Socialt frikort

Det sociale frikort skal give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets fællesskaber, bidrage og opleve værdi i hverdagen.

Nyt: Det sociale frikort er blevet videreført til den 30. juni 2023.
Alle borgere, der havde et socialt frikort den 31. december 2022, har fået det videreført automatisk.
Læs mere om forlængelsen af forsøgsperioden på Socialstyrelsens hjemmeside.

Folketinget har i 2018 vedtaget en ny lov om forsøg med et socialt frikort. Loven giver i en forsøgsperiode fra 2019 til 2020 socialt udsatte borgere ret til at modtage et socialt frikort. Loven trådte i kraft 1. januar 2019.

Hvad er et socialt frikort?

Frikortet giver borgerne mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit pr. kalenderår ved ordinært og ustøttet arbejde for virksomheder, offentlige myndigheder mv., uden at indtægten fradrages i forsørgelsesydelser som kontanthjælp eller førtidspension eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser, fx boligsikring.

Det sociale frikort skal således give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets fællesskaber, bidrage og opleve værdi i hverdagen. Hensigten er desuden at tilskynde virksomheder til at tage et socialt ansvar ved at engagere udsatte borgere.

Borgeren bestemmer selv, hvor meget og hvor ofte han/hun vil arbejde.

Målgruppen for socialt frikort

Målgruppen for det sociale frikort er personer med særlige sociale problemer, herunder psykiske vanskeligheder, der er i målgruppen for afsnit V i lov om social service.

Personer med fysisk eller kognitivt handicap er ikke i målgruppen for det sociale frikort, medmindre de samtidig har særlige sociale problemer.

Det er en forudsætning, at personerne i målgruppen er langt fra beskæftigelse og uddannelse, således at de hverken har været under uddannelse eller har haft arbejdsindkomst over 10.000 kr. inden for det seneste år.

Visitationen skal altid baseres på en konkret vurdering af den enkelte borgers situation, herunder ressourcer og behov. Et socialt frikort erstatter ikke øvrig støtte og tilbud til borgeren.

Søg om Socialt Frikort i Faxe Kommune

Hvis du ønsker at søge om Socialt Frikort skal du kontakte Handicap & Psykiatri i Center for Familie, Social & Beskæftigelse. Det gør du ved at ringe til Faxe Kommunes hovednummer i telefontiden.

Telefon 56 20 30 00

Telefontid:

Mandag 9-10
Tirsdag 9-10
Torsdag 9-10
Fredag 9-10

Yderligere information om ordningen

På Socialstyrelsens hjemmeside findes der yderligere information om Socialt Frikort.

Link til Socialstyrelsens side om socialtfrikort findes her: https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/sagsbehandling/socialt-frikort/socialt-frikort

Socialstyrelsens folder til borgerne om socialt frikort findes her: https://socialstyrelsen.dk/filer/tvaergaende/sagsbehandling-voksne-og-handicap/socialt-frikort-pjece-malrettet-borgere.pdf