ved Ulse indgår også i Vejdirektoratets forundersøgelse af forudsætningerne for udbygningen af rute 54.”

5. Følgende sætning sættes in på side 91: Uanset der er udlagt en vejreservation til opgradering af Rute 54 til motorvej på baggrund af Vejdirektoratets ønsker, vil Faxe Kommune gerne påpege at den påtænkte tilkoblingsløsning mellem rute 54 og E47 er meget uambitiøs. Faxe Kommune ser gerne, at der udarbejdes en sammenfletningsløsning, der også tilgodeser trafikken til og fra syd, således at projektet understøtter effekterne af Femernforbindelsen, og kommunen vil gerne understøtte en sådan sydlig sammenfletningsløsning med en vejreservation i fremtiden.

For ændringsforslagets punkt 1, 2 og 3 stemte: Inger Andersen (A) og Knud Erik Hansen (A).

Imod ændringsforslagets punkt 1, 2 og 3 stemte: René Tuekær (L), Erik Rasmussen (V), Michael Christensen (C) og Eli Jacobi Nielsen (O).

Nellie Bradsted (V) undlod at stemme.


Ændringsforslagets punkt 1,2 og 3 bortfalder.


Ændringsforslagets punkt 4 og 5 anbefales.


Indstillingen er anbefalet med den bemærkning, at det nye udvalg arbejder videre med følgende temaer:

  • Revision af temaet ”bevaringsværdige landskaber, og
  • Udarbejdelse af udviklingsplan for Haslev


Fraværende: Ingen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Camilla Meyer (A), Per Thomsen (A) og Knud Erik Hansen (A) genfremsatte følgende ændringsforslag:

1. På side 27 foreslås følgende slettet: ”Der er også planer om at anlægge en østlig omfartsvej med forbindelse mellem Ny Ulsevej og Køgevej. Ved anlæg af en østlig omfartsvej, er det vigtigt at sikre en god rekreativ forbindelse til Bregnemade.”

2. På side 92 slettes: ”Herudover er det besluttet at anlægge en omfartsvej øst om Haslev mellem Ny Ulsevej og Køgevej. Omfartsvejen skal aflaste Haslev by for trafik på Køgevej og Bråbyvej. Ved anlæg af en østlig omfartsvej, er det vigtigt at sikre en god rekreativ forbindelse til Bregnemade”.

3. På side 93 slettes: ”Øst for Haslev udlægges et areal til en omfartsvej mellem Ny Ulsevej og Køgevej. Den endelige linjeføring vil blive fastlagt gennem lokalplanlægning”.

For forslagets punkt 1, 2 og 3 stemte 3: Camilla Meyer (A), Per Thomsen (A) og Knud Erik Hansen (A)

Imod forslagets punkt 1, 2 og 3 stemte 4: Ole Vive (V), Michael Rosendahl (V), Lars Folmann (O) og René Tuekær (L).


Ændringsforslagets punkt 1, 2 og 3 bortfalder.


Plan & Kulturudvalgets indstilling anbefales, således:

På side 91 om de nordvendte ramper tilføjes følgende ændring: Den tunge erhvervstrafik i kommunen, samt
en meget stor del af kommunes pendlere vil med fordel kunne benytte nordvendte ramper ved Ulse. Betydningen af nordvendte ramper ved Ulse indgår også i Vejdirektoratets forundersøgelse af forudsætningerne for udbygningen af rute 54.”

Følgende sætning sættes ind på side 91: Uanset der er udlagt en vejreservation til opgradering af Rute 54 til motorvej på baggrund af Vejdirektoratets ønsker, vil Faxe Kommune gerne påpege at den påtænkte tilkoblingsløsning mellem rute 54 og E47 er meget uambitiøs. Faxe Kommune ser gerne, at der udarbejdes en sammenfletningsløsning, der også tilgodeser trafikken til og fra syd, således at projektet understøtter effekterne af Femernforbindelsen, og kommunen vil gerne understøtte en sådan sydlig sammenfletningsløsning med en vejreservation i fremtiden.


Indstillingen er anbefalet med den bemærkning, at det nye udvalg arbejder videre med følgende temaer:

  • Revision af temaet ”bevaringsværdige landskaber, og
  • Udarbejdelse af udviklingsplan for Haslev



Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



221. Godkendelse af kultur- og samarbejdsaftaler

Sagsnr: 20.00.00-P27-1-21 Sagsansvarlig: Tina Møller Jakobsen

Sagsresume

Med denne sag skal Byrådet bekræfte Plan & Kulturudvalgets beslutninger og dermed godkende ramme- og samarbejdsaftaler for fire kultursamarbejder.

Baggrunden er, at Ankestyrelsen indenfor det seneste år har skærpet deres praksis, således at kommunale samarbejdsaftaler, der løber længere end 3 år, skal godkendes af Byrådene. Det gælder også selvom kommunens styrelsesvedtægt har givet kompetencen til Plan & Kulturudvalget, som det er tilfældet i Faxe Kommune. På udvalgets område berører det fire længerevarende kultur- og samarbejdsaftaler, som er indgået i det seneste 1 - 1½ år (aftaler vedr. hhv. Ensemble Storstrøm, Kulturregion Storstrøm, Billedskolen og Østsjællands Museum).

Sagsfremstilling

Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. I forlængelse af skærpede krav fra Ankestyrelsen om godkendelse af aftaler, der løber længere end 3 år - følger her de aftaler, som Plan & Kulturudvalget tidligere har godkendt og som skal bekræftes/godkendes af Byrådet.


Rammeaftale og samarbejdsaftale for Ensemble Storstrøm

Ensemble Storstrøm er et af de fem basis-ensembler i landet, som modtager tilskud fra Statens Kunstfond med det formål, at musik af høj kunstnerisk kvalitet er tilgængelig i hele landet. Ensemblet er en selvejende institution, som modtager tilskud til driften fra fire kommuner Lolland, Guldborgssund, Faxe og Næsteved. Ensemblet er hjemmehørende i Guldborgsund Kommune. Rammeaftalen, der løber i årene 2021-2024 beskriver det aftalegrundlag, der eksisterer på tidspunktet for aftalens indgåelse. Der er tillige indgået en samarbejdsaftale mellem tilskudskommunerne og Ensemblet om fordeling af koncerter mv. i kommunerne.
Årlig driftsudgift (2021 niveau) er 191.988 kr. Godkendt på Plan & Kulturudvalgets møde den 1. februar 2021. Se bilag.


Kulturaftale mellem Kulturministeriet og Kulturregion Storstrøm

Kulturaftalerne indgås mellem Staten/Kulturministeren og en række kommuner. Formålet er, at understøtte kommunernes engagement, styrke samarbejde på tværs af kommunerne, styrke samarbejdet mellem Staten og kommunerne, samt fastholde den kulturpolitiske dialog og værdidebat. I Kulturregion Storstrøm indgår: Vordingborg, Faxe, Stevns, Næstved, Lolland og Guldborgsund Kommuner. Kulturaftalen har fokus på udviklingsinitiativer med national relevans vedrørende børn og unge op til 20 år. I den fireårige aftale (2021-2024) arbejdes der med udvikling af indsatsområderne: Kultur til tiden og kulturens bidrag til bæredygtig udvikling.
Årlig driftsudgift (2021 niveau) er 192.644 kr. Godkendt på Plan & Kulturudvalgets møde den 12. januar 2021. Se bilag.


Samarbejdsaftale om Billedskolen

Billedskolen er en aftale, hvor fire kommuner (Faxe, Stevns, Næstved og Vordingborg) løfter en fælles driftsopgave. Aktiviteterne er tilpasset den enkelte kommunes behov og ønsker. Billedskolen leverer undervisning til børn og unge i kunst og kunstneriske processer. I aftalen er der indlagt forløb ift. kompetenceløft for lærerne, fritidshold og weekend workshops.
Årlig driftsudgift (2021 niveau) er 68.828 kr. Godkendt på Plan & Kulturudvalgets møde den 23. juni 2020. Se bilag.


Samdriftsaftale mellem Stevns- og Faxe Kommune og Østsjællands Museum

Østsjællands Museum opnåede statsanerkendelse i 1997. Østsjællands Museum er et naturhistorisk museum, tillige med geologisk ansvar for Faxe, Stevns, Køge og Vordingborg Kommuner. Formålet med den nuværende driftsaftale, er at de to kommuner (Stevns og Faxe) støtter Østsjællands Museum og i fællesskab styrker indsatsen på museumsområdet i begge kommuner. Aftalen løber indtil den opsiges.
Årlig driftsudgift (2021 niveau) er 2.705.088 kr. Godkendt på Plan & Kulturudvalgets møde den 21. januar 2020. Se bilag.


Opsamling:

Særligt godkendelsen af aftalen vedr. Kulturregion Storstrøm har givet en længere dialog mellem Ankelstyrelsen og Administrationen (der også er Sekretariat for Kulturregion Storstrøm), idet der ikke tidligere har været praksis for at Kommunernes bidrag til Kulturaftalerne skulle godkendes af Ankestyrelsen. Efter modtagelsen af Ankestyrelsens svar og betingede godkendelse vedr. Kulturregionen, har administrationen gennemgået andre tilsvarende samarbejdsaftaler for at få bragt de formelle godkendelser på plads. Administrationen medgiver at opsamlingen, af de kulturelle samarbejdsaftaler fra de seneste 1- 1½ år kan være vanskelige at overskue. På den anden side er vurderingen, at det (trods alt) er enklest at præsentere det i en sammenhæng - og indstiller således, at de fire aftaler godkendes.


Økonomi

Økonomiske konsekvenser

Økonomien til alle ovenstående aftaler er indeholdt i Plan & Kulturudvalgets budgetter.

Sagen afgøres af

Byrådet.

Indstilling

Center for Kultur, frivillighed & Borgerservice indstiller,

  1. at rammeaftale og samarbejdsaftale med Staten og øvrige kommuner om Ensemble Storstrøm godkendes
  2. at Kulturaftale mellem Kulturministeriet og Kulturregion Storstrøm godkendes,
  3. at samarbejdsaftale om Billedskolen mellem Stevns, Faxe, Næstved og Vordingborg kommuner godkendes, og
  4. at samdriftsaftale med Staten, Østsjællands Museum og tilskudskommunerne Stevns og Faxe Kommune godkendes.



Beslutning fra Plan & Kulturudvalget, 29. september 2021, pkt. 131:

Anbefalet.


Fraværende: Ingen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Anbefalet.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



222. Meddelelser

Sagsnr: 00.01.00-P35-17-20 Sagsansvarlig: Lene Fransson

Sagsresume

Punktet er til meddelelser i økonomiudvalget.

Sagsfremstilling

Sager løftet til byrådet fra fagudvalg

Ingen.




Økonomi

Sagen afgøres af

Økonomiudvalget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021

Lars Folmann (O) stillede spørgsmål om deltagerkredsen ved ministerbesøget mandag 4. oktober 2021 i forbindelse med Danmarks Vildeste Kommune.


Camilla Meyer (A) stillede spørgsmål om fejludbetalinger til rengøringspersonale.


Camilla Meyer (A) stillede spørgsmål om personaleomsætning på Tycho Brahes Vej.


René Tuekær (L) stillede spørgsmål til placering af Microsoft datacenter i Køge Kommune, som det er nævnt i en lokalavis.


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).



223. Beslutning om pris på parcelhusgrunde på Tyttebærvej, Faxe Ladeplads

Sagsnr: 13.06.02-G10-9-21 Sagsansvarlig: Lykke Tina Outzen



224. Lukkede meddelelser

Sagsnr: 00.01.00-P35-17-20 Sagsansvarlig: Lene Fransson



225. Digital godkendelse af økonomiudvalgets referat 6. oktober 2021

Sagsnr: 00.01.00-P35-17-20 Sagsansvarlig: Lene Fransson

Sagsfremstilling

Digitalt underskriftsark af økonomiudvalgets møde 6. oktober 2021.


Økonomiudvalgets medlemmer skal hver især godkende punktet i slutningen af mødet.

Beslutning i Økonomiudvalget den 6. oktober 2021


Fraværende: Knud Erik Hansen (A) deltog i mødet i stedet for Nadia Bruun Thurø (Ø).