Fyraftensfilm – om det kommunale Haslev og Karise Andelsmejeri på japansk

Fyraftensfilm – om det kommunale Haslev og Karise Andelsmejeri på japansk

Trods Corona-udfordringer viser Faxe Kommunes Arkiver torsdag den 10. december igen Fyraftensfilm.

Første film på programmet er noget så specielt som et japansk filmholds portræt af Karise Andelsmejeri fra 1967. Mejeribestyreren fik i sin tid en kopi af filmen, og for et par år siden blev den indleveret til arkivet, hvor den nu er digitaliseret. Filmen er dog uden lyd, så man behøver ikke kunne forstå japansk.

Mejerifilmen varer 20 minutter og derefter viser vi en film om Haslev kommune, produceret af seminariet i anledning af byens 125 års jubilæum i 1995. Filmen præsenterer kommunens mange ansvarsområder fra plejehjem og daginstitutioner til jobbutik, genbrugsplads og svømmehal.

Sidste film er et klip fra Haslev Kabel TV’s besøg på Førslev Købmandsgård i 1995, med gammeldags købmandshandel og folkemusik.  

Fyraftensfilm vises på Haslev Bibliotek i lokalet ”Romanen” fra kl. 16.30, og det varer cirka en time.

Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding. Og vi overholder naturligvis alle gældende Corona-restriktioner.