Se hvor dit barn står på ventelisten

Her kan du via den digitale pladsanvisning se hvor dit barn står på ventelisten.

Skriv dit barn op eller udmeld digitalt

Kombinationstilbud

Et kombinationstilbud består af en deltidsplads i et dagtilbud samt et tilskud til ’fleksibel pasning’.

Fleksibiliteten i kombinationstilbuddet betyder, at du/I kan vælge fx at lægge alle timer i henholdsvis dagtilbud og fleksibel pasning indenfor to uger, hvorefter du/I selv passer barnet i de to følgende uger osv.

Fleksibel pasning er omfattet af følgende krav
  • Hovedsproget i den fleksible pasningsordning skal være dansk. Kommunen kan dog i helt særlige tilfælde beslutte, at hovedsproget er et andet end dansk, hvis det ikke medfører integrationsmæssige konsekvenser.
  • Den fleksible passer skal kunne dokumentere, at vedkommende har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer.
  • Den fleksible pasning skal tilrettelægges, så børn sikres medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati.
  • Kommunen skal godkende den pasningsaftale, som indgås mellem dig/jer og den fleksible passer. Kommunen skal ligeledes godkende de økonomiske forhold, som er en del af pasningsaftalen.

Hvem kan bruge kombinationstilbuddet

Det er alene du/jer med et dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning, der ligger uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstider, der er berettigede til at få et kombinationstilbud i form af en deltidsplads i et dagtilbud og et tilskud til fleksibel pasning

  • Er du enlig forsørger har du ret til et kombinationstilbud, hvis du kan dokumentere dit behov.
  • Hvis I er samlevende skal I begge dokumentere, at I har et arbejdsbetinget behov for pasning uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid.

Din/jeres dokumentation for pasningsbehovet kan fx bestå af en arbejdsgivererklæring, en vagtplan eller lignende, som skal indsendes i forbindelse med ansøgningen. Hvis du/I har børn, der er optaget i et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen, jf. dagtilbudslovens § 11, stk. 8, er du/I ikke berettigede til et kombinationstilbud.

Forholdet mellem dagtilbud og fleksibel pasning

Kommunen fastlægger hvor mange timer deltidspladsen i dagtilbuddet og den fleksible pasning gennemsnitligt skal udgøre. Fastlæggelsen sker ud fra din/jeres ansøgning og dokumenterede behov, men også ud fra barnets mulighed for at indgå i børnefællesskabet i dagtilbuddet, samt dagtilbuddets mulighed for at tilbyde en god ramme for barnet.

  • Den fleksible pasning skal udgøre mindst 10 timer om ugen i gennemsnit, og det tidsmæssige omfang af deltidspladsen i dagtilbuddet og den fleksible pasning skal opgøres over en periode på mindst fire uger.
  • Kombinationstilbuddet kan samlet set ikke overstige, hvad der tidsmæssigt svarer til en fuldtidsplads i et alderssvarende dagtilbud i kommunen.

Deltidsplads

Forældre, hvor en eller begge forældre holder barselsorlov, kan få en deltidsplads:

  • 30 timer om ugen i et dagtilbud til børn i husstanden i aldersgruppen 26 uger og indtil skolestart
  • mod en reduceret egenbetaling
Orlov i én sammenhængende periode

Barselsorloven skal holdes i én sammenhængende periode pr. barn.

  • Hvis I holder orlov i direkte forlængelse af hinanden, betragtes det som én sammenhængende periode.
  • Hvis jeres orlov afbrydes af en periode på mere end fem uger eller på anden vis bortfalder, eller I selv ønsker at ændre deltidspladsen til en fuldtidsplads, skal I betale fuld pris.
Dokumentation

I skal dokumentere, at I afholder fravær efter barselsloven eller vil afholde fravær på det tidspunkt, hvor I ønsker at få tilbudt deltidspladsen.

Dokumentationen kan fx bestå af kopi af vandrejournal med det forventede fødselstidspunkt, en aftale med arbejdsgiver om udskudt barsel eller lign.

Start Digital Pladsanvisning

Opdateringsdato: 16.06.2022 - 14:27

Kontaktinformation

Kontaktinformation til Pladsanvisningen

Pladsanvisningen har lukket i uge 30.

Telefontid
Mandag til fredag kl. 9.00 - 13.00
Telefonnr. 56 20 34 80

Post
sendes til pladsanvisningen via Borger.dk/generelle henvendelser