Faxe Kommune vedtager ambitiøst budget for socialområdet

Et løft med 30 millioner kroner sikrer et robust budget på socialområdet. Det sikrer, at Faxe Kommune kan imødegå den øgede tilgang af borgere til området, som har været tendensen både lokalt og nationalt igennem den seneste årrække.

2021-budgettet for Faxe Kommune er vedtaget, og ikke mindst på ét område har det givet et markant økonomisk løft på hele 30 millioner kroner: Nemlig socialområdet.

- Jeg er utrolig glad for, at vi nu vil budgettere ambitiøst men realistisk på socialområdet. Det er samtidig et budget, som stiller naturlige krav til ledelse og styring, hvilket vi i Socialudvalget vil følge meget tæt, siger en tilfreds og glad formand for Socialudvalget, Nellie Bradsted (V).

Budgetløftet skal minimere væksten i udgifter. Men midlerne giver samtidig arbejdsro, hvilket forventes at løfte Faxe Kommunes socialområde yderligere.

Borgerne vil kunne mærke løftet, da tilførslen af de knap 30 millioner kroner skal understøtte arbejdet med at sikre en tidlig og tværgående indsats for de borgere, der på den ene eller anden måde er i kontakt med socialområdet i Faxe Kommune.

Udvalgsmedlem fra Socialdemokratiet, Christina Birkemose, er også glad på områdets vegne.

- Det er en stor styrke, at det er et samlet Socialudvalg, der står bag budget 2021 for socialområdet. Det signalerer politisk fællesskab og samhørighed på det sociale område, hvilket jeg synes borgerne i Faxe Kommune har fortjent, siger Christina Birkemose.

Budgetløftet er blandt andet et resultat af den analyse af socialområdet i Faxe Kommune, som konsulentfirmaet Implement har lavet i andet halvår af 2020.

På baggrund af analysen er der lavet en flerårig udviklingsplan for socialområdet som fundament for en styrkelse af kvaliteten og for at bremse den udgiftsvækst, der har været på området de seneste år.

Som en direkte følge af analysen sætter Faxe Kommune blandt andet gang i en gennemgang af den nuværende tilbudsvifte på socialområdet. Gennemgangen skal sikre, at Faxe Kommunes tilbudsvifte er relevant og tidssvarende i forhold til behovene i kommunen.

Derudover kommer der et styrket fokus på effekten af de igangsatte foranstaltninger, der implementeres et nyt format til handleplaner og opfølgninger på borgernes udvikling, samt en ny samarbejdsmodel på tværs af myndighed og udfører.

Budgetløftet skal derudover understøtte arbejdet med strategien på børne- og ungeområdet, Fælles om Forebyggelse. Med Fælles om Forebyggelse skal Faxe Kommune sikre en tidlig og sammenhængende indsats, så alle børn og unge opnår de bedste muligheder for udvikling, trivsel og selvstændighed.

For at sikre en fælles base for de medarbejdere, som arbejder med Fælles om forebyggelse, bliver kollegiebygningen på Søndergade 14 sat i stand og bygget om. Det sikrer også, at Ungdomsskolen forbliver i nuværende lokaler.