Paragraf 79 puljen til forebyggende og aktiverende frivilligt socialt arbejde (målgruppe: ældre)

Puljens formål

Puljen støtter det sociale og aktiverende frivillige arbejde i Faxe Kommune, der særligt har ældre og/eller handicappede som målgruppe. Den økonomiske støtte skal bidrage til at udvikle og/eller fastholde det frivillige sociale arbejde, der skaber aktiviteter og forebyggelse i forhold til målgruppens helbredstilstand. Puljen støtter tilbud, der er aktivitetsprægede og forebyggende, idet fysisk og psykisk aktive ældre borgere ofte har en bedre fysik, kondition og humør, hvilket ses som en positiv effekt på både levealder og livskvalitet.

Der kan ydes tilskud til

Forebyggende tiltag, der via alsidige muligheder for motion, træning og andre aktivitetsprægede tiltag, sikrer kommunens ældre og handicappede borgere mulighed for at bevare og øge sundheden. Man kan derfor søge tilskud til

- Sociale tilbud som f.eks. værksteder, kortspil, banko og tryghedsopkald.

- Motionstilbud som f.eks. gymnastik, svømning, stavgang, dans, vandreture mv.

- Oplysning og udvikling som f.eks. foredrag, studiekredse, drama og kor

- Underholdning som f.eks. sang, musik, teater, revy mv.

Tildeling foregår efter aktivitetstype og vægtes på følgende måde

1. Aktiviteter der sigter mod at gøre deltagernes aktive via bevægelse, motion og idræt

2. Aktiviteter der sigter mod at skabe og pleje sociale relationer blandt deltagerne

3. Aktiviteter der sigter mod at skabe viden og oplysning hhv. underholde deltagerne

Der skal minimum være 6 aktiviteter/arrangementer eller møder om året, hvor det forebyggende og aktiverende islæt er i fokus.

Der kan normalt ikke gives støtte til

- Aktiviteter der på anden vis modtager støtte fra Faxe Kommune

- Organisatorisk arbejde i bestyrelser, beboerforeninger samt lovbestemte råd og nævn

- Aktiviteter, der ligger inden for kommunens ansvarsområder

- Huslejeudgifter, halleje i forbindelse med fester eller lignende, løn og kørselsgodtgørelse til frivillige

- Udgifter til transport og busleje, med mindre særlige forhold er gældende

Målgruppe

Faxe Kommune prioriterer ældre og handicappede borgere som målgruppe for § 79 tilskud.

Puljen kan således ansøges af lokale ældre-, pensionist-, og idrætsforeninger m.fl. der forestår aktiviteter for målgruppen og er hjemmehørende i Faxe Kommune. Aktiviteten/-erne skal være til gavn for et betydeligt antal borgere i Faxe Kommune.

Faxe kommune kan støtte aktiviteter, der går på tværs af kommuner. F.eks. i forhold til andelen af Faxe Kommunes borgere.

Regnskab

Foreninger og grupper, der har modtaget tilskud, aflægger et regnskab for brug af midlerne senest 15. marts året efter tilskuddet er givet.Regnskabet kan enten være

1) Et særskilt aktivitetsregnskab, der er underskrevet af formand og kasserer, eller

2) Foreningens sædvanlige årsregnskab, hvori § 79 tilskud er medtaget.

Tilskud, som ikke er anvendt til formålet/de ansøgte aktiviteter, skal betales tilbage til kommunen, med mindre andet er aftalt med kommunen.

Brugerinvolvering og indflydelse

Brugerne har selv indflydelse på og ansvar for udformningen og driften af tilbuddene og de beslutninger, der træffes. Det er et krav, at de foreninger, grupper eller klubber, der søger om § 79 midler, er brugerstyrede.

Praktiske oplysninger

Ansøgning skal foretages på det skema, som findes på Faxe Kommunes hjemmeside. Bemærk at der i ansøgningsskemaet bedes om korte beskrivelser samt budget for aktiviteterne, der søges midler til. Ansøgning indsendes 1 gang årligt med ansøgningsfrist d. 1. december. I særlige tilfælde kan en ansøgning behandles uafhængigt af ansøgningsfristen.

Bevilling eller afslag sendes til ansøger senest 2 måneder efter ansøgningsfristens udløb.

Bevilling udbetales umiddelbart efter, hvorefter det kan anvendes.

Vejledning til tildeling af § 79 midler i Faxe Kommune

Ved tildeling, vil de enkelte ansøgninger blive vurderet i henhold til nedenstående forudsætninger og kriterier. Den enkelte forening eller gruppe har ikke krav på at få kommunal støtte, og Faxe Kommune opfordrer til at foreninger også søger andre finansieringskilder, hvis der er tale om større aktiviteter.

Angående regnskab

- Hvis der er tale om en gruppe, der ikke er organiseret som en forening, kan aktivitetsregnskabet underskrives af gruppens kontaktperson og anden person, der indgår i gruppen.

- Det er normalt et krav, at man afleverer et regnskab for tildelt tilskud inden man søger § 79 midler igen.

- Det opfordres at beskrive/evaluere erfaringerne med aktiviteterne.

Angående brugerstyring

I Faxe Kommune kan man være frivillig på forskellige måder og stadig være berettiget til at søge tilskud i de forskellige puljer, der er til rådighed.Man kan søge om tilskud som en forening, gruppe, sammenslutning eller projekt. Det afgørende er således at brugerstyringen er sikret og foregår demokratisk og med aftalte retningslinjer. Som forening er det vedtægterne, der beskriver retningslinjerne. Som gruppe mv. er det vigtigt at få nedfældet de aftalte retningslinjer, sådan at brugerstyringen beskrives og dokumenteres. Brugerstyringen kan dokumenteres ved minimum en beskrivelse af følgende:

- Hvordan sikres det at beslutninger tages i fællesskab ? Hvad gør I ?

- Hvor ofte mødes I ?

- Hvilke regler har I for at træffe en beslutning ? (Hvordan opnås enighed om en beslutning ?)

- Hvad gør I, når der opstår uenighed ?

- Hvordan kommunikerer I til medlemmerne ?

Dokumentation/beskrivelse af brugerstyringen sendes pr. mail til nibay@faxekommune.dk

Sådan søger du

Ansøgningsformularen til §79 midler kan findes på Faxe Kommunes Foreningsportal:

www.faxeforeningsportal.dk

For at komme ind til ansøgningsskemaet, skal du anvende det login og det kodeord som jeres forening meget gerne allerede skulle have fået tilsendt.

Hvis du har problemer med login, kodeord eller spørgsmål iøvrigt, så er du meget velkommen til at kontakte Ninna Buechek på nibay@faxekommune.dk  - 56 20 37 31

Hvad angår rent tekniske problemer med login/kodeord kan du dog også kontakte Camilla Augustinus på caros@faxekommune.dk - 56 20 37 34

Yderligere oplysninger

Spørgsmål til ansøgningen, proceduren samt vurderinger af ansøgninger bedes stilet til Ninna Buechek enten via mail på nibay@faxekommune.dk eller ved at ringe på 56 20 37 31