2024 blev rekordår for turismen i Faxe

2024 var rekordår for turismen i Faxe. Aldrig før har turisterne lagt flere penge i kasseapparaterne. Det viser nye tal fra VisitDenmark. Nyheden skaber begejstring hos borgmester Ole Vive. Turisterne skaber nemlig arbejdspladser og omsætning i kommunen. Ministeren er også begejstret for udviklingen i Faxe og roser det lokale arbejde.

Nye tal fra VisitDenmark viser, at turismen i Faxe omsatte for 417 millioner kroner sidste år.
 
Det er ny rekord. 
 
I den tid VisitDenmark har lavet prognoser for omsætningen fra turisterne, har den aldrig været højere. Turisterne har med andre ord aldrig brugt flere penge, mens de har opholdt sig i Faxe.
 
De gode nyheder vækker begejstring hos borgmester Ole Vive, der er meget glad for udviklingen:
 
- Det er et kæmpe skulderklap til alle de dybt engagerede aktører inden for turismen i vores kommune, at omsætningen nu sætter rekord. Det er jeg super stolt af. Så jeg kan kun sende en kæmpe stor ros til alle, som arbejder på at skabe gode oplevelser for gæsterne i vores kommune - både dem fra udlandet og de danske turister, som besøger vores egn, siger borgmester Ole Vive og tilføjer:
 
- Jeg må også sige, at vores tværkommunale turismeorganisation Visit Sydsjælland & Møn gør et utrætteligt arbejde for at bringe vores geografiske område i spil for turister.
 
Det er ikke kun på rådhuset, at udviklingen er blevet noteret. På Christiansborg er den nye rekord også blevet bemærket. Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin roser rekorden i Faxe:
 
- Dansk turisme oplevede stor fremgang i 2024, og det er blandt andet på grund af den positive udvikling i Faxe, hvor man har slået alle tidligere omsætningsrekorder. Det er en stærk præstation. Den slags resultater kræver samarbejde, og det er på sin plads at rose den store indsats fra både kommune, erhvervsliv, destinationsselskab og lokalsamfund. I Faxe har man virkelig ydet en stærk indsats - og som minister med ansvar for turismen kan jeg kun rose det flotte resultat, siger Morten Dahlin. 
 
FAKTA
Turismeomsætningen i Faxe var i 2024 på 417 millioner kroner. Det er ny rekord.
I 2023 var turismeomsætningen i Faxe 412 millioner kroner.
På landsplan var turismeomsætningen i 2024 på 168 milliarder kroner I 2023 var den på 162 milliarder.
Turismeomsætning dækker over danske og udenlandske turister (inkl. forretningsrejsendes) direkte omsætning ved køb af varer og tjenesteydelser i Danmark. Det kan for eksempel være indkøb af dagligvarer, restaurantbesøg og oplevelser.
Tallene og prognosen er udarbejdet af VisitDenmark, der hvert år udgiver rapporten "Turismens økonomiske betydning".