Nytteindsats på Faxe Kommunes plejehjem

Faxe Kommune går forrest, når en ny nytteindsats startes op på to af kommunens plejehjem først i oktober. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Senior- og Sundhedsudvalget er gået sammen om at skabe en ny nytteindsats - til glæde for de ældre og for at understøtte rekruttering på området.

I oktober slår Plejehjemmet Solhaven i Karise og Plejehjemmet Frederiksgade i Haslev dørene op for hver 15 ledige i nytteindsats.

Indsatsens primære målgrupper er unge på uddannelseshjælp og jobparate på kontanthjælp. Det er overvejende borgere i disse grupper, der fremadrettet skal ud og udføre samfundsnyttige opgaver på de to plejehjem.

For Allan Tirsgaard, formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, har det været vigtigt at vælge den rigtige model.
 
-  Indsatsen tager selvfølgelig udgangspunkt i, at man skal arbejde for sin ydelse ud fra noget-for-noget-princippet. Men indsatsen skal også give mening. Både for den enkelte og for samfundet. Med denne indsats, håber vi både at øge jobmulighederne for den enkelte og sørge for at vores ledige får øjnene op for alle de muligheder der er for at arbejde i plejesektoren. Et område som jo mangler hænder i vores kommune ligesom i alle andre kommuner, siger Allan Tirsgaard.
 
Alle der kan arbejde, skal arbejde for deres ydelse - det er devisen bag nytteindsatsen.

De ledige vil samtidig indgå i et arbejdsfællesskab og udføre et ekstraordinært og meningsfuldt stykke arbejde på plejehjemmene.

Forhåbentlig vil dette medføre, at de ledige fatter interesse for arbejdet på plejeområdet og ender med at søge ind i ordinære stillinger på området efterfølgende.

Et forløb kan vare op til 13 uger og ud over de primære målgrupper, vil borgere i de resterende målgrupper for nytteindsats undtagelsesvist kunne visiteres til indsatsen på sigt, på baggrund af en individuel og konkret vurdering.

Ud over opgaveløsningen på de to plejehjem vil indsatsen også bestå af en ugentlig jobformidlingsdag, hvor de ledige kommer på virksomhedsbesøg samt undervises og understøttes i jobsøgning og CV-skrivning af en jobformidler fra jobcentret.
 
Projektet er godkendt på en etårig dispensation fra det Regionale Arbejdsmarkedsråd på Sjælland, og det er afstemt på forhånd med FOA og 3F, der er de faglige organisationer på området.
Opgaverne skal ligge ud uden for den opgaveportefølje, der løses af plejehjemmenes ansatte.
 
Det kan for eksempel være:
 
- Tage del i det sociale omkring måltider som supplement til det øvrige personale
-  Vaske havemøbler af
-  Medhjælp til rengøring af hjælpemidler, sammen med det øvrige personale
-  Medhjælp til oprydning og lægge tøj på plads, sammen med det øvrige personale
-  Gå til hånde ift. servere mad, dække bord og rydde op, sammen med det øvrige personale
-  Tage med borger til fx tandlæge, læge, frisør m.v., hvor der ikke er krav om ledsager
-  Støtte op om aktiviteter, som supplement udover almindeligt personale
-  Gå tur på bibliotek, private indkøb m.m., hvor borger ikke har krav på at få en ledsager med
-  Hjælp til ud- og nedpakning ved borgers flytning
-  Oprydning og evt. tanke plejehjemmenes busser
-  Rengøring som en social aktivitet sammen med borgeren ud over det fastsatte serviceniveau.
-  Mulighed for at følge en medarbejder i plejen som føl
-  Hjælpe til med at passe egen have, rense fliser, fjerne ukrudt på beboernes egen matrikel (ikke fælles arealer) - evt. samarbejde med Park & Vej om fællesarealer (kan gå sammen med en fra Park & Vej)
-  Vedligeholde atriumgård på Frederiksgade
 
Lars Folmann, formand for Senior & Sundhedsudvalget mener, at nytteindsatsen giver mening på alle måder:
 
- Vi er utrolig glade for at være med til at gå forrest i forhold til at gøre opmærksom på, hvor spændende og alsidigt arbejdet inden for plejesektoren er. Vi håber naturligvis på, at de ledige i indsatsen får interesse for faget. Vi har tidligere vist, at vi tør at gå nye veje for at sikre vores ældre borgere en solid støtte og hjælp til et godt liv på vores plejehjem. Med den nye nytteindsat får borgerne noget ekstra i hverdagen, samtidig med at vi får skabt større opmærksomhed på jobmulighederne i ældreplejen og de ledige får nogle kompetencer, der kan overføres til et reelt job efterfølgende. På alle måder giver det god mening.
 
Indsatsen er organiseret som en særskilt projekt, hvor der ansættes to medarbejdere på plejehjemmene, der koordinerer den daglige drift og sikrer at nytteindsatsen adskiller sig tydeligt fra den almindelig kommunale drift.