Kan jeg få fjernvarme?

I den kommende tid får boligejere og virksomheder besked på, om der er mulighed for fjernvarme i de kommende år. 

Med gaspriser på himmelflugt og energikrise i Europa på grund af krigen i Ukraine er mange bekymrede. 
Derfor har Faxe Kommune også modtaget mange spørgsmål fra kommunens borgere gennem det seneste halve år. 
Og det gennemgående spørgsmål har været - kan jeg få fjernvarme?
 
Svaret på det spørgsmål sender Faxe Kommune nu ud til alle ejendomsejere med gas- eller oliefyr i eksisterende gasområder.
 
- I Teknik & Miljøudvalget har vi netop godkendt en ny varmeplan, som danner baggrund for udsendelse af breve til både ejere af boliger og virksomheder om mulighederne for fjernvarme, siger Dorthe Egede Borg, formand for udvalget
 
- Med varmeplanen udlægger vi syv områder i Haslev - og byerne Dalby, Faxe Ladeplads, Karise og Rønnede - som nye mulige fjernvarmeområder.
 
Priserne er høje for øjeblikket på nedgravning af fjernvarmerør.
Samtidig ved Faxe Kommune ikke, hvad grundejerne vil betale for at få fjernvarme - og dermed om der kan opnås den fornødne høje tilslutning til fjernvarme.
Derfor kan kommunen ikke love, at der kommer fjernvarme i de nye mulige fjernvarmeområder - og hvis der kommer fjernvarme kan kommunen heller ikke oplyse, hvornår det i givet fald sker.

- I løbet af 2023 håber vi at kunne svare mere konkret herpå. Vi udsender flere tusinde breve - og vi gør alt for at minimere fejl - men kontakt endelig Center for Plan & Miljø ved spørgsmål og bemærkninger, opfordrer Dorthe Egede Borg.