Sagsbehandlingsfrister på børne- og ungeområdet

Faxe Kommune bestræber sig på at sagsbehandle indkommende sager hurtigst muligt.
 
I Faxe Kommune har vi for det sociale område fastsat frister for, hvor lang tid vi må være om at træffe en afgørelse. Fristerne afhænger af, hvilken støtte eller hjælp, du ansøger om. 

Hvad kan du forvente når du ansøger om noget i Faxe Kommune:

  • At sagen bliver behandlet så hurtigt som det er muligt under hensyntagen til, at sagen skal behandles på et forsvarligt grundlag
  • At du får skriftlig besked, såfremt de generelle/lovbestemte sagsbehandlingsfrister ikke kan overholdes
  • At afgørelser på sager bliver meddelt skriftligt
  • At du sammen med afgørelsen modtager oplysninger om eventuelle ankemuligheder og tidsfrister
  • Hvis du ønsker at klage over en afgørelse, er fristen 4 uger

En sag behandles generelt hurtigst muligt. Sagsbehandlingsfristen angiver den maksimale tid, der må gå fra kommunen modtager en ansøgning, til der er truffet en afgørelse. Hvis vi undtagelsesvis ikke kan overholde fristen i en konkret sag, vil du modtage et brev om det, og om hvornår du kan forvente en afgørelse. Årsagen til overskridelse af en frist kan være, at der er lang ventetid på lægeoplysninger, byggesagsgodkendelse mv.

Overholdelse af sagsbehandlingsfristerne forudsætter, at du har udfyldt ansøgningen korrekt, at du overholder eventuelle frister og at den dokumentation, der er påkrævet, foreligger ved ansøgningen, eller er fremskaffet til tiden, når kommunen anmoder om det.

Sagsbehandlingsfristerne gælder både for nye ansøgningssager og for sager hjemvist af Ankestyrelsen.

For alle paragraffer, som ikke fremgår af listen, gælder en sagsbehandlingsfrist på op til 4 uger.