Faxe blandt Sjællands mest erhvervsvenlige kommuner

Faxe Kommune fortsætter sin positive udvikling i DI's årlige undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed. Kommunen rykker 15 pladser frem til en samlet 32. plads og markerer sig dermed som en af de stærkeste kommuner på Sjælland.

Faxe Kommune kan i år glæde sig over en samlet 32. plads i DI's store måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner - en markant forbedring fra sidste års placering som nummer 47.
 
- Jeg er meget tilfreds med, at vi lander på den bedste placering i 10 år. Det er fin anerkendelse fra vores lokale erhvervsliv, siger borgmester Ole Vive.
 
- I forhold til den kommunale administration ligger vi på en 11. plads. Det resultat overrasker mig ikke, for vi har blandt andet en effektiv og hurtig sagsbehandling af byggesager. Men det er godt, at erhvervslivet også lægger mærke til det og giver os point for det i DI's undersøgelsen.
 
Ifølge DIs undersøgelse fremhæver virksomhederne især korte sagsbehandlingstider, effektiv byggesagsbehandling og stærke digitale erhvervsservices, hvor Faxe nu er helt oppe som nummer 7 i landet.
 
Borgmester Ole Vive tilføjer:
 
- Mest af alt er jeg tilfreds, fordi sådan en placering er med til at give os alle i kommunen noget at være stolte af. Som kommune har vi på rigtig mange områder et fremragende samarbejde med erhvervslivet, og denne placering giver os et praj om, at vi gør noget rigtigt. Det holder os samtidig også til ilden fremadrettet, og der er masser af potentiale i vores kommune.
 
Når virksomhederne bliver spurgt, hvad kommunen bør prioritere højest i fremtiden, er svaret klart: arbejdskraft og infrastruktur. Og her oplever mange virksomheder stadig udfordringer med at tiltrække og fastholde de rette medarbejdere.
 
Resultaterne passer godt med de tendenser, man ser i Faxe Kommunes erhvervsudvikling, hedder det i DI's udlægning af resultatet.
 
- Kommunen har en stor andel små og mellemstore virksomheder, men også en række større arbejdspladser, som løfter værdiskabelsen. De seneste år er den private værdiskabelse steget, eksporten har udviklet sig positivt, og kommunen har styrket sin erhvervsstrategi med fokus på grøn omstilling, turisme og fødevarer, skriver DI.
 
Se hele undersøgelsen her: https://www.danskindustri.dk/le25/