Faxe Kommune får midler til at styrke arbejdsmiljøet
Faxe Kommune har fået tildelt 5,6 millioner kr. fra Arbejdstilsynets arbejdsmiljøpulje og kan nu sætte ekstra fart på arbejdet med at styrke arbejdsmiljøet for kommunens medarbejdere.
Midlerne skal bruges til et ambitiøst projekt, der skal skabe mere nærvær, øge trivslen og nedbringe sygefraværet på tværs af hele organisationen. Gennem fælles indsatser og lokale løsninger skal projektet bidrage til et mere bæredygtigt arbejdsliv, hvor forebyggelse, engagement og trivsel går hånd i hånd - til gavn for både medarbejdere, arbejdspladser og kommunen som helhed.
Projektet har titlen "Nærvær i arbejdsmiljøindsatsen igennem lokal forankring og indflydelse" og kommer over de kommende år til at omfatte alle kommunens fem fagcentre samt to stabe.
- Midlerne fra arbejdsmiljøpuljen giver os en vigtig mulighed for at investere langsigtet i vores medarbejderes trivsel og arbejdsglæde. Et godt arbejdsmiljø er afgørende - både for den enkelte medarbejder og for kvaliteten af den service, vi leverer til borgerne, siger Holger Spangsberg Kristiansen, kommunaldirektør.
Del af en national satsning på bedre arbejdsmiljø
Arbejdstilsynets arbejdsmiljøpulje er en del af trepartsaftalen om løn- og arbejdsvilkår fra december 2023, hvor der samlet er afsat 216 mio. kr. over tre år til at forbedre arbejdsmiljøet i kommuner og regioner. Formålet er at gøre arbejdspladserne - særligt i velfærdssektoren - mere attraktive og sikre, at flere har lyst til både at søge og blive i jobbet.
Fokus på sygefravær og arbejdstilrettelæggelse
I Faxe Kommune skal midlerne blandt andet bruges på to centrale indsatsområder:
• Forebyggelse og håndtering af sygefravær, herunder bedre data, nye værktøjer og et kompetenceløft af de lokale TRIO-samarbejder (leder, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant).
• Arbejdstilrettelæggelse og planlægning, hvor medarbejdere i højere grad inddrages i blandt andet vagtplanlægning og organisering af arbejdet.
Projektet er tilrettelagt med fokus på inddragelse, prøvehandlinger og løbende evaluering. Indsatserne afprøves først på udvalgte arbejdspladser og skaleres herefter til resten af kommunen, så de løsninger, der virker bedst, kan komme flest muligt til gavn.
Målet er klart: Faxe Kommune vil være en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel, lavere sygefravær og gode muligheder for indflydelse i hverdagen.