Bliv frivillig ved Europaparlamentsvalget 9. juni 2024

Vil du give en hjælpende hånd som frivillig ved Europaparlamentsvalget søndag den 9. juni 2024 ? Så har Faxe Kommune et tilbud til dig. 

Som frivillig støtter du aktivt op om demokratiet i Danmark. Du bliver officielt tilforordnet, hvilket vil sige, at du skal være med til at udføre en række opgaver på et af kommunens 7 valgsteder. Du er med til at løfte en stor opgave, der kræver et godt fællesskab og samarbejde på valgstederne. Det er en festlig og hyggelig dag, hvor du som frivillig kan medvirke til at skabe en god stemning sammen med de folkevalgte politikere. 

Tid og sted:

Du skal møde på valgstedet kl. 8.00 søndag den 9. juni. Du skal være der, til de sidste stemmer er talt op. Du skal påregne en arbejdsdag på omkring 14 timer. Som frivillig får du fuld forplejning hele dagen og 1350,- kr. i diæt. Diæten bliver indberettet som B-indkomst. 

Du skal være mindst 18 år, bo i Faxe Kommune og være stemmeberettiget til Europaparlamentsvalget for at blive frivillig. Det er en lang dag, så du skal kunne holde til både at kunne gå, stå og sidde igennem mange timer – i det hele taget være rask og rørig. Du får naturligvis pauser, men må ikke forlade valgstedet i løbet af dagen. 

Vi skal bruge ca. 58 borgere fordelt på kommunens 7 valgsteder. Du kan ikke være sikker på blive optaget, hvis vi modtager flere ansøgninger end vi har behov for. Du vil høre fra os senest den 10. maj 2024 hvis du er blevet udvalgt til at være på et valgsted. Har du ikke hørt fra os efter denne dato, er det fordi vi har besat alle borgerpladserne på valgstederne. 

Er du interesseret i at blive frivillig kan du sende os en mail til valgfrivillig@faxekommune.dk senest 19. april 2024 kl. 12.00. Husk at oplyse dit fulde navn og adresse. 

Vi glæder os til at høre fra dig!