Faxe Ladeplads Havn
Her finder du information om planerne for udvidelse af Faxe Ladeplads Havn.
Faxe Byråd har besluttet at arbejde videre med at undersøge hvordan en udvidelse af Faxe Ladeplads Havn bedst muligt kan lade sig gøre, og med udgangspunkt i den udarbejdede Helhedsplan for havnen fra 2022. Havneudvidelsen skal tilgodese en lang række ønsker til rekreativ brug, og samtidig beskytte havnen mod fremtidige storme fra øst.
Vi arbejder lige nu med at se nærmere på anlægsøkonomien for en udvidelse af havnen, og hvordan man eventuelt kan etapeinddele havneudvidelsen på en smart måde.
Du vil kunne læse mere om projektet nedenfor. Her finder du også information om kommende møder, og beskrivelse og materiale fra de offentlige møder og politiske udvalgsmøder der indtil nu har været afholdt. De seneste møder står øverst.
Økonomiudvalget 1. oktober 2025
Det er blevet undersøgt om projektet for udvidelse af Faxe Ladeplads Havn kan inddeles i etaper, så ikke hele havneanlægget skal anlægges samtidig. Etapedelingen vil reducere den finansiering der skal til i første omgang, men giver fortsat mulighed for en videre udvikling af både lystbådehavnen og erhvervshavnen. Hvis man vælger at lave en etapedeling, foreslås det at man i første omgang etablerer halvdelen af de nye bådepladser til lystbådehavnen, og de resterende vil kunne anlægges på et senere tidspunkt.
De ydre moleanlæg vil blive etableret som en del af den første etape, samt en ny åbning til den eksisterende lystbådehavn, og en lukning af den eksisterende gennemsejling fra lystbådehavn til erhvervshavn. Det giver erhvervshavnen mulighed for fremadrettet at lave ændringer i deres del af havnen, uden at det får indflydelse på lystbådehavnen. På forslaget til en etapeopdeling fremgår det, at man etablerer ca. 110 nye bådepladser i forlængelse af den eksisterende lystbådehavn. Antallet af bådepladser er blot et bud, og antallet afhænger af størrelsen på de pladser man anlægger. Hvis man ønsker større pladser, vil der derfor være færre af dem.
Den yderste del af den nye lystbådehavn kan anlægges som en efterfølgende etape. Det vil betyde, at man kan vente med at lave en uddybning af havnen på dette sted, og man kan vente med at etablere bådebroer, nyt landareal og færdige kajanlæg netop her. Området vil i første omgang derfor være et relativt lavvandet havnebassin, hvor der kan foregå en lang række rekreative vandaktiviteter indtil området tages i brug til yderligere bådepladser.
En konsekvens af en etapedeling som vist, vil være at der ikke er det samme omfang af landarealer til rådighed til nye klubhuse, vinteropbevaring af både, parkeringspladser med mere, men der vil dog stadig skabes landarealer svarende til en fordobling af de landarealer, man har til rådighed i dag.
Økonomiudvalget har godkendt et forslag til etapeinddeling af havneprojektet, som der nu arbejdes videre med.
Teknik og Miljøudvalget 8. april 2025
Der er mulighed for stadepladser på havnen igen i sommersæson 2025. Så har du en drøm om at have din foodtruck eller kaffevogn stående netop her, eller vil du gerne sælge andre skønne ting til sommerglade sejlere og turister - så byd endelig ind og kontakt Center for Ejendomme på materielgaard@faxekommune.dk Skriv meget gerne "stadepladser på Faxe Ladeplads Havn" i emnefeltet.
Tak til Showboat og Monsieur Blå for at have stadepladser i den forgangne sæson 2024. I har sammen med havnens øvrige aktører, klubber og foreninger, været med til at give sommergæsterne gode oplevelser på Faxe Ladeplads Havn. Vi håber at se jer igen i kommende sæsoner.
Du kan finde den dagsordener og referater fra politiske møder her: Forside - dagsordener og referater se sag nr. 70 fra det pågældende udvalg og mødedato.
Informationsmøde tirsdag den 16. april 2024.
Der blev holdt informationsmøde tirsdag den 16. april 2024 på Waldemarsbo Efterskole i Faxe Ladeplads. På mødet fortalte Hasløv & Kjærsgaard om deres skitseforslag til hvordan den fremtidige havn kan se ud, og om tidsplanen for de kommende faser af projektet inden Kystdirektoratet kan behandle ansøgning om udvidelse af havnen, og inden byrådet kan træffe en endelig beslutning om igangsættelse af anlægsopgaven. Østsjællands Museum fortalte om de kulturhistoriske spor på havnen, som er vigtige for oplevelsen af havnen og byens historie. Du kan finde oplæg fra informationsmødet nedenfor.
Du må meget gerne sende spørgsmål, ideer og forslag vedr. Faxe Ladeplads Havn til os på mailadressen sobje@faxekommune.dk
Du vil kunne følge med i spørgsmål og svar, samt hvilke ideer og forslag der indsendes her på siden.
Interessentmøde torsdag den 14. marts 2024
Der blev holdt møde for interessenter på Faxe Ladeplads Havn torsdag den 14. marts 2024. På mødet deltog de primære brugere og interessenter på Faxe Ladeplads Havn, som fx. klubber og foreninger på og omkring havnen. På mødet blev der orienteret om status og proces for planerne for udvidelse af havnen, med beskrivelse af de foreløbige tanker for udformning af havnen. Du kan finde oplæg fra interessentmødet nedenfor.
Økonomiudvalgets møde den 1. oktober 2025
Du kan finde dagsorden og referat her Forside - dagsordener og referater - se sag nr. 166 "Godkendelse af det videre arbejde for udvidelse af Faxe Ladeplads Havn" fra det pågældende udvalg og mødedato.
Teknik og Miljøudvalgets møde den 8. april 2025
Du kan finde dagsorden og referat her Forside - dagsordener og referater - se sag nr. 70 "Beslutning om stadepladser på Faxe Ladeplads Havn sæson 2025" fra det pågældende udvalg og mødedato.
Økonomiudvalgets møde den 28. august 2024
Du kan finde dagsorden og referat her Dagsordener og referater | Faxe Kommune - se sag nr. 153 fra det pågældende udvalg og mødedato.
Økonomiudvalgets møde den 13. marts 2024
Du kan finde dagsorden og referat her Dagsordener og referater | Faxe Kommune - se sag nr. 55 fra det pågældende udvalg og mødedato.
Økonomiudvalgets møde den 13. juni 2023
Du kan finde dagsorden og referat her Dagsordener og referater | Faxe Kommune - se sag nr. 122 fra det pågældende udvalg og mødedato.
Økonomiudvalgets møde den 15. juni 2022
Du kan finde dagsorden og referat her Dagsordener og referater | Faxe Kommune - se sag nr. 119 fra det pågældende udvalg og mødedato.
Byrådets møde den 30. maj 2022
Du kan finde dagsorden og referat her Dagsordener og referater | Faxe Kommune - se sag nr. 98 fra det pågældende udvalg og mødedato.