Anden aktivitet skal erstatte sidste skoledag

SSP arbejder på et alternativ til sidste skoledag for afgangseleverne i år.

Afgangseleverne fra folkeskolen vil sent glemme år 2020.

De fik ikke alene aflyst deres eksaminer, men de må også vinke farvel til den meget traditionsrige store, fælles afslutning med udklædning, fest og hygge.

Gennem de seneste to år har SSP i Faxe Kommune i samarbejde med en større arbejdsgruppe sørget for en afslutning med mad og drikke og sjove aktiviteter - ikke mindst tovtrækningskonkurrencen - ved Rønnede Hallen.

Men covid-19-situationen har desværre aflyst arrangementet.

- Det er frygtelig ærgerligt, at vi i SSP regi ikke kan give afgangseleverne et brag af en afslutning, som vi efterhånden har oparbejdet en god tradition omkring. Det er jeg rigtig ked af på deres vegne, siger Laura Andréa, formand for SSP-styregruppen.

- SSP arbejder benhårdt på at finde en alternativ måde at markere elevernes afslutning på. Det kan naturligvis ikke blive det samme som de foregående år. Men der bliver gjort alt, hvad der er muligt i denne tid for at finde en måde at afslutte på. Og alt afhænger af genåbningen og de retningslinjer sundhedsmyndighederne udstikker. Vi håber snart at kunne melde nyt ud, siger Laura Andréa.