Introduktion og overblik
Kommuneplan 2025 er et vigtigt dokument for alle i Faxe Kommune og erstatter den tidligere kommuneplan fra 2021.
Kommuneplan 2025-2037 er nu i høring
Den 27. februar 2025 har byrådet vedtaget forslag til Faxe kommuneplan 2025-2037 med tilhørende miljøvurdering.
Planen sendes derfor i høring frem til 11. maj 2025.
Krav til en kommuneplan
Kommuneplanen skal sikre fysiske muligheder for en bæredygtig udvikling. Den skal også sikre balance mellem benyttelse og beskyttelse af arealerne i vores kommune. Endelig skal planen sikre, at Faxe Kommune lever op til statens og regionens krav.
Kommuneplanen må for eksempel ikke stride mod landsplandirektiver, statslige vand- og naturplaner eller den regionale udviklingsplan og råstofplan.
En kommuneplan rækker 12 år frem, men bliver typisk revideret hvert 4. år, så vi kan tage højde for ny lovgivning, nye behov og ønsker til udviklingen. Når en kommuneplan har været til offentlig debat og er blevet endelig vedtaget, skal byrådet arbejde for, at planen bliver gennemført. For at sikre det, kan byrådet forbyde, at der bliver bygget, udstykket og ændret i brugen af et område, hvis det kan forhindre, at kommuneplanen kan gennemføres.
Inden for byzoner og sommerhusområder kan byrådet modsætte sig, at der bliver bygget, og at bebyggelse eller ubebyggede arealer ændrer anvendelse, hvis det er i strid med kommuneplanens rammer.
Her kan du hente hele Kommuneplan 2025-2037 (pdf nyt vindue)
Samspil med andre politikker, strategier og aktører
Kommuneplanen spiller tæt sammen med kommunens mange øvrige politikker og strategier - ligesom den også er påvirket af indsatser, retningslinjer og strategier fra det omkringliggende samfund. Det fokus skal være medvirkende til at skabe synergier og fælles retning i samklang med de mange forskellige aktører, vi samarbejder med.
Oversigt over ændringer siden Kommuneplan 2021
Nye perspektivarealer og byområder
Vi har indarbejdet nye perspektivarealer - det vil sige arealer, vi kan byudvikle på sigt, hvis vi så at sige ”løber tør for plads”. Det drejer sig om to områder i det sydvestlige Haslev - i den sydlige del af Troelstrupområdet og syd for Skovholmslundvej - et område i Karise langs Karl af Rises Vej samt to områder i Rønnede - et nord for erhvervsområdet ved Symbiosen og et langs Dalgårdsvej. Vi har udlagt en mindre kommuneplanramme for byudvikling ved Nyvænget i Faxe Ladeplads.
Grønt Danmarkskort
Der er de sidste fire år opstået flere naturområder i kommunen. Disse områder er tilføjet Grønt Danmarkskort. I den forbindelse har vi desuden udpeget nye mulige korridorer mellem naturområder. Endelig har vi nyudpeget/revideret lavbundsområder og vådområder der kan genoprettes. Nogle af disse er også med i Grønt Danmarkskort. Lavbundsområder Alle lavbundsområder er revideret, så terræn nu indgår som en parameter. Det betyder, at de har en anden udbredelse end før, så vi kan udnytte eksisterende lavninger i landskabet til at aflede mere vand kan desuden også udvikle sig til vigtige naturområder.
Skovrejsning
Vi vil gøre det muligt at rejse skov i områder, hvor skovrejsning ellers er uønsket, under forudsætning af, at der tages hensyn til landskab og udsigter.
Kulturmiljøer
Som noget nyt er Faxe Ladeplads Havn tilføjet som et industriminde af national interesse.
Klimatilpasning
Vi har større fokus på klimatilpasning. Derfor har vi tilføjet strømningsveje som et tema, så vi i højere grad friholder arealer, hvor regnvand strømmer mod åer, søer og havet. Vi har desuden tilføjet flere retningslinjer, som sikrer større fokus på vand og krav om vurdering af særligt regnvand i forbindelse med planlægning.
Støj
Der er tilføjet støjzoner omkring Rønnede Svæveflyveklub og skydebane ved Jomfruens Egedes Aktivitetspark.
Solenergi
Retningslinjer for placering af solcelleanlæg fra Kommuneplantillæg nr. 23 er tilføjet denne kommuneplan.
Fælles biogasanlæg
Vi har revideret retningslinjerne for placering af fælles biogasanlæg i kommunen