Høring om afgørelse om vedligeholdelse af Orup Bæk
Partshøring vedrørende afgørelse efter vandløbsloven om at det siden ødelæggelsen af diget og pumpestation ved stormfloden oktober 2023, ikke har været eller er muligt at gennemføre oprensning for at genskabe de regulativmæssige dimensioner eller at udføre øvrig vandløbsvedligeholdelse i Orup Bæk ved udløb til Præstø Fjord st. 0-3035.
Faxe Kommune agter at træffe afgørelse med udgangspunkt i vandløbslovens § 62 om, at de faktiske forhold i Orup Bæk som følge af en naturgiven hændelse har ændret sig i et omfang, der gør at bestemmelserne omkring Orup Bæks vandløbsvedligeholdelse (5.3 og 5.4) og skikkelse/vandføring (tabel 3.1) der er fastsat i regulativet ikke kan gennemføres, og at vandføringsevnen derfor heller ikke kan opretholdes.
Faxe Kommune agter derfor at træffe afgørelse om ikke at gennemføre vandløbsvedligeholdelse af Orup Bæk på strækningen st. 0-3035 ved udløb til Præstø Fjord i 2025 og 2026, samt afgørelse om ikke at foretage oprensninger i 2025 og 2026 for at genskabe de regulativbestemte dimensioner.
Afgørelsen begrundes med, at der siden digebruddet har indfundet sig en ny tilstand i området ved Orup Bæk og det vurderes, at der ikke vil kunne meddeles de nødvendige tilladelser og dispensationer til at kunne genskabe de tidligere fysiske forhold samt genoptage vandløbsvedligeholdelsen. Så længe de fysiske forhold, der er fastlagt i regulativet ikke er til stede vil det ikke være muligt at genskabe de tidligere afvandingsforhold, der fremgår af regulativet.
Faxe Kommune agter at løse problematikkerne omkring det mangelfulde regulativ ved at behandle Naturstyrelsens indsendte projektansøgning til sikring af eksisterende vådområde gennem et klima-lavbundsprojekt på den omhandlede strækning, og at der derefter enten skal udarbejdes et nyt regulativ eller ske nedklassificering.
Inden vi træffer endelig afgørelse, sendes udkast til afgørelse i partshøring i henhold til forvaltningslovens[1] § 19, stk.1[2]. Der vil efter modtagelse af denne skrivelse være mulighed for i 2 uger at komme med bemærkninger til afgørelsen. Eventuelle skriftlige bemærkninger skal være os i hænde senest den 8. oktober 2025 og skal sendes til Faxe Kommune, Center for Teknik, Miljø & Service, Natur, Miljø & Klima, Frederiksgade 9, 4690 Haslev eller på mail til naturogmiljoe@faxekommune.dk.
Aktindsigt
Der gøres opmærksom på retten til aktindsigt jf. forvaltningslovens § 9, stk. 1[3]. Efter de 2 ugers partshøring vurderer vi, hvorvidt eventuelle høringssvar giver anledning til ændringer og indarbejdelse i den endelige afgørelse.
[1] Bekendtgørelse nr. 433 af 22.04.2014 af forvaltningsloven https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/433
[2] § 19. Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
[3] § 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter.