Dalby Børnehuse får tilbygning allerede i 2025
Byggeriet af tilbygningen til Dalby Børnehuse skal i gang allerede i 2025. Det ligger nu fast efter byrådets behandling af sagen. Dermed fremrykker byrådet projektet, som der egentlig først var afsat de sidste millioner til i 2026.
Tilbygningen bliver i praksis en sammenbygning af de to bygninger, som udgør Dalby Børnehus, og udvidelsen gør Dalby Børnehus 195 kvadratmeter større end i dag.
Tilbygningen vil indeholde et overdækket ankomstareal, kontor- og personalerum, toiletter samt gangarealer.
Den eksisterende stjernebygning vil blive ombygget til at inkludere to nye børnegrupperum, garderober og toiletter samt en ny liggehal.
I kraft af tilbygningen bliver der en øget fleksibilitet og dermed fremtidssikring af Dalby Børnehuse.
Institutionen vil være mere fleksibel i forhold til, hvad byen har brug for - fordi man mere fleksibelt kan håndtere grupper af vuggestuebørn og børnehavebørn.
At alle er under ét og samme tag forventes også at have positiv betydning for arbejdsfællesskabet.
Det er også nemmere at skabe pædagogisk sammenhæng, når man er fysisk i samme hus.
Den samlede udgift til projektet forventes at være 11 millioner kroner. Byrådet har godkendt et projektforslag, som skal konkretiseres og gøres klar til, at entreprenører kan byde ind på opgaven. Men idéen og grundtanken er altså det, som projektforslaget skitserer.
Bæredygtighed er centralt for projektet. En bæredygtighedsplan for lægger således vægt på indeklimaet med fokus på termiske, atmosfæriske, akustiske og optiske forhold.
Derudover er der fokus på tilgængelighed for personer med nedsat funktionsevne.
Projektet inkluderer også etablering af en sandkasse og grønne elementer som frugttræer og biodiversitetsområder.