Femte grund solgt i Eco Valley

Entreprenør Jens H. Hansen fra Svinø mellem Næstved og Vordingborg har købt endnu en grund i Eco Valley i Rønnede.

I forsommeren gik salget af de attraktive erhvervsgrunde ved Sydmotorvejen i Rønnede for alvor i gang.
 
Entreprenør Jens H. Hansen købte den første grund, og kort efter fulgte AB Lauridsen Maskiner ApS og Johs. Møllers Maskiner A/S, som tilsammen købte tre grunde.
 
Nu har Jens H. Hansen konstateret, at virksomheden har behov for mere plads for at kunne indrette sit nye domicil rigtigt, så virksomheden har købt nabogrunden. Dermed ejer de nu Symbiosen 9 og 11 i den nordlige ende af erhvervsområdet Eco Valley.
 
Jens H. Hansen var i sin tid med til at byggemodne området, og var allerede dengang lun på beliggenheden.

- Nu er tiden moden for vores virksomhed, og området har stort potentiale, som det nye "Køge Transportcenter". Et rigtigt smørhul for erhvervslivet, lød det i forsommeren, da virksomhedens grundlægger og ejer Jens H. Hansen havde indgået aftale med Faxe Kommune.
 
Jens H. Hansen indretter kontor- og administrationsbygninger og en lagerbygning og værksted til virksomhedens maskinpark. Virksomheden arbejder med anlægsopgaver og nedbrydning.
 
Der kommer ikke til at foregå knusning eller opbevaring af byggeaffald på grunden i Rønnede, da virksomheden altid sorterer og bortskaffer affald direkte på stedet.
 
At man har købt en grund mere i erhvervsområdet er alene for at få byggeri og placering af faciliteterne til at gå op i en højere enhed.
 
Borgmester Ole Vive glæder sig over endnu en god handel, der er afsluttet.
 
- Det glæder mig, at Jens H. Hansen ser potentialet i området. Vi er selvsagt glade for, at vi havde mulighed for at imødekomme ønsket om at erhverve nabogrunden, så virksomheden kan folde sit eget potentiale ud, siger Ole Vive, der understreger, at Faxe Kommune gerne tager imod henvendelser fra flere interesserede købere af grunde i området.