Sådan bistår Faxe Kommune kultur-, forenings- og idrætslivet under covid-19

Plan & Kulturudvalget har netop vedtaget retningslinjer for at håndtere de mange aflyste og udskudte arrangementer i kommunen som følge af forsamlingsforbuddet under covid-19. Samtidig kan folkeoplysende foreninger fortsat forvente at modtage deres sædvanlige tilskud på trods af krisen.

Arrangørerne af kulturelle begivenheder i Faxe Kommune får nu klar besked om, hvordan deres økonomiske situation bliver håndteret, hvis deres arrangementer er aflyst eller udskudt på grund af covid-19.

Plan & Kulturudvalget vil hjælpe så godt som det er muligt, så foreninger og andre ved, hvordan de skal forholde sig, når der er udbetalt støtte, eller hvis kommunen har givet tilsagn om støtte. Samtidig oplyser udvalget, at Faxe Kommune fortsat kan tildele kommunale folkeoplysende foreninger tilskud til lokaler og aktiviteter - uden reduktioner for aflyste aktiviteter i 2020.

Om støtte til arrangementer siger Plan & Kulturudvalgets formand, René Tuekær:

- Som udgangspunkt kan arrangørerne regne med, at de kan få dækket rimelige og dokumenterbare udgifter i forbindelse med aflysninger eller udskydelser af deres arrangementer.

- Vi har også besluttet, at arrangementer, som udskydes eller flyttes, kan beholde den støtte, de har fået tilsagn om eller fået udbetalt, også selvom deres arrangement er flyttet ind i første halvår af 2021. Hvis deres arrangement ligger i andet halvår, beder vi om at få pengene tilbagebetalt med opfordring om, at arrangørerne søger på ny i 2021, tilføjer René Tuekær.

For Plan & Kulturudvalget har det været vigtigt at balancere principperne, så arrangører i rimeligt omfang holdes skadesløse, og så Faxe Kommune på den anden side får midler retur, som ikke bliver omsat i kulturel aktivitet.

- Administrationen har været i kontakt med langt de fleste arrangører om deres 2020-arrangementer. Den dialog er vigtig for os. Vi skal hjælpes ad om at komme bedst muligt gennem denne svære tid. Vi glæder os alle rigtig meget til mere normale tider. Vi glæder os alle til igen at blive beriget af det omfangsrige udbud af kulturelle begivenheder, som vores kommune normalt byder på, siger René Tuekær.

Om fastholdelse af folkeoplysende tilskud siger næstformand Inger Andersen:

- For de folkeoplysende foreninger kan det være helt afgørende for økonomien, at de fortsat modtager støtte. Derfor er det vigtigt og glædeligt, at vi kan holde hånden under dem - så godt det nu er muligt i denne tid. Vi er et land med høje forventninger til de idrætsaktiviteter og kulturelle tilbud, andre gør en indsats for at udbyde, så det er vigtigt at bakke op i en krisetid, siger Inger Andersen.

Kulturministeren har stillet flere forskellige hjælpepakker i udsigt, som kan støtte op om kulturinstitutioner og idrætsforeninger. Kultur & Fritid følger løbende op på ordningerne og kravene til ansøgerne, og hjælper det lokale idræts- og foreningsliv med vejledning.

Fakta

Arrangementer i 2020, der er eller bliver aflyst

Hvis et arrangement er aflyst fuldt ud på grund af covid-19-retningslinjerne, skal tilskuddet betales tilbage til kommunen.

Men en del af tilskuddet kan bruges til rimelige og dokumenterbare udgifter i forbindelse med aflysningerne.

 

Arrangementer/projekter der gennemføres delvist

Der vil være en række arrangementer som er eller bliver gennemført delvist.

Det kan for eksempel være en koncertrække, hvor kun to af fem bliver aflyst.

Her skal man betale tilskuddet forholdsmæssigt tilbage. Men også her kan en del af tilskuddet bruges til rimelige og dokumenterbare udgifter i forbindelse med aflysningerne.

 

Arrangementer som flyttes

Bliver et arrangement flyttet til senere på året eller til første halvdel af 2021 kan man beholde sit tilskud - endda med til tillæg til dokumenterbare udgifter forbundet med flytningen.
Hvis arrangementet aflyses senere, skal tilskuddet betales tilbage - dog ikke den del, som er rimelige og dokumenterbare udgifter forbundet med aflysningen.

Hvis man er nødt til at flytte til andet halvår af 2021, så må man søge på ny i 2021.

 

Arrangementer i 2020, der endnu ikke har søgt om tilskud

Faxe Kommune er bekendt med et antal arrangementer, som ofte modtager tilskud fra kulturpuljen, men som endnu ikke har søgt.

Disse arrangører vil kunne modtage tilskud til rimelige og dokumenterbare udgifter til forberedelser og planlægning - forudsat at arrangementet under hensyn til corona-bestemmelser ikke kan gennemføres.

Ansøgning sker i givet fald på sædvanlig vis og inden for de aftalte rammer for kulturpuljen.